Nu kommer regningen for et år med frygt og bekymring

Vi skal blive bedre til at tage højde for de mentale konsekvenser af corona-håndteringen. Folks frygt og bekymring er ikke noget, man bare kan tænde og slukke for, skriver krisepsykolog Joël Boukris og psykologiforsker Yun Ladegaard.

Det er et velkendt fænomen, at vi mennesker kan presses og presse os selv langt – også langt udover, hvad der er sundt.

Vi ser det, når folk påtager sig ekstraordinært farlige opgaver, som ved udstationeringer i krigsområder, men også i mere hjemlige situationer, hvor et dårligt arbejdsmiljø eller en ”usikker” organisation påvirker vores trivsel negativt, og hvor vedvarende eksponering kan være temmelig skadeligt.

På privatfronten kan skilsmisser, alvorlig sygdom eller økonomiske vanskeligheder udgøre trusler, der kalder på, at vi anstrenger os ekstraordinært meget, og derfor også trues på vores mentale helbred.

Corona er en belastning i sig selv

Den måde, som vi har indrettet os på samfundsmæssigt over for corona er ligeledes noget, som for mange har betydet, at man har måttet anstrenge sig ekstraordinært meget.

Bare det at være en del af et samfund med så store forandringer for en tid betyder, at vi bruger ekstra ressourcer, men i dette tilfælde har det også betydet, at vi som borgere har skulle finde ret og vrang i et landskab af tvetydige budskaber.

Vi har skullet give afkald på holdsport, sociale aktiviteter, samvær, kulturaktiviteter, kollegialt samvær og arbejdsrammer med mere. Det vil sige, at de fleste har mistet de strukturer, som de til daglig navigerer i og efter.

Samtidigt er vores psykiske robusthed også stærkt truet. Den vigtigste faktor i psykisk robusthed er gode sociale relationer. Corona-restriktionerne har mindsket vores adgang til betydningsfulde og robusthedsskabende strukturer, som sociale fællesskaber. Især vores fysisk nære relationer har stået for skud og været italesat som farlige for vores samfund og for den enkelte.

Kombineret med, at vi i over et år har skullet forholde os til en ukontrollerbar, farlig virus, er kimen lagt til en betydelig stigning i angst og stressrelateret sygdom.

Det forsvinder ikke med genåbningen

Mange går måske med en forventning om, at når samfundet begynder at normalisere sig, så vil vi blive fyldt op med energi og overskud igen. Der vil være en lettelse over, at nu er faren (delvist) drevet over, og vi kan vende tilbage til det, vi plejede.

Således vil det være for nogle, men det vi også kommer til at se meget af er, at den forventede tilbagevenden til ”normalen” er endnu et skift, vi skal tilpasse os, og det kræver yderligere anstrengelser.

Der vil også for mange vente et arbejdsmæssigt efterslæb, som skal indhentes, og de nye digitale arbejdsgange skal integreres i den nye almindelige arbejdsdag. Trygheden i verden, som vi måske også gik og havde en forventning om ville indfinde sig igen, kan vise sig svær at genetablere, idet virkeligheden nu indeholder en pandemi-risiko, som vi ikke tidligere har gået og frygtet. Forudsigelserne angående coronavirussen er da også, at den vil vedblive med at cirkulere.

Vi kan drage en parallel til terrorangrebet i New York 11. september 2001 og de senere angreb i Europa og Danmark. Her blev mange også påvirket. Den pludselige usikkerhed forbundet med terrorismens indtog i Danmark ændrede folks adfærd og tænkning

Det manifesterer sig blandt andet i vores syn på andre mennesker – for eksempel de danske familier og børn i Syrien, som vi ikke tør tage hjem – og i den øgede lufthavnssikkerhed og generelle overvågning. Alle er reaktioner på den potentielle fare.

Truslen sætter sig

Truslerne ændrer vores samfund, vores tænkning og orientering i verden. På den måde bliver Danmark ikke, som det var før marts 2020, og der vil komme nye omstillingskrav i halen på alle de krav, vi i forvejen har skulle håndtere. Det vil vise sig overvældende for mange.

Derfor risikerer vi, at der efter sommerferien og hen over efteråret kommer en betydelig stigning i antallet af stress-sygemeldinger og i angst og depression blandt folk uden tidligere lidelser.

Ligeledes vil vi se senfølger i det mentale helbred hos personer med kroniske lidelser eller med behov for genoptræning og rehabilitering, og også hos dem, hvis operationer og behandlinger er blevet udskudt.

Storbritanniens sundhedsmyndigheder forudser på baggrund af en række videnskabelige studier (se her og her), at op imod en femtedel af befolkningen får mentale helbredsproblemer som følge af coronakrisen.

Det er alvorlige tal, og derfor må vi gøre, hvad vi kan for, at noget lignende ikke sker i Danmark.

Fem råd til alle arbejdspladser

  1. Tag hånd om arbejdspladsens ledere. Nogle af dem, som virkelig har stået i ’frontlinjen’ med hensyn til de hastige, hyppige forandringer under coronakrisen, er lederne. Vi ved, at rigtig mange ledere har haft store, ekstra arbejdsbyrder og har kørt hårdt på i over et år. Det er derfor vigtigt, at der på arbejdspladsen bliver tager hånd om lederne. Vi ved fra forskning, at når ledere bliver stresset og presset, har det en negativ virkning på medarbejderne og kan påvirke beslutningsprocesser og samarbejder.
  2. Start ikke på 100 procent efter nedlukningen. Efter stort pres på flere fronter med både nye krav i arbejdet, og måske hjemmeskoling og andet, har man brug for en mere rolig periode. Når vi trives, kan vi yde den bedste indsats, og efter en periode med stort pres har vi brug for en lidt roligere periode.  
  3. Skab plads til fællesskab på arbejdspladsen. Coronakrisen og relateret pres på flere fronter kan have svækket de sociale relationer på arbejdspladsen, og der er derfor brug for at skabe rammer, hvor man kan styrke dem igen. Så prioriter dette og skab gode rammer for at styrke fællesskabet på arbejdspladsen
  4. Tag hånd om samarbejdsproblemer og konflikter. Stort pres på flere fronter kan føre til samarbejdsproblemer og konflikter. Får I taget hånd om det på et tidligt tidspunkt, skal der ikke så meget til. Hvorimod der er stor risiko for, at det eskalerer og udvikler sig, hvis man ikke griber ind og håndterer det. Den fysiske tilbagevenden til arbejdet og den gradvise ’normalisering’ er en god anledning til at få startet dialogen og sat ind, hvor der er opstået problemer.
  5. Informer om hjælp og støtte. Der kan være medarbejdere, som af forskellige årsager er mere mærket af situationen og kan have behov for professionel støtte for at komme godt tilbage til hverdagen. Legitimer, at man kan opleve dette, informer om, hvem man kan gå til, og hvad man som kollega gør, hvis man er bekymret for nogen. Henvis også til sundhedsforsikring eller lignende ordninger, hvor medarbejderne kan få professionel støtte.  

Læs også

Brug for et beredskab

Vores generelle opfordring til folk på ledende poster i samfundet, læger og folk indenfor det mentale sundhedsområde, er, at vi allerede nu skal indtænke et beredskab overfor denne store stigning i psykisk belastning.

Samtidigt bør arbejdsgiverne i sundhedssektoren også tage højde for den belastning, som deres eget personale har været underlagt i denne periode, og derfor se på, hvordan man sikrer, at hjælperne ikke selv er for ramte til at kunne hjælpe andre.

Vi bør allerede nu gøre meget mere ud af at have det mentale parameter med i beslutningerne omkring corona-håndteringen og den måde, som situationen italesættes. Det store frygt-fokus er ikke et, man bare kan tænde og slukke for på kommando.

Vi opfordrer kraftigt regeringen og medierne til at gøre sig særligt umage med at kommunikere på måder, der appellerer til noget andet end frygt og bekymring.

Tænk på det som trafik

En måde, man også kan anskue det på, er, at trafikken kan være farlig, og uanset hvilke forholdsregler man tager, så kan det gå galt, hvis man er uheldig. Det store flertal begiver sig ikke ud i trafikken med hjertet i halsen, men vi tager fornuftige forholdsregler, såsom at vi ser os for, overholder færdselsloven og prøver at tilpasse os de trafikale omstændigheder.

Vores adfærd skal ikke styres af, at vi er bange eller bekymrede, da det tærer på vores mentale ressourcer. I stedet bør den tage afsæt i, hvad der ganske enkelt er fornuftigt og hensigtsmæssigt.

 

Joël Boukris er selvstændig psykolog med speciale i krisepsykologi og krisehåndtering. Yun Ladegaard er ph.d. og forsker på Institut for Psykologi, Københavns Universitet, samt leder af Erhverv i Fonden Mental Sundhed.  Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu