Offentlige reformer skal hardwires

Der er stribevis af udfordringer i vores samfund, som vi i årtier har fejlet med at gøre noget ved. Vi bliver ved med at tro, at vi kan løse dem med de sædvanlige initiativer: regler, puljer og projekter. Men skal reformerne blive til ny praksis, kræver det noget andet.

”Sindssyge er at gøre det samme igen og igen, men forvente et nyt resultat hver gang.” Således skulle Albert Einstein have sagt. Men står geniets udsagn til troende, fælder det en grum dom over det hjemlige arbejde med at reformere den offentlige sektor gennem de seneste 20-30 år. Trods intentioner om at løse vores udfordringer bedre og mere effektivt, bliver resultatet alt for ofte blot mere af det samme.

Nu går vi ind i et politisk efterår, hvor det ikke skorter på ambitiøse offentlige reformer. Fra beskæftigelsesområdet til uddannelsesstøtten og til erhvervspolitikken – for blot at nævne nogle af de områder, som står for skud. For hver enkelt reform er spørgsmålet, om vi rent faktisk kan gøre noget anderledes og dermed opnå de forandringer, vi ønsker.

Det jo ikke er sådan, at vi ingenting gør. Der bliver gennemført lovgivning og bevilget midler. Der bliver kommunikeret og igangsat forskellige projekter. Men rykker det?

Ikke nok, lyder svaret, hvis man skal tro de drøftelser, jeg i stigende grad hører på Slotsholmen. Som en topembedsmand for nylig sagde til mig: ”Når jeg ser tilbage over de sidste seks reformer, vi har gennemført på mit område, så kan jeg ikke helt se, hvilken forskel de har gjort.”

Jeg er efterhånden af den overbevisning, at vi må blive langt bedre til at sikre, at forandringer bliver hardwiret. Hardwire er et udtryk blandt ingeniører, som betyder at forbinde elektroniske komponenter med elektriske ledninger eller kabler. Men det er også i bredere forstand et udtryk for at implementere en forandring, så den er permanent forbundet og ikke blot kan ændres ved en simpel omprogrammering.

Problemet med mulighed for omprogrammering er nemlig, at når offentlige reformer ikke forholder sig til, hvordan den lokale udmøntning konkret skal foregå, gør man så vidt muligt det, man plejer.

Følg Christian Bason

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Christian Bason skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

 

Det kan godt være at retorikken – også politisk – er, at der sker noget nyt, men det mærker borgerne ikke noget til. Og det forklarer, hvorfor medierne gang på gang kan afsløre afgrundsdybe kløfter mellem de politiske intentioner og den praktiske virkelighed på store, betydelige velfærdsområder.

Så hvad kan man gøre for i højere grad at sikre, at reformer hardwires? Her er tre bud:

Nye institutioner: For det første skal vi nytænke selve organiseringen på de områder, vi ønsker at reformere. Her tænker jeg på systemets organisering – fra ministerielt departement og helt ud til den lokale organisering på et jobcenter, et hospital eller en skole. Men hvor mange nationale reformer medfører helt nye organisationsmodeller og -principper for selve ministerområdet? Eller for de udførende niveauer i regioner, kommuner og institutioner? Og hvor mange reformer understøtter direkte, at nye organisationsformer kan blive til virkelighed?

[quote align="right" author=""]Det mest kontroversielle ved at hardwire reformer er, at permanent forandring kan kræve nye ledere og medarbejdere.[/quote]

Nye processer: Organisering er ingenting, hvis ikke det, medlemmerne af organisationen gør i tid og rum, forandres. Derfor skal reformer også anvise nye ledelses- og arbejdsprocesser i de organisationer, som de omfatter. Det gælder nye processer for strategi, planlægning, prioritering, budgettering, opgaveløsning og for innovation og løbende forbedring. Men fordi processer er langt vanskeligere at illustrere og anskue end organisationsstrukturer, overlades procesdesignet ofte åbent til de lokale eller institutionelle niveauer. Og de fortsætter ofte med de processer, de altid har haft.

Nye folk: Det mest kontroversielle ved at hardwire reformer er, at permanent forandring kan kræve nye ledere og medarbejdere. Men hvor ofte er det medtænkt i nye, nationale reformer, hvilke lederprofiler og -kompetencer der kræves for at udmønte dem? Hvor ofte lægger man op til, at de involverede ledere skal genansøge deres job og bevise, at de kan løfte de nye opgaver? Hvor mange ledere (på alle niveauer) er parate til at udskifte de 10-20 pct. af medarbejderne, som mangler motivationen eller kompetencerne til tage del i den nye virkelighed?

Mens jeg skriver dette indlæg, deltager jeg i børne- og undervisningsminister Christine Antorinis Sorø-møde, som i år drejer sig om ledelse i folkeskolen og udmøntning af folkeskolereformen. På dette helt afgørende reformfelt er det store spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at folkeskolereformen fører til den nye og bedre virkelighed for eleverne, som vi håber på? Ledelsesopgaven bliver også her at sikre, at reformen hardwires.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Feje politikere gør universiteter til arbejdsløshedsfabrikker Næste artikel Den nødvendige høflighedsrevolution