Når den politiske tid går baglæns

Det lader til at der er bragt uorden i den politiske kronologi i flere danske partier. Hvorfor udvikler de politik efter og ikke før et valg?

Man kan i disse år betragte et besynderligt fænomen i dansk politik. Det er ikke unikt dansk, men i få lande er det så udtalt som i Danmark. I mangel af bedre, kan det måske beskrives, som at den politiske tid går baglæns.

De fleste forestiller sig, at det politiske spil i et moderne demokrati følger en bestemt sekvens. Først udvikler de partier, der ønsker del i magten, en række politiske idéer og svar på nye udfordringer. Dernæst fører de valgkamp. Ved et demokratisk valg afgør vælgerne, hvilke idéer der skal realiseres. Og endelig begynder den valgte regering implementeringen af idéerne. Den politiske tid, om man vil, går forlæns.

Men som de fleste nok også har bemærket, så er det ikke efter denne kronologi, at dansk politik udfolder sig i disse år. Mønsteret er nærmest lige modsat. Først måtte vi slæbe os igennem tre års kronisk valgkamp, dernæst den egentlige valgkamp og efterårets valg, der førte til en ny regering. Og nu er hovedparten af danske partier begyndt at udvikle idéer til ny politik.

Kort sagt: Der er bragt uorden i den politiske kronologi.

Mest tydeligt giver fænomenet sig til udtryk i SF og den tumultariske optakt til partiets landsmøde. Hvorvidt SF skal være et parti for dem, som med næstformandskandidat Matthias Tesfayes ord ”står op og smører madpakker om morgenen”, eller dem, der ikke har nogen grund til at smøre madpakke, fordi de står uden for arbejdsmarkedet, er utvivlsomt et vigtigt politisk og strategisk spørgsmål. Særligt i en tid med høj arbejdsløshed. Men for udenforstående virker det besynderligt, at det er noget SF – for åbne kameraer – vælger at diskutere efter et valg.

[quote align="left" author=""]Venstre synes derved paradoksalt at gøre sig skyldig i netop det, de anklager regeringen for: At lurepasse og forsømme idéudviklingen inden et valg, for først at udvikle idéerne efter ministerkontorerne er fordelt.[/quote]

I den borgerlige blok godter man sig. I kronikker i Berlingske har et skiftende hold af Venstre-politikere anklaget regeringen for netop det: at udvikle politik efter snarere end før et valg. Først skrev Søren Pind, Lykke Friis og Peter Christensen at regeringen var ”retningsløse, dumdristige, og værst unødigt opskræmmende. Den danske befolkning er henvist til måbende at betragte regeringspartiernes diskussion om velfærdssamfundets fremtid. En diskussion de mageligt, først har taget hul på efter valget.”

Dernæst gik Ellen Trane Nørby og Kristian Jensen ud og mere offensivt proklamerede nulvækst i den offentlige sektor samt skattelettelser i en efterfølgende kronik. Men der gemmer sig en subtil, dobbelt ironi under Venstres dobbelte kronik.

Som bl.a. Weekendavisens Arne Hardis og også Berlingskes Esben Schörring opmærksomt har bemærket, afslører kronikkerne, at også oppositionen er internt uenig.  Så forskellige spørgsmål som nulvækst i den offentlige sektor, energiforlig og hvilke(t) flag, der må veje over danske parcelhuse, splitter oppositionen.

Ifølge Hardis kan kronikkerne fortolkes sådan, at Pind, Friis og Christensen plæderer for en afventende og henholdende wait-and-see-strategi, hvor man vil lade regeringen bringe sig selv til fald, hvorimod Nørby og Jensen mere offensivt spiller ud med nulvækst i den offentlige sektor. At Kristian Jensen senere mente sig misforstået og forlod nulvækst-dagsordenen (som Liberal Alliance derefter okkuperede), må så forstås sådan, at Venstre har valgt førstnævnte holds linje.

Venstre synes derved paradoksalt at gøre sig skyldig i netop det, de anklager regeringen for: At lurepasse og forsømme idéudviklingen inden et valg, for først at udvikle idéerne efter ministerkontorerne er fordelt.

Ligeledes står de Konservative med deres katastrofevalg i en historisk dyb idépolitisk og nærmest eksistentiel krise. Det tjener dem dog til ære, at deres debat (antageligvis) foregår for lukkede døre, og ikke for rullende kameraer som i SF.

[quote align="right" author=""]Den tid er forbi, hvor amerikanerne, som Hillary Clinton udtrykte det, kan låne penge fra kineserne for at købe olie af araberne.[/quote]

Endelig er der Socialdemokraterne. Også de har med kampagnen Danmark 2032 lanceret en åben debat og visionsproces for, hvordan Danmark skal se ud om 20 år. Det af Mandag Morgen lancerede fripartiforsøg Fremtidens Danmarks anbefalede netop, at regeringen i 100 dage for Danmark, udarbejdede et udvidet regeringsgrundlag og en langsigtet vision for Danmark i 2020.

Den socialdemokratiske visionsproces kan ses som et tilløb hertil. Men for udenforstående må det alligevel undre, at det er en opgave, der tages hul på efter ti år i opposition, og hvor få egentlige nye idéer debatoplægget rummer. De spørgsmål, Socialdemokraterne mener, bør præge den fremadrettede og langsigtende politik, minder umiskendeligt om de spørgsmål, der allerede præger dagsordenen i dag.

En af årsagerne til partiernes afsøgende idépolitiske adfærd kan være, at vi lever i exceptionelt turbulente tider. Der er en politisk tid før og efter verdensøkonomiens nærdødsoplevelse med Lehman Brothers kollaps. Og idéer undfanget i årene inden 2008, synes ikke længere så relevante i tiden efter.

F.eks. er det ikke sandsynligt, at USA fremadrettet og på samme måde vil agere hele verdens vækstlokomotiv. Den tid er forbi, hvor amerikanerne, som Hillary Clinton udtrykte det, kan låne penge fra kineserne for at købe olie af araberne. Og det er ikke tilrådeligt for Danmark endnu engang at blæse en boligboble op for at holde gang i den hjemlige økonomi.

Den vækstmodel, der har ligget til grund for de seneste årtiers vestlige vækst og fremgang, har i grove træk været for lånte penge og har nået sidste udløbsdato.

I sin seneste bog Freefall: Free Markets and the Sinking of the Global Economy fra 2010 har den Nobelpris-modtagende økonom, Joseph Stiglitz, udpeget seks komplekse og sammenhængende udfordringer. Grundlæggende og globale problemstillinger, som regeringer (og oppositioner) er tvunget til at forholde sig til efter finanskrisen. Udfordringerne kunne danne grundlaget for et nyt politisk idekatalog:

  1. Det negative globale gab imellem udbud og efterspørgsel. Det er et humanitært paradoks, at antallet af arbejdsløse (dvs. uudnyttet udbud) i den udviklede verden skal tælles i hundreder af millioner, samtidig med at det globale antal af fattige og sultne fortsat ligger omkring en milliard (dvs. uudnyttet efterspørgsel).
  2. Klimaforandringerne og overgangen fra en traditionel industriel økonomi til en ny ressourceøkonomi. Stiglitz anbefaler, at verdens regeringer løser problemet ved at iværksætte store nationale grønne investeringsprogrammer (A Green New Deal). Det vil ikke alene stimulere efterspørgslen og løfte økonomien ud af recession, men også bidrage til den omstilling, som under alle omstændigheder vil være nødvendig.
  3. Enorme betalings- og handelsubalancer imellem USA og Kina og internt i Eurozonen. Det hidtidige globale produktionsmønster, hvor en del af verden lever over evne, imens en anden lever langt under, kan ikke fortsætte evigt. Enten vil den globale økonomi korrigere sig selv, med uoverskuelige politiske og samfundsmæssige konsekvenser til følge, eller også skal processen ledes politisk.
  4. Skiftet fra industri til service- og vidensøkonomi. Her er tale om en udfordring de fleste lande længe har set komme, men langt fra har gjort nok for at omstille sig til.
  5. Den voksende globale og nationale økonomiske ulighed. Problemet er ikke blot humanitært, men også et makroøkonomisk spørgsmål af stor betydning. Selvom globaliseringen på globalt plan har trukket mange mennesker ud af fattigdom, er uligheden internt i mange lande øget. Siden 1979 har de 90 pct. fattigste amerikanere (praktisk talt alle) oplevet en fremgang i realindkomst på 5 pct., mens de 1 pct. rigeste, har oplevet vækst i reale indkomster på 220 pct. Den udvikling er ifølge Stiglitz problematisk, fordi rige mennesker har en tendens til at spare penge op, hvilket sætter økonomiens hjul i stå, mens fattige (og middelklassen) forbruger og holder hjulene i gang.
  6. Endelig har behovet for et samlet og mere stabilt, globalt finansielt system aldrig været større.

Der er med andre ord nok at tage fat på frem mod 2032. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor få af Stiglitz’ seks udfordringer der har fundet vej til Socialdemokraternes visionspapir.

Klimaudfordringerne og tabet af industriarbejdspladser diskuteres, men hvor er spørgsmålet om utilstrækkelig udnyttelse af klodens menneskelige ressourcer, fattigdom, manglende balance i verdenshandelen, mere stabilitet på de finansielle markeder og økonomisk ulighed(!)?

Nok udgør disse udfordringer ikke vinderdagsordener i en valgkamp. Men det kan næppe heller være øvelsens formål. Snarere må ambitionen være at artikulere en sammenhængende, inspirerende og bredt favnende national vision. Et billede af en fremtidig dansk model, der på nogle områder allerede er og på andre rummer potentialet til at blive mønstereksemplet på en samfundsform, der adresserer sådanne udfordringer.

F.eks. synes den omfordelende danske velfærdsstat, der spreder fremgangen i realindkomst mere ligeligt ud og dermed understøtter den hjemlige efterspørgsel at udgøre en konkurrencefordel snarere end en omkostning i turbulente økonomiske tider.

Nye politiske udfordringer, kalder på nye politiske svar. Men ligesom generaler altid udkæmper den forrige krig, giver politikere ofte også svar på fortidens politiske problemer. Selvom Danmark 2032 faktisk rummer nye takter (f.eks. tanken om en mere strategisk erhvervspolitik, hvor politikerne vælger problemerne, og markedet udvikler løsningerne), er der et stykke vej, førend man kan tale om en egentlig vision.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu