EU er en følelsesmæssig fiasko, men en rationel succes.

Rationelt har EU indfriet de ambitioner, der blev lagt for dagen, da Unionen i sin tid blev skabt. I en historisk lang periode har der været fred i Europa, og velstanden er vokset ud over enhver fatteevne.

Følelsesmæssigt er det imidlertid gået den anden vej.

Mens man umiddelbart efter to verdenskrige ikke havde problemer med at se nødvendigheden af en langt større international samordning, så synes den erkendelse at være på retur, i takt med at historiens vidner dør.

Det er et problem, for muligheden for politisk at kunne agere rationelt er afhængig af en emotionel opbakning. Folk bliver nødt til – om ikke at elske EU – så i det mindste at forbinde noget positivt med konstruktionen og opleve, at der her faktisk bliver taget hånd om reelle problemer, som vedrører os alle, og som ikke kan løses på anden vis.

Det vil imidlertid ikke ske, hvis EU betragtes med mistro eller ligefrem opleves som en fjende, hvilket for kort tid siden sendte 65 millioner briter ud af fællesskabet. Hvis ikke det er ildevarslende, så ved jeg ikke, hvad er.

Nationalstatens genkomst

Uden en personlig erindring om baggrunden for EU’s opståen fortoner den følelsesmæssige appel sig, og tilbage står borgerne i 28 EU-lande med fjerne EU-politikere og bureaukraternes teoretiske argumenter for stadig mere europæisk samordning og en stadig mere detaljeret lovgivning.

Det er en farlig situation.

Befolkningerne føler sig distanceret og tilsidesat, og de søger i stedet imod den konstruktion, hvor man rent faktisk føler en følelsesmæssig tilknytning. De søger imod nationalstaten. Og ikke uden grund.

Det er nemlig kun inden for en nationalstats grænser, at man for eksempel kan etablere et velfærdssamfund, fordi et velfærdssamfund forudsætter en grundlæggende tillid borgerne imellem og mellem borgerne og staten. Det gør accepten af et højt skattetryk muligt, og det er hovedforklaringen på, at vi har de samfund, vi har her i Skandinavien. Vi nærer en grundlæggende tillid til hinanden og til vores samfund, som de tager sig ud inden for nationens ramme.

Tillid opstår mellem mennesker, der er i stand til at aflæse hinanden. Tillid er en kulturbåret størrelse. Det har noget at gøre med vores omgangsformer, vores vaner, vores historie og traditioner, og ikke mindst hvordan vi giver udtryk for vores erfaringer, drømme og forventninger til livet, sådan som det sker igennem kunsten.

Kulturen og kunsten skaber forestillinger om, hvordan tilværelsen også kan være, og baner dermed vejen for forandringer i den politiske verden, hvilket er noget helt andet end det af Bjarne Corydon lancerede begreb ”nødvendighedens politik”.

Igennem kultur og kunst ser vi, at forholdet mellem kønnene kunne baseres på ligeværd og respekt, at social glidning var en reelt eksisterende mulighed, at individet var ukrænkeligt, og at solidaritet var noget, der kunne strækkes videre end bare til den nærmeste familie eller klan. Vi tænker, at to af samme køn kan gifte sig, og vi får det gjort begribeligt, at kernefamilien ikke er en naturlov, men en social konvention.

Ikke nødvendige erkendelser, men mulige erkendelser. Herudaf springer ikke nødvendige politikker, men mulige politikker.

Erkendelser, der har ført til én slags konkrete politiske (og samfundsmæssige) resultater i de skandinaviske lande, ville naturligvis have ført til andre resultater, hvis vores kultur havde været en anden. Hvis den for eksempel havde været arabisk eller katolsk eller buddhistisk.

Kulturen er med andre ord afgørende for de politiske forandringer, vi evner at gennemføre.

Ses kultur og politik som hinandens modsætninger, og er holdningen i befolkningen over for det politiske præget af mistro, får de politiske beslutninger ikke det rodfæste, der gør, at de lever. I stedet vil den politiske konstruktion begynde at krakelere, sådan som tilfældet er med EU i disse år.

Her vokser politik ikke frem af kulturen, men forsøges implementeret ovenfra, begrundet i kulturløse administratorers såkaldte ”nødvendighed”.

Beethovens 9. gør det ikke alene

Måske skyldes EU’s aktuelle problemer, at man forsøger at strække de politiske beslutninger langt videre end den følelsesmæssige veksel, som de europæiske borgere har udstedt til Unionen, tilsiger? Måske er man i EU gået for langt i forhold til det, som borgerne i de forskellige lande oprindeligt forestillede sig skulle være i fokus?

Her var det næppe tanken, at EU skulle beskæftige sig med værdispørgsmål om alt fra racisme og mellemmenneskelig tolerance til ligestilling og en omfattende detailregulering af dagligdagen, men i stedet at holde sig til de rent overordnede tiltag, der faktisk tjente medlemslandenes interesser.

Det er da meget muligt – ja, stærkt sandsynligt – at der sidder folk i EU-systemet, der oprigtigt ønsker, at EU’s magt skal være langt mere omfattende og meget mere indgribende end oprindeligt tænkt, men det vil bare ikke ende godt, så længe man ikke har sikret sig et folkeligt mandat for projektet, og det har man ikke i dag.

Og det vil næppe heller ske fremover, uanset hvor mange gange man spiller ”An die Freude”, og uanset hvor højt op man skruer for musikken. Man vil tværtimod opleve en stigende afstandstagen til EU og den fortsatte omklamring af hverdagen, fordi man – som min datter ville sige – ”prøver for hårdt”.

Visionen om EU som allestedsnærværende og som europæernes foretrukne demokratiske aktør virker i dag komplet urealistisk, og det er næppe heller et projekt, der nogensinde har været efterspurgt andre steder end i indercirklerne i Bruxelles. Og da slet ikke, hvis det skulle ske på bekostning af nationalstaterne og den kulturelle diversitet, som jo historisk, følelsesmæssigt og reelt er Europas egentlige identitet og styrke.

De førende embedsmænd og Europa-politikere burde derfor sætte sig sammen og grundigt overveje, hvad det faktisk var, der stod indhugget i væggen i Apollontemplet i Delfi: ”Gnothi seauton”.

Det oversætter vi herhjemme typisk med ”kend dig selv”, men det burde måske mere præcist oversættes til ”kend dine begrænsninger”. For kender man ikke dem, bliver man til en anden, ja, man risikerer at komme ud af sig selv, hvilket jo aldrig er klædeligt og i tilfældet med EU aldeles fatalt.

Den gale hunds bytte

For sagligt set har vi aldrig haft så stort et behov for et stærkt og – på det overordnede plan – samordnet Europa som netop nu. Uden et samordnet Europa vil vi ikke være i stand til at håndtere de gigantiske problemer, vi står med i form af svigtende økonomiske vækst, flygtninge- og emigrantstrømme, grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme, miljøproblemer og de multinationale selskabers brutale ageren.

Det er derfor bekymrende at se, hvordan Europaprojektet vakler, fordi man fra EU’s side ikke forstår sine ene begrænsninger og netop derfor gøder jorden for isolationistiske og nationalistiske strømninger, der nok har stor følelsesmæssig appel, når der kaldes til stemmeurnerne, men som ingen som helst holdbare bud har på, hvad vi skal stille op med virkelighedens problemer.

Se på de engelske Brexit-tilhængere, der i dag virker præcis lige så forbløffede over at have vundet, som den gale hund, der efter igennem et langt liv at have jagtet bildæk pludselig en dag faktisk står med ét – uden at have gjort sig klart, hvad den skal stille op med sit bytte.

EU bør hverken ofres på EU-fanatikeres eller EU-fatalisters alter, men ene og alene fokusere på den helt afgørende opgave: at levere overstatslige løsninger på de mange spørgsmål, hvor de statslige institutioner ikke slår til.

Dét er der ikke bare desperat brug for. Det vil også have en stor følelsesmæssig appel!