Jeg skal sent glemme den dag i januar 2017, da jeg på plænen foran Kongressen så Donald Trump blive indsat som USA’s præsident. Hans sorte og dystopiske tale indvarslede en helt ny tid for det amerikanske demokrati, der ellers altid har været præget af en ukuelig optimisme og tro på fremtiden, uanset om præsidenten var demokrat eller republikaner.

Siden da er mine bange anelser ikke bare blevet bekræftet, men overgået med mange længder. I min levetid har Vesten ikke oplevet nogen leder med så meget magt, der har gjort så meget for at underminere de demokratiske institutioner eller den regelbaserede globale orden.

Er der grund til at være bekymret? Afgjort, hvis du spørger mig.

Men der er også ting, der peger i den anden retning. Som den skarpe analytiker James Kirchick påpeger i et interessant essay i Mandag Morgen, tyder alt på, at de amerikanske institutioner er så stærke, at de vil være i stand til at afvise og overleve angrebet fra Donald Trump.

Der er altså ingen grund til panik. Tværtimod skal vi passe på, at vi ikke begynder at se Trumps skygge rundt om hvert et gadehjørne. Bare fordi der er en bølle løs i skolegården, betyder det ikke, at alle skal stoppe med at lege.

Tanken slog mig, da jeg forleden læste et interview i Politiken med Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard.

I EN AF SINE SJÆLDNE offentlige optrædener gik departementschefen ind i debatten om Finansministeriets omstridte regnemodeller. Hans hovedbudskab var enkelt og helt reelt, nemlig at der skal være tillid til de beregninger, der foretages i Finansministeriet. Hvis forslag beregnes forskelligt afhængig af regeringens partifarve, er beregningerne selvsagt ubrugelige.

Så langt, så godt.

Det interessante var imidlertid Martin Præstegaards forsøg på at gøre kritikken af Finansministeriet til et led i en global, populistisk dagsorden.

”Internationalt kan man se det i skikkelse af den amerikanske præsident, Donald Trump, der går meget systematisk op imod etablerede institutioner. Vi ser det i Europa, hvor den tendens også hersker. Det kan også dreje sig om et fagligt ministerium eller en styrelse, som træffer beslutninger, der i højere grad bliver debatteret som værende rigtige eller forkerte. Det er en udvikling og et rammevilkår, vi arbejder med. Den kan man så forsøge at modvirke, og vi prøver at få opbygget den tillid, som det er nødvendigt at have i befolkningen,” sagde Martin Præstegaard.

Men her knækker filmen. Der går simpelthen ikke nogen lige linje, faktisk ikke engang en stiplet, fra Donald Trumps uhørte angreb på det system, han selv er chef for – CIA, FBI, domstolene og mange andre – til den danske debat om Finansministeriets økonomiske modeller.

Heller ikke selv om kritikken af Finansministeriet i sidste uge kom fra to fremtrædende folketingsmedlemmer fra det største oppositionsparti, Socialdemokratiet.

TRUMPS UDFALD MOD DET AMERIKANSKE statsapparat – og mod EU, NATO og andre grundpiller i den regelbaserede verdensorden – er, som James Kirchick også konstaterer, et forsøg på at underminere det liberale demokrati og dets institutioner.

Kritikken af Finansministeriets regnemodeller er, uanset om man er enig i kritikken eller ej, et forsøg på at rejse en helt relevant debat om præmisserne for en kvalificeret offentlig diskussion om prioriteringen af de midler, staten fordeler på vegne af alle skattebetalende borgere.

Man kan sagtens leve sig ind i, at det må være irriterende for fagligt dygtige embedsmænd at blive beskyldt for at regne skævt, fordi der medtages dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke for ansættelsen af 1.000 nye skolelærere.

Især hvis kritikken får en undertone af, at embedsmændene skulle have et ønske om at fremme bestemte partier på bekostning af andre. Skåret over en kam er danske embedsmænd oprigtigt optagede af at udfylde deres rolle som folkestyrets upartiske og loyale tjenere.

Men magtens institutioner – hvad enten det er politiet, domstolene eller sågar Finansministeriet – skal kunne tåle og tolerere kritik og turde tage debatten. Og de skal passe på, at de ikke falder i den fælde at beskylde kritikerne for at være i en slags intellektuelt ledtog med Donald Trump, når deres ærinde blot er en legitim, demokratisk debat.

Departementschef Martin Præstegaard gjorde ret i at bidrage til debatten om dynamiske effekter. Men han burde have holdt Donald Trump ude af diskussionen.