Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Blå blok er død. Valget er begravelsen
KOMMENTAR: Både blå og rød blok er brudt sammen. Det vil gøre det sværere for den kommende statsminister, men også åbne nye muligheder.
Et 40 år gammelt spøgelse går gennem dansk politik.
Spøgelset er en ny version af den SV-regering, der uden særlig succes styrede landet i et års tid i 1978-79.
I ugerne op til valgudskrivelsen dukkede idéen om en ny SV-regering op i en stribe politiske analyser – også her i Mandag Morgen – utvivlsomt fordi snakken om sådan en konstruktion går i krogene på Christiansborg. Eller rettere: i krogene hos Venstre. De fleste socialdemokrater har travlt med at vælte Lars Løkke Rasmussen og drømmer ikke om, at han skal være en del af deres nye regering.
På den måde kan SV-spøgelset lidt sammenlignes med en bokser, der ligger til tælling og tilbyder modstanderen en uafgjort.
Det kan siges enkelt: Blå blok er død, og valget i 2019 bliver begravelsen.
Jakob Nielsen
Chefredaktør
En SV-regering er ikke noget sandsynligt udfald af valget grundlovsdag.
Men der er gode grunde til, at idéen dukker op netop nu – også andre grunde end Venstres desperation over dårlige målinger.
Den vigtigste er, at det nuværende system med en relativt fasttømret rød og blå blok, som har bestemt magtbalancen i Danmark siden 1993, er brudt sammen.
Den vil efter dette og de kommende valg blive erstattet af et nyt system, som vi endnu ikke kender. Og man kan ikke udelukke, at det forløb udvikler sig så kaotisk, at det ender med at bringe de store partier sammen i en alliance, som ellers har været utænkelig, siden Anker Jørgensens SV-regering kollapsede i oktober 1979.
SIDEN DE RADIKALE bragte Poul Nyrup Rasmussen til magten i 1993, har de to blokke i praksis fungeret som fasttømrede enheder. Magten i Danmark er skiftet, når den magthavende blok har slidt sig selv ned og er blevet overhalet af den anden.
Blokkene blev for alvor cementeret efter valget i 2001, da Dansk Folkeparti blev inviteret ind som en aktiv del af den blå blok – og takkede ja.
Men i denne valgperiode er begge blokke gået i stykker.
I den såkaldt røde blok har regulære uenigheder om især udlændingepolitik og økonomisk politik ført til bruddet.
Det er sket for åbent tæppe med en byge af ultimative krav og Mette Frederiksens melding grundlovsdag 2018 om, at hun ikke vil have nogen af de andre med i en regering. Især ikke De Radikale.
Både Alternativet og Enhedslisten erklærer sig med skiftende toneleje for uafhængige af blokkens logik, og De Radikale opfører sig, som om de var det.
Sammenbruddet i blå blok har fyldt mindre i den offentlige samtale, fordi det gennem fire år med lodder og trisser er lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at holde sammen på butikken.
Men realiteten er, at de sidste fire år har været den mest kaotiske og uproduktive regeringsperiode i mands minde. Først med den smalle V-regering, senest med den svage VLAK-regering, som igen og igen har måttet se sin politik blive skudt ned af Dansk Folkeparti.
I dag er blå blok en tom skal, hvilket valgkampens første dage har udstillet. Venstre vil i alt væsentligt føre samme økonomiske politik som Socialdemokratiet, mens de to andre regeringspartier vil føre reformpolitik med fokus på større udbud af arbejdskraft.
Står målingerne ved magt, vil blokken efter valget omfatte to partier, der vil melde Danmark ud af EU og de internationale konventioner, samt et DF, der vil udfordre begge dele med permanent grænsekontrol og asylstop.
Læg dertil, at blokken omfatter klimaskeptikere og plages af temmelig stor uenighed om den udlændingepolitik, der ellers i årtier har været trumfkortet.
Det kan siges enkelt: Blå blok er død, og valget i 2019 bliver begravelsen.
VALGETS FØRSTE UGE har tydeligt vist, at Lars Løkke Rasmussen håb og strategi er, at blokkenes sammenbrud bliver hans redning.
Det er det, han med blandet held har forsøgt at sige, når han er blevet spurgt, om han vil regere på Stram Kurs’ nåde, og har svaret, at der jo er negativ parlamentarisme.
Pointen er, at han kan blive siddende, så længe der ikke er 90 mandater, der kan enes om at vælte ham.
Det er utvivlsomt også i det lys, man skal se nogle af de prøveballoner, der bliver sendt op – herunder dem med spøgelsesregeringen fra 1979.
Det mest sandsynlige er, at der efter valget vil være et flertal for at prøve noget nyt. Hvis ikke rød blok vil bringe Mette Frederiksen til magten, kan Dansk Folkeparti – apropos den negative parlamentarisme – ende med at sikre hende posten.
Men kaos kan meget hurtigt indfinde sig for den næste statsminister. Alle vil være optaget af at samle et flertal, der kan presse krav igennem. Socialdemokratiets drøm om at samarbejde med alle partier på skift kan hurtigt blive et mareridt.
Op mod et dusin ekstreme mandater på højre fløj vil skabe yderligere uro.
Og den udvikling kan tvinge de store partier sammen. Som et værn mod ultimative krav, som et middel mod handlingslammelse og som et værn mod at isolere Danmark i EU og på den internationale scene.
Derfor skal man ikke afvise, at en regering med S og V – og måske også med DF – kan blive en realitet.
Men først skal blokkene begraves. Det sker symbolsk på grundlovsdag.