Når man kommer hjem fra en længere ferie i udlandet, er det slående at opleve, hvor meget danskernes omgangsformer adskiller sig fra de almene høflighedsnormer i de fleste lande.

Billedet af det venlige, høflige og hyggelige lille land ser ud til at være krakeleret. Det gælder i vore daglige omgangsformer i trafikken, på nettet, i butikken, på cafeen, over for myndigheder og i folkeskolen.

Danmarks gode omdømme har lidt skade i udlandet af vores anspændte forhold til indvandrere, eller når udlændinge møder vores særlige danske version af høflighed. Vi er alt for ofte uhøflige, afvisende og ubetænksomme i vores relationer til hinanden og især til vores udenlandske gæster.

Trafikkulturen siger meget om vores omgangsformer. Jeg oplever den stadig mere egoistisk og uvenlig. Man må springe over fodgængerfeltet, for bilerne holder ikke tilbage, cyklister og bilister er nærmest i krig, der insisteres på at køre i venstre spor, mens man taler i mobil, og langefingeren har erstattet det venlige vink, når man har begået en lille fejl bag rattet.

Jeg oplever det også i stigende grad, når borgeren henvender sig til det offentlige, f.eks. i kommunen. Grovheder, uforskammede mails, ubehøvlet adfærd og trusler mod de kommunale medarbejdere på rådhuset, på skolen eller over for de folkevalgte er stadig mere almindeligt.

Hvad er forklaringen på dette skred? Og kan tendensen vendes i en anden og bedre retning?

Ikke flere grænser at overskride

Sidste år var der kortvarigt en debat om emnet. Det skete med udgangspunkt i forfatteren Torben Stenos debatbog Længsel efter faste former. I bogen forklarer Steno de nuværende omgangsformer: ”I årtier har 68-generationen gentaget mantraet om, at det er fedt at være grænseoverskridende. Det er det dummeste udtryk, jeg har hørt. Der er ikke mere at overskride. Resultatet er, at en SOSU-assistent anno 2011 taler i mobiltelefon, mens hun tørrer røv på en gammel dame.”

Steno forklarer videre, at 68-generationen har skabt form- og normløse tilstande som en del af deres værdisæt, og det er forklaringen på, at faste og veletablerede omgangsformer og ritualer næsten ikke findes mere – og derfor hele tiden må genopfindes.

Vi har meget at lære af andre lande og kulturer med veletablerede omgangsformer, selv om de også har haft en 68-generation. Man møder for eksempel venlighed og hjælpsomhed i trafikken i USA og i Storbritannien. Det samme gælder almindelig høflighed, når man handler, går på restaurant, eller når man er gæst.

Det danske sprog er ikke begavet med høflighedstermer som ”Please”, ”Excuse me”, ”Bitte” eller ”Sì´l vous plait”, men kun med det noget antikverede ”Hvis De vil være så venlig” – eller den moderne version ”Hav en fortsat god dag”. Men ordet tak har vi da stadigvæk til rådighed, selv om det alt for ofte glemmes, som en vigtig del af den almindelige høflighed.

Det er en drøm at opleve en venlig, høflig og hjælpsom medarbejder i det amerikanske modstykke til Irma, Wholefoods, som tilmed pakker varerne for kunden i solide papirsposer. Irma er en af de danske butikskæder, hvor de ansatte optræder særligt høfligt, hilser på kunden med et ”Hej” og åbner indkøbsposen, når varerne skal pakkes. Tankevækkende, at de svenske ekspeditricer i københavnske butikker optræder meget mere høfligt end deres danske kollegaer.

Der er meget at gøre i dagligdagen, hvis vi skal højne høflighedsniveauet. Husker man at præsentere gæster og ikke mindst sig selv i sociale sammenhænge? Introducerer man alle deltagere med respekt til møder? Inviterer vi udlændinge hjem i private omgivelser, frem for at være os selv nok og lade dem klare sig selv? Lader vi den gamle dame få siddepladsen i bussen, holder vi køkulturen, taler vi pænt til ekspedienten eller til medarbejderen på genbrugsstationen? Hilser vi på hinanden om morgenen, når børnene skal afleveres i daginstitution og skole? Nej – vel? – og i hvert fald alt for lidt.

Drop det dumsmarte

Steno argumenterer for en ”høflighedsrevolution” som svar på de uhøflige og normløse tilstande. Helt enig, men hvem skal ændre vore normer og adfærd, så vi igen bliver et venligt, hjælpsomt og høfligt folkefærd?

Normer ændres ikke ved regler og kontrol. De ændres – aflæres og indlæres – ved vist adfærd og dialog. Derfor begynder det ved forældrenes opdragelse af deres børn. Dernæst i folkeskolen og senere på arbejdspladsen. Men ikke mindst i det offentlige rum – i pressen – kan vi ændre høflighedsnormerne, når meningsdannere, folkevalgte, pressens folk og kulturpersonligheder viser god og høflig adfærd. Taler politikerne eller meningsdannerne grimt og uhøfligt til hinanden, danner det norm. Det bliver acceptabelt, hvis det ikke modsiges.

Det er snart kun Dronningen der (som den eneste) med held har evnet at udtale sig kritisk om vores omgangsformer. Tænk på, hvilken betydning hendes formuleringer i en nytårstale om ”dumsmarte” bemærkninger fik. Dronningens eksempel burde efterfølges af landets fædre og mødre.

Vi kan måske sætte vores lid til den unge generation – i hvert fald dem, der rejser meget og uddanner sig uden for landets grænser. En ”høflighedsrevolution” må komme fra den del af den unge generation, som har lyst til at bygge noget nyt op i vores omgang med hinanden. De har oplevet en helt anden høflig måde at omgås på end her i landet, en omgangstone, som de ikke lærte hjemme.

Tænk, hvilken effekt det vil have, hvis en butikskæde prioriterede høflighed og hjælpsomhed som deres afgørende brand, også i sine reklamer. Hvem husker ikke ”De er så flinke hos FONA”?

Det samme gælder den offentlige sektor. Den sidste uhøflige offentligt ansatte er forhåbentlig fyret eller på vej ud. Lad os få tv-programmer, som diskuterer vores omgangsformer og normer.

Vi har som folk og nation forsømt at sætte nye normer i stedet for dem, der forsvandt. Det er ikke nok, at alt skal være uformelt, uhøjtideligt og hyggeligt. Høflighed, hjælpsomhed og opmærksomhed, ritualer og traditioner er en nødvendighed i alle samfund. Det trænger til fornyelse og et løft i Danmark, så vi ikke ender som de rene barbarer.

Læs flere af Jens Christian Birchs indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.