Ønskeseddel for Danmark

Udover en hvid jul ønsker jeg mig allermest politikere, der tør være visionære og stille krav, men som holder sig for gode til at blande sig i den daglige drift.

Brunkager, syltepakker og gløggmiks har for længst indtaget hylderne i supermarkederne. Derfor må det også være på sin plads, her en lille måned før juleaften, at opremse min ønskeliste for, hvordan vi kommer videre fra det krydsfelt mellem flygtningepres, terrorfrygt og generel stigende utryghed, som det danske samfund det seneste halve år er blevet placeret i.

Jeg har i efterårets løb ment meget om regeringen og dens fordelingspolitik, som tager penge fra forsknings- og uddannelsesområdet for at finansiere politi, nedsættelse af NOx- og bilafgifter samt fastfrysning af grundskyld. Men der er også grund til ros. Det seneste udspil om at rulle bredbånd ud for 300 mio. kr., så langt mere af Danmark får hurtigere internet, er et visionært udkantsudspil, som rummer store ambitioner og muligheder for hele Danmark som frontløber i den digitale fremtid.

Bredbåndsudspillet har format og visioner, og dem ønsker jeg mig mange flere af. Ikke bare fra regeringen, men fra samtlige danske partier og politikere. Jeg ønsker mig mere lederskab fra de danske politikeres side og langt færre knibske småjusteringer af det bestående.

Jeg ønsker politikere, der i stedet for at omtale uddannelsesinstitutioner som kornfede, folder vingerne ud og formulerer visioner om at gøre Danmark til verdens vildeste virtuelle uddannelseslaboratorium. Politikere, der stiller knivskarpe krav til uddannelseskvaliteten, men holder sig for gode til at kloge sig på, hvor man køber de billigste skoleborde.

Vi har i mange år været firstmover på miljøområdet, hvilket har givet danske virksomheder som Vestas, Grundfos og Danfoss gedigne globale førerpositioner inden for deres områder.

[quote align="left" author=""]Jeg tror, at en anderledes imødekommenhed end teltlejre i Thy ville knytte vores forskellige kulturer og viden tættere sammen[/quote]

Jeg ønsker mig, at det næste Tesla-eventyr udvikles i Danmark gennem en visionær bæredygtighedspolitik, som udfordrer og opfordrer danske ingeniører til at sprænge alle teknologiske rammer.  

I øjeblikket strømmer det ind over landets grænser med mennesker på flugt fra krig, nød og fattigdom. De søger mod bedre muligheder i et Europa, som de nok har lidt for urealistiske forestillinger om. Jeg ønsker, at Danmark åbner en smule mere op. Jeg tror godt, Danmark kan rumme lidt flere flygtninge, hvis vi vil. Og jeg tror, at en anderledes imødekommenhed end teltlejre i Thy ville knytte vores forskellige kulturer og viden tættere sammen – ikke bare i kampen mod religiøse mørkemænd og ekstremisme, men også i forhold til at få nye medborgere til at bidrage langt mere til det danske samfund.

Var der mere på min ønskeliste?

Jo, jeg vil gerne have en hvid jul, og som den lille ekstragave, at Brøndby vinder det første danske mesterskab siden 2005. Det ville lune hos os blågule fra Vestegnen.

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu