Nyt job: Lykke Friis bliver direktør i Tænketanken Europa

Lykke Friis skal som ny direktør sørge for, at der er styr finansiering, imens hun sikrer tænketankens uafhængighed og integritet.

Foto: Thomas Lekfeldt STF/Ritzau Scanpix
Peter Hesseldahl

Nyt job

Hvem?
Lykke Friis

Hvilket job?
Direktør for Tænketanken Europa

Hvorfra?
Har senest været Berlingskes korrespondent i Berlin

Baggrund

Prorektor, Københavns Universitet, 2006-09 og 2013-18
Medlem af Folketinget (V), EU-ordfører, 2011-13
Minister for Energi, Klima og Ligestilling (V), 2009-11
Europapolitisk chef i DI, 2003-06
Forskningschef ved Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), 2002.

Største udfordring?

Det er en af Danmark mest entusiastiske og vidende europæere, der fra første november skal stå i spidsen for Tænketanken Europa. Tænketankens formål er at skabe debat og komme med bud på Danmark rolle i Europa – og den rolle passer nærmest perfekt med det, Lykke Friis har arbejdet på igennem hele sin karriere.

Lykke Friis’ rolle bliver tydeligvis at skifte gear i organisationen. Den tidligere direktør, Bjarke Møller, der har opbygget Tænketanken gennem de foregående fem år, forlod posten meget pludseligt i juni, fordi bestyrelsen mente, at ”der var brug for nye kræfter”.

Lykke Friis’ udfordring bliver nu blandt andet at sikre en stabil og tilstrækkelig finansiering af tænketanken, der hidtil har klaret sig med en ret beskeden bemanding.

Friis’ anden store udfordring hænger delvist sammen med finansieringen, nemlig at sikre Tænketankens uafhængighed og integritet. Tænketanken blev stiftet af Dansk Industri og CO-industri (et samarbejde mellem ni fagforbund), der begge traditionelt har været meget engagerede i europapolitik, og Tænketanken Europas troværdighed og styrke i debatten afhænger af, at den ikke fremstår som talerør for sponsorerne.

Derudover er det en udfordring at give Tænketanken Europa et mere internationalt tilsnit og gøre den til en mere integreret del af de mange øvrige politiske tænketanke i Europa og Bruxelles. Den udfordring har Lykke Friis ret ideelle forudsætninger for at løse, i betragtning af at hun i dag er en del af formandskabet i den prominente europæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR), der har kontorer i syv lande. Her sidder hun sammen med den tidligere svenske statsminister Carl Bildt og formanden for det udenrigspolitiske nævn i den tyske forbundsdag, Norbert Röttgen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu