Barack Obama vil gå over i historien på talrige måder: Først og fremmest som USA’s første sorte præsident. Men også som præsidenten, der indførte obligatorisk sygesikring. Præsidenten, der myrdede Osama Bin Laden. Præsidenten, der afsluttede krigen i Afghanistan og tillod homoseksuelle ægteskaber. Og hvem ved – måske også præsidenten, der navigerede USA gennem den værste økonomiske krise siden krakket på Wall Street i 1929.

Listen over Obamas store bedrifter er lang, men titlen som USA’s grønneste præsident, har han endnu ikke gjort sig fortjent til.

I det hele taget er der skærende kontrast mellem de skyhøje grønne forventninger til Obama i 2008 og hans eftermæle, som kronikørerne meget snart går i gang med at skrive. Man kan sige, at Obama ikke har leveret det, han lovede, men til gengæld har leveret resultater, som ingen have troet mulige.

Ingen forventede i 2008, at Obama ville få ram på Osama Bin Laden, eller at det ville lykkes ham at få gennemført Obamacare. Til gengæld regnede alle med, at han ville føre USA ind på en offensiv, international grøn kurs. Det gjorde han ikke. Selv ikke en Nobelpris, som han nærmest fik på forhånd for at redde verdens klima, hjalp.

Obamas Waterloo blev København. COP15, et år efter valget, gik grueligt galt, hvis man bare kradser en lille bitte smule i overfladen. Præcis som kritikerne advarede ham om, kom Obama hjem fra COP15 med en aftale, som ikke var en aftale, men en hensigtserklæring, og med nogle forpligtelser, som han ikke kunne levere på. Præcis som Bill Clinton i Kyoto 1997.

Under COP15 flygtede Obama nærmest ud af Bella Center med aftaleteksten i hånden. Tre magre A4-ark, som verden siden har skændtes om. Teksten viste gode politiske takter, men som det våben, verden har brug for til at stoppe global opvarmning, viste det sig totalt ligegyldigt.

Det lykkedes alligevel Obama at spinne både den danske regering og offentligheden i USA, så det så ud, som om at ”Obama kom til København og reddede COP15”. I realiteten var den korridoraftale, som Obama lavede med den kinesiske ledelse i Bella Center sent om aftenen, kun halvt færdig. Det eneste problem, aftalen løste, var, at Obama kunne rejse hjem og sige, at han havde sejret – uden at have forpligtet USA på noget som helst håndgribeligt.

Den danske regering var RASENDE, da Obama uden dens vidende indkaldte til pressekonference kort før Airforce One forlod Kastrup. Oven i købet et pressemøde, hvor kun Det Hvide Hus’ pressekorps var inviteret. Hverken FN eller det danske COP-formandskab var til stede eller fik taletid under dette moment of glory. Da Obama rejste, var det op til Danmark at rydde op, dvs. forhandle aftalen endeligt på plads og holde gode miner til slet spil.

Billedet stod mere og mere tydeligt, efterhånden som tiden gik efter COP15. Obamas internationale klima- og miljøpolitik blev zappet med en rumpistol ligesom i en tegnefilm og har stort set hængt fastfrosset i luften lige siden.

På den indenrigspolitiske front er der sket vigtige tiltag, og det vil der også ske i en ny periode. Hvis Obama manøvrerer klogt, kan han bygge videre på den tillid, som vælgerne har vist ham i forhold til at ”bygge fremtidens energisystem”, dvs. vedvarende energi, samt fastholde, at tilladelser til energiudvinding er noget, der besluttes nationalt og ikke i den enkelte stat.

Carol Browner, Obamas tidligere klima-zar – en stilling, som meget betegnende blev nedlagt i 2010 – fremhæver de hidtidige tiltag på den indenrigspolitiske bane, som Obama trods alt skal krediteres for: Obamas hidtidige succes med mål for bedre brændstofudnyttelse i biler, energibesparelser i offentlige bygninger samt milliardtilskud til grønne teknologier og alternativ energi.

Den grønne stimuluspakke har været ekstremt omdiskuteret, men Republikanernes forsøg på at diskreditere dette forsøg på at kickstarte en ny, grøn teknologisektor, er mislykket. Nu vil alle kræfter blive sat ind på at bevise, at tilskud til f.eks. solenergi betaler sig tilbage i form af job og vækst. Stimuluspakken er Obamas største indenrigspolitiske sejr på det grønne område siden 2008.

Det overskygger dog ikke, at Obama floppede i det store internationale samarbejde.

FN-sporet er koldt. De strategiske, bilaterale energiaftaler med f.eks. Kina og Indien er udeblevet. Nye, spændende internationale forskningssamarbejder om f.eks. CCS er stille og roligt gået i glemmebogen.

[quote align="right" author=""]Den gamle Obama ønskede at nedbringe USA’s forbrug af kul, olie og gas. Nu er han en varm fortaler for naturgas og for at udnytte andre af USA’s egne energiressourcer, inkl. kul og olie.[/quote]

Meget sigende bookede Obama ikke en billet til Brasilien, da der i juni i år blev afholdt Rio+20, det gigantiske verdenstopmøde om bæredygtig udvikling med deltagelse af 50.000 mennesker og hele den internationale, grønne elite. Hvis Obama havde det mindste at prale af, var det stedet at lade sig hylde som grøn frelser. Men Obama havde andet og vigtigere at tage sig til.

Men med et nyt mandat i ryggen gennemfører han vel nu alt det, som han ikke kunne tidligere?

Ja, det kunne man godt tænke, men sådan kommer det ikke til at blive. Faktisk tværtimod. Obama vil føre en kurs, som på flere områder er upopulær i både EU og FN.

For det første har han for længst droppet ideen om, at indlemme USA i et kvotehandelssystem af den art, som er rygraden i EU’s og FN’s politik. I lande som Australien og Kina planlægger de sådanne systemer fra og med 2020, selv i USA bobler det nedefra. 11 delstater har nu planer om at udvikle deres eget cap-and-trade-system og linke det til f.eks. det europæiske, sådan at virksomheder i Californien kan købe og sælge kvoter på lige fod med f.eks. danske virksomheder. Men Obamas tilgang bliver en anden – for at undgå ydmygelser i Kongressen.

Obamas plan, siger Carol Browner, er at nedbringe udledningerne sektor for sektor, hvilket gør en global aftale mellem medlemslandene meget besværlig og langstrakt. Nogle vil sige umulig. Men Obama har sandet, at i den amerikanske kongres og senat er et forslag om en tværgående mammut-lov om cap-and-trade et politisk selvmord. Og selv i en anden valgperiode er det ikke særlig appetitvækkende at skulle a) tabe ansigt eller b) tvinge en beslutning igennem som en executive order. Også præsidenter vil helst huskes for deres sejre.

I det hele taget er der en verden til forskel på den grønne præsidentkandidat, der charmerede en hel verden i 2008, og Obama anno 2012.

Den gamle Obama ønskede at nedbringe USA’s forbrug af kul, olie og gas. Nu er han en varm fortaler for naturgas og for at udnytte andre af USA’s egne energiressourcer, inkl. kul og olie. Det er meget upopulært i EU, selv om Obama, ligesom alle andre amerikanske politikere, understreger, at den fossile energi selvfølgelig skal være ”clean”. Ingen ved rigtig, hvad det betyder.

Obama blev da også her til morgen påmindet om, at EU vil mandsopdække ham. I en lykønsknings-tweet fra klimakommissær Connie Hedegaard lød det kl. 08.26 på valgmorgenen: "Congratulations Mr. #Obama. Don’t forget climate this time! We need strong US involvement."

Alt efter temperament er det bekymrende eller morsomt at genlæse en af Obamas mest kendte taler om klima og miljø, afholdt (pr. video) i november 2008 ved et topmøde for guvernører arrangeret af Arnold Schwarzenegger, dengang Californiens guvernør.

Den grønne retorik fik ikke så lidt: “… Now is the time to confront this challenge once and for all. Delay is no longer an option. Denial is no longer an acceptable response. The stakes are too high. The consequences, too serious,” sagde Obama i en af de mest berømte passager.

[quote align="left" author=""]I 2020 vil Obama mest være optaget af at skaffe donationer til sit presidential library sideløbende med hans filantropiske arbejde og – hvem ved – posten som FN’s generalsekretær.[/quote]

Her er tale om den samme mand, som i sin anden periode vil tillade såkaldt ”fracking”. Det indebærer for det første store miljømæssige problemer, og for det andet kan det potentielt gøre USA næsten selvforsynende med energi i op til 100 år. Fossil energi, vel at mærke, som medvirker til den globale opvarmning.

I løbet af valgkampen er Obamas energipolitik blevet kendt som ”all of the above”. Heri ligger, at USA vil udnytte alle de energiressourcer, de har til rådighed, som ”en bro til fremtiden”. Denne fremtid ligger på så behagelig afstand af realiteternes verden, at enhver politiker trygt kan vifte sine vælgere om næsen med el-biler, solenergi-farme og smartgrid. Og det gør Obama, som enhver anden politiker ville gøre det.

I 2020 vil Obama mest være optaget af at skaffe donationer til sit presidential library sideløbende med hans filantropiske arbejde og – hvem ved – posten som FN’s generalsekretær.

Blandt miljøfolk, i EU og FN, er der heller ikke munterhed over, at Obama under valgkampen har fremhævet, at han har fordoblet anvendelsen af vedvarende energi i den første periode. Det er en sandhed med store modifikationer.

Vedvarende energi udgjorde 9 pct. af USA’s energiforsyning i 2011, en stigning fra 7 pct. i 2008. Udsagnet er med andre ord kun korrekt, hvis man udelukkende ser på vind- og solenergi og ser bort fra andre vedvarende kilder som f.eks. biomasse og vandkraft. Det er tilnærmelsesvis rigtigt, at vind og sol er fordoblet siden 2008, men niveauet er så lavt, at det næppe gør den store forskel i USA’s energiregnskab. Vindenergi udgør 13 pct. af USA’s samlede vedvarende energiproduktion. Solenergi udgør 1,8 pct.

Man skal selvfølgelig kravle, før man kan gå, men man skal også være varsom med at blæse relativt små ændringer op til en ”energirevolution”. Der er ingen tvivl om, at Obama ønsker at øge andelen af vedvarende energi drastisk, men med et stort anlagt fracking-eventyr er præsidenten samtidig med til at hive tæppet væk under den vedvarende energis business-case. Priserne på gas styrtdykker, netop som sol- og vindenergi er ved at nå ned på et omkostningsniveau, der gør dem konkurrencedygtige i forhold til konventionelle fossile brændsler.

Paradoksalt nok reducerer USA netop nu – for første gang i årevis – sit CO2-udslip, dels som følge af den øgede brug af naturgas i stedet for kul, dels som følge af den sløve, økonomiske vækst. CO2-udledningen er i 2011 faldet 7,7 pct. i forhold til 2006-niveau. Det er godt nyt fra USA, men sjovt nok ikke en nyhed, som Obama benytter sig af i valgkampen. Faldende CO2-udledninger er ikke noget, som amerikanerne går op i.

Og hvis udledningerne falder som følge af sløv økonomisk vækst, hvorfor så tale så meget om det? Er det noget, som potente, amerikanske politikere praler af? Nej.

EU’s udledninger falder også. EU vil i 2012 have nået 8 procents reduktion i forhold til 1990-niveau. Betragtelig mere end USA (som ikke opgør tallene ift. 1990-niveau)

... Og hvem er så USA’s grønneste præsident?

Den slags kåringer er naturligvis fyldt med forbehold og svage punkter, men hvis man spørger dem, der går op i det grønne – dvs. de grønne bevægelser og ledere – er billedet klart: Roosevelt fører, tæt forfulgt af Nixon og Carter. Obama kommer ind på en fjerdeplads.

Roosevelt stod i begyndelsen af forrige århundrede for den lovgivning, som skabte de berømte amerikanske nationalparker samt en række andre store fredninger, som den amerikanske befolkning med rette er begejstrede for.

Nixon er nok en overraskelse for de fleste, men han kom til magten i den periode i begyndelsen af 1970’erne, hvor miljøpolitik blev ”mainstream” i de fleste vestlige demokratier. Han underskrev derfor en lang række af de mest kendte og mest vellykkede amerikanske love om beskyttelse af vand, jord og luft.

Carters credentials handler først og fremmest om solenergi og andre former for alternativ energi, som han var – og stadig er – en brændende fortaler for. Mange analytikere har peget på, at Carter var særdeles fremme i skoene mht. vedvarende energi, og hvis Carters visioner om alternativ energi var blevet rullet ud i slutningen af 1970’erne og i løbet af 1980’erne, havde USA stået langt stærkere i den internationale konkurrence i dag som selvforsynende, teknologiførende og energieffektiv.

Men Carters visioner blev blændet (først og fremmest af amerikanernes til alle tider mest elskede præsident, Reagan), og det samme er ved at ske for Obama pga. den økonomiske krise, en modstræbende kongres og en effektiv republikansk kampagne.

Obama II kommer ikke og redder os. Heller ikke denne gang.