Økonomi alene lokker ikke ufaglærte tilbage på skolebænken, Hummelgaard

KOMMENTAR Hvis beskæftigelsesministeren vil have flere danskere til at efteruddanne sig, skal vi være bedre til at forstå, hvorfor så mange kortuddannede og ufaglærte ikke vil tilbage på skolebænken. Økonomiske incitamenter spiller ofte kun en mindre rolle, skriver konsulent Per Andersen.
Af Per Andersen
Teamleder og konsulent ved Netværkslokomotivet
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsenterede for nylig første del af en kæmpe opkvalificeringsreform, der skal sende tusindvis af danskere tilbage på skolebænken.
Udspillet fortæller han om i et længere interview med Mandag Morgen, hvor det også fremgår, at anden del af reformen skal lanceres i næste folketingssamling, altså til oktober.
Hummelgaard fortæller, at regeringen her vil se ”på det mere langsigtede. Det handler blandt andet om at rydde op i de alt for mange uoverskuelige uddannelsestilbud og regler”.
Derudover tilføjer han – og det er her, det bliver interessant: ”En af de væsentligste udfordringer er at få motiveret flere mennesker – specielt dem med ingen eller korte uddannelser og lave lønninger – til at komme på skolebænken for at skaffe sig nogle flere kompetencer, så de er bedre rustet til et arbejdsmarked under hastig forandring.”
Jeg er meget enig med Hummelgaard i den betragtning.
Men han nævner så, at dagpengesatsen kan komme i betragtning som et værktøj til at ”motivere” ledige og ufaglærte til at sætte sig tilbage på skolebænken.
Og interviewet igennem er fokus i det hele taget på økonomiske og ”strukturelle” løsninger.
Med al respekt er Peter Hummelgaard og regeringen nødt til at starte et helt andet sted. Lysten til at vælge skolebænken til handler nemlig sjældent om økonomi.
Motivation fik Tinamia i gang
Jeg vil gerne dele en historie med jer. Den handler om Tinamia, der arbejdede på Siemens Gamesa, dengang Netværkslokomotivet kom på besøg.
Netværkslokomotivet (hvor jeg arbejder som konsulent og teamleder) vejleder og motiverer virksomheder til at opkvalificere deres medarbejdere. På Siemens Gamesa havde man besluttet, at medarbejderne skulle afklares og tilbydes undervisning. Netværkslokomotivet var blevet spurgt, om vi ville hjælpe processen på vej.
Da vi kom på besøg, havde Tinamia mest lyst til at løbe skrigende bort. Hun var ordblind og skjulte det for sine kolleger. Det havde hun ingen planer om at lave om på. Men med Netværkslokomotivets hjælp fandt hun og andre motivationen til at tage skridtet.
Det viste sig, at hun ikke var den eneste ordblinde. Så hun lukkede op for sit tabu, og sammen med flere af sine kolleger sagde hun ja til at gå til ordblindeundervisning.
Den oplevelse voksede hun så meget af, at hun siden har fortalt sin opkvalificeringshistorie til flere tusind andre, når hun er med os ude som uddannelsesambassadør. Vi taler altså om et menneske, der brugte de første mange år af sit arbejdsliv på at skjule sin ordblindhed.
Den slags får man ikke ved at hæve dagpengesatsen. Der er så meget mere på spil for de her mennesker. Bare spørg Tinamia og de 11 andre uddannelsesambassadører, vi har med, når vi motiverer medarbejdere til at sige ja til opkvalificering og uddannelse.
Dum og uduelig
Jeg har mødt mange Tinamia’er i mine 13 år som konsulent for Netværkslokomotivet. Talrige medarbejdere har fået tilbudt kurser i arbejdstiden. Og takket nej.
Hvorfor?
Fordi de medarbejdere – ofte ufaglærte og kortuddannede – sagtens kan huske, hvordan det var at sidde i folkeskolen og blive kaldt dum, fordi de havde svært ved at regne, læse eller skrive. De husker, hvordan det gjorde ondt helt ned i maven, når de dag efter dag slæbte sig i skole. Nogle af dem voksede op og troede faktisk oprigtigt, at de var dumme og uduelige.
Helt ærligt, hvem har lyst til at vende tilbage til den følelse? Det bliver et nej tak herfra – også selv om der er gode penge i det.
Motivation handler sjældent om økonomi
Forstå mig ret. Jeg er begejstret for, at beskæftigelsesministeren tager et alvorligt kig på voksen- og efteruddannelsesområdet. Det trænger til et serviceeftersyn, som han selv kalder det.
Men det kræver også en forståelse af, hvorfor så mange kortuddannede og ufaglærte ikke vil tilbage på den skolebænk. Ikke mindst kræver det viden om, hvordan det – på trods af barriererne – faktisk godt kan lykkes at få dem derhen alligevel.
Det handler om at motivere. Om at fortælle Tinamia og alle de andre, at de ikke skal tilbage til den skolebænk, de engang sad på. At det er noget helt andet i dag. At opkvalificering kan løfte dem enormt, både personligt og arbejdsmæssigt. Den motivation handler sjældent om økonomi.
Det håber jeg, at regeringen og Peter Hummelgaard husker, når de lige om lidt går i gang med fase to af opkvalificeringsreformen.
Ja, det koster penge at prioritere motivationsarbejde. Det koster også tid, hårdt arbejde og tålmodighed. Til gengæld er muligheden for succes væsentlig større.
---
Indlægget er alene udtryk for skibentens egen holdning.