Nyt job: Anne-Marie Levy Rasmussen

Anne-Marie Levy Rasmussen skal som ny direktør i Innovationsfonden lede 60 medarbejdere, der er splittet op på fire forskellige lokaliteter, samtidig med at fondens internationale udsyn og europæiske forankring skal styrkes.

Claus Kragh

Nyt job

Hvem?
Anne-Marie Levy Rasmussen

Hvilket job?
Direktør for Innovationsfonden

Hvorfra?
Chief of staff, Global Vaccines Commercial, GlaxoSmithKline

Baggrund

2007-2019: GlaxoSmithKline – 2017-2019 i Bruxelles.

2004-2007: Direktør for forskning og innovation, Københavns Universitet

2000-2004: Politisk rådgiver, Dansk Industri

2000: Cand.scient. i fysik, Københavns Universitet.

Største udfordring?

Anne-Marie Levy Rasmussen skal styrke Innovationsfondens internationale udsyn og europæiske forankring. Samtidig skal hun håndtere det faktum, at fonden er blevet udflyttet til Aarhus og nu har 60 medarbejdere på fire lokaliteter: Aarhus, Aalborg, Odense og København.

Mens Innovationsfondens ledelse næppe vil se positivt på udflytningen, vil mange virksomheder, universiteter og andre innovationsaktører sætte pris på, at man kan møde fondens medarbejdere ansigt til ansigt uden at skulle til København.

Det er ikke mangel på penge, der præger det danske innovationsmiljø i disse år. Det skyldes ikke mindst Christiansborg-politikernes store fokus på klimaproblematikken – en dagsorden, som naturligt kommer til at fylde meget i fondens arbejde i de kommende år. Derudover kommer bevillinger fra store private fonde og danske aktørers ganske pæne kompetencer udi at få del i europæiske innovationsmidler.

Innovationsfondens klimapanel har netop fremlagt rapporten ’White paper on solutions to mitigate climate change and assessment of Danish strongholds’. Her serverer klimapanelet, med hjælp fra Institut for Fremtidsforskning, en bouillonterning af gode idéer til, hvordan Danmark får innoveret sig frem til grønne løsninger, der både giver konkrete klimaresultater og skaber arbejdspladser i Danmark.

Landbruget er her et stort fokusområde. I den forbindelse vil det nok være en fordel for den nye direktør, at hun får tre arbejdsdage per uge i den jyske hovedstad.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu