Dagen efter Donald Trumps sensationelle valgsejr i USA kaldte Facebook-stifteren Mark Zuckerberg det for ”en temmelig skør tanke”, at falske nyheder på Facebook kunne have påvirket valgresultatet.

Den udtalelse beklagede han et år senere, og i dag ved alle, at sociale medier på godt og ondt har spillet en væsentlig rolle i en række demokratiske valg i den vestlige verden.

I Danmark har vi set, hvordan den helt ukendte Pernille Vermund takket være dygtig brug af sociale medier har skabt et nyt parti, der ifølge de fleste målinger ligger til at blive valgt ind i Folketinget.

Tilsvarende har den langt mere kendte Klaus Riskær Pedersen skabt et nyt parti i eget navn, som opfylder kravene til at blive opstillet i hele landet.

Og nu ser det ud til, at den ekstremistiske politiker Rasmus Paludan kan nå at indsamle de 20.109 vælgererklæringer, der er nødvendige for at komme på stemmesedlerne og – nok så vigtigt – få lov at deltage i de store debatter på landsdækkende tv.

Det giver anledning til en vigtig og vanskelig debat om både sociale mediers og traditionelle mediers rolle og ansvar. Men det mest tankevækkende er måske, at det faktisk er en omgåelse af loven, der baner vejen for både Riskær og Paludan.

DET VAR ET HELT ENIGT FOLKETING, der i 2013 indgik et forlig om at indføre digitale vælgererklæringer.

”Det er en grundpille i vores demokrati at stille op til valg. (…) Derfor glæder det mig, at alle Folketingets partier i dag bakker op om, at vi kan gøre det lettere at indsamle vælgererklæringer og dermed stille op til valg,” sagde en tilfreds indenrigsminister Margrethe Vestager.

SF’s ordfører mente, at det nye forslag ville ”forstærke folkestyret gennem digitale løsninger”. ”Bøvl og procedurer er aldrig fremmende for demokratisk deltagelse,” lød det fra De Radikale, og Venstre kaldte ligefrem forliget ”en sejr for vores demokrati”.

Kun Dansk Folkeparti hejste et forsigtigt advarselsflag, da ordfører Morten Marinus sagde, at det heller ikke måtte blive alt for nemt at stille op, og at det er vigtigt at holde øje med misbrug af indsamling af e-mailadresser.

Det nye system betød, dels at partierne sparede flere hundrede tusinde kroner på porto, når vælgererklæringer skulle sendes frem og tilbage, dels at vælgerne slap for at oplyse deres cpr-nummer, hvilket mange tøver med. I stedet kan man godkende sin vælgererklæring ved hjælp af Nem-Id.

For alligevel at sikre en vis betænkningstid blev det besluttet, at der skal gå syv dage, fra en vælger giver sin e-mail til et parti, før vælgeren må godkende sin vælgererklæring.

Denne regel har både Klaus Riskær Pedersen og Rasmus Paludan valgt at se stort på. Oplyser man sin e-mail til Paludans parti, Stram Kurs, bliver man straks ledt over på en side, hvor man kan godkende sin vælgererklæring med NemId.

Indenrigsministeriet har slået fast, at det er en omgåelse af reglerne, men da vælgererklæringen er gyldigt afgivet med NemId, har omgåelsen ingen konsekvenser.

Kombinationen af sociale medier og digitale vælgererklæringer har vist sig at være meget effektiv. Omtalen af Rasmus Paludan eksploderede, da han blev angrebet under en demonstration på Nørrebro, og på godt to uger har han indsamlet mere end 10.000 vælgererklæringer, og han nærmer sig nu målet.

FORLØBET MÅ FØRE TIL EN NY DEBAT om betingelserne for at stille op til demokratiske valg. På den ene side er det indlysende vigtigt, at nye strømninger i befolkningen også kanaliseres ind i det parlamentariske arbejde. Omvendt er ingen tjent med at ekstrem opførsel og ulovlige metoder kan udnyttes til at kapre hele det politiske system.

I debatten om ytringsfrihed risikerer vi, at de mest polariserende figurer får lov til at fordreje samtalen og splitte det demokratiske Danmark. Her har partierne fra højre til venstre et stort ansvar for at stå sammen om ytringsfrihed, mod vold, mod racisme og mod hadefuld tale.

Men det er også på tide, at de voksne træder ind på scenen og bliver enige om, at digitaliseringen ikke skal have lov at føre vores samfund ud på vanviddets overdrev. En mand, der afbrænder koraner svøbt i bacon og uddeler tegninger, hvor profeten Muhammed bliver penetreret analt af en hund, mens han udfører analsex på en orne, har ingen plads i den brede demokratiske samtale.

Hvis Rasmus Paludan på få uger kan samle nok vælgererklæringer til at blive opstillet til Folketinget, så er der noget galt med systemet.