”Kan du give mig nogle konkrete billeder på innovation, som bidrag til vores kommende strategiproces?” (kommunaldirektør). ”Kan du holde et oplæg som inspiration til vores strategiske arbejde med innovation, nu hvor vi er blevet frikommune (udviklingsdirektør). ”Vi er ved at lægge sidste hånd på vores innovationsstrategi, men hvad kan vi gøre ved incitamentsstrukturen?” (kommunal udviklingskonsulent). Sådan lyder nogle af de forespørgsler, jeg hører fra kommunerne. For tiden hører jeg dem næsten dagligt.

Lige nu eksploderer interessen for innovation i den offentlige sektor – i særdeleshed i kommunerne. Emnet har ganske vist været på dagsordenen i adskillige år. Men der bliver ikke længere talt om enkeltstående projekter eller tiltag. Innovation er blevet en strategisk dagsorden, som har topledelsens absolutte bevågenhed. Og det gælder ikke kun i kommunerne, men også i staten. Efter valgsejren har S-R-SF sat en national innovationsstrategi på programmet.

Det er ikke i sig selv nyt, at regeringen vil foreslå initiativer, som kan bidrage til at sætte gang i forskning, udvikling, produktivitet og vækst i danske virksomheder. Men det er nyt, at en national strategi for innovation også skal omfatte den offentlige sektor. Og det er god timing, ikke bare i forhold til udviklingen i kommunerne, men også i forhold til verden omkring os. Andre lande er nemlig i fuld gang. Etablerer regeringen en strategi, vil vi lægge os i slipstrømmen på lande som Australien og Sverige, som inden for de seneste måneder selv har vedtaget ambitiøse handlingsplaner for at fremme den offentlige nytænkning. Eksempelvis har Canberra vedtaget en Australian Public Service Innovation Action Plan.

Behovet for et mere strategisk og systematisk arbejde med offentlig innovation har sjældent været større. Udfordringerne står i kø, hvad enten vi taler uddannelse, beskæftigelse, sundhed eller for den sags skyld produktiviteten i den offentlige sektor. Som de kommunale lederes udsagn ovenfor giver udtryk for, er spørgsmålet er ikke, om der er behov for nytænkning – men hvordan vi konkret griber innovationsopgaven an. Så hvilke centrale overvejelser bør en offentlig innovationsstrategi som minimum forholde sig til, hvis den skal gøre en forskel? Her er fem spørgsmål:

1. Hvad skal strategien handle om? I min bog Leading public sector innovation (Policy Press, 2010) fremhæver jeg, at en god offentlig innovationsstrategi kræver retning. Hvilke centrale udfordringer skal strategien særligt orientere sig mod? Hvilke betydelige nationale, regionale eller kommunale satsninger vil vi investere i for at øge sandsynligheden for at finde virkelig radikale, nyskabende løsninger? Hvad skal være strategiens portfolio?
2. Hvordan vil vi arbejde med innovation? Hvilke midler, metoder og processer skal strategien benytte sig af? Vil vi eksempelvis lægge vægten på ny teknologi, på forskning, på medarbejderdreven innovation eller på styrket involvering af borgere og virksomheder? Eller vil vi anvende et mix? Går vi efter inkrementel eller radikal innovation? Har vi overhovedet overblikket over disse forskellige innovationsformer? Har vi kompetencerne til at bruge dem?
3. Hvem skal involveres? Innovation muliggøres fra toppen, men udmøntes nedefra. Skal strategien primært involvere aktører i den offentlige sektor, eller skal der ske et samspil med en vifte af statslige, regionale og kommunale organisationer, private virksomheder, NGOer, eller borgerne selv? Hvilke aktiviteter kan sikre, at involveringen sker i praksis, og at den fokuserer på konkrete, effektive løsninger frem for særinteresser?
4. Hvordan vil vi måle, at strategien er en succes? Offentlig innovation sker, når nye ideer gennemføres og skaber værdi for samfundet. Der er tale om en helt anden bundlinje end i den private sektor: Eller snarere: bundlinjer. Der er nemlig hele fire: Produktivitet, serviceoplevelse, effekter, og demokrati. Er der nogle af disse dimensioner, vi vil lægge mere vægt på end andre? Hvordan vil vi løbende dokumentere, at strategien leverer resultater?
5. Hvor skal strategien bo? Hvor vil vi forankre strategien i organisationen, så vi både sikrer et topledelsesfokus og et bredt engagement? Hvordan, og af hvem, skal den eksekveres, og hvilken governance-struktur skal tilse, at det sker?

Faktisk er der et sjette spørgsmål, som måske er det vanskeligste af dem alle. Da den australske regering offentliggjorde sin nye innovationsstrategi tilbage i maj måned, modtog jeg en mail fra én af dens centrale rådgivere. ”De har endda inkluderet ’mod’ (courage)!”, skrev han. Dermed peger australierne på, at stærk og modig ledelse naturligvis er helt afgørende, hvis vi vil omsætte nytænkning til handling. Hvordan vil vi lige forholde os til det?

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.