Blå vælgere ønsker også minimumsnormeringer

De blå partier er ude af trit med deres vælgere om et af valgkampens hovedtemaer. Et stort flertal af danskere ønsker et loft over, hvor mange børn der må være per voksen i landets børnehaver.

Foto: Soeren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jens ReiermannTorben K. Andersen

Læs den fulde version

Dette er en forkortet version af artiklen. Abonnenter kan gå i dybden med den fulde version.

Ønsker du eller din arbejdsplads et godt tilbud på Mandag Morgen, så klik her.

Regeringen har massiv opbakning fra danskerne til at lave klare og præcise regler for, hvor mange børn der højst må være per voksen i landets børnehaver og vuggestuer.

Seks ud af ti vælgere går ind for at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner. Kun en ud af ti vælgere er imod, mens hver tredje ikke har taget stilling.

Også blandt de borgerlige vælgere, der har en holdning til spørgsmålet, er der stort flertal for at sætte loft over antal børn per voksen. Det går stik mod den politiske linje i de partier, som de har stemt på.

Alle de blå partier i Folketinget er lodret imod at indføre minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer. Men det er kun Liberal Alliance, der har opbakning til den holdning fra egne vælgere. Partiet kan som det eneste i blå blok mønstre et lille flertal blandt sine vælgerne, der er imod at lovgive om et bestemt antal voksne per barn i daginstitutionerne.

Det fremgår af en stor valgundersøgelse, som en af landets førende valgforskere, professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet har gennemført i samarbejde med Mandag Morgen. Undersøgelsen er foretaget umiddelbart efter folketingsvalget i juni og bygger på svar fra 5.900 vælgere.

Næsten halvdelen af Venstres vælgere – 48 ud af 100 – mener, at der bør indføres minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer. Kun 18 ud af 100 V-vælgere er imod. Resten har svaret enten ”ved ikke” eller ”hverken-eller” i undersøgelsen.

Men Venstre mener, det vil svække det kommunale selvstyre, hvis Folketinget skal detailregulere den enkelte daginstitution og bestemme, hvor mange voksne der skal være på arbejde. Partiets børneordfører, Ellen Trane Nørby, vil hellere gå en anden vej.

”Vi ønsker bedre normeringer, men foreslår, at der indkaldes til minitrepartsforhandlinger mellem repræsentanter fra forældre, pædagoger og kommuner. Det håber vi, kan føre til en aftale, der holder i flere år, og som de tre parter føler sig forpligtet af,” siger hun.

SF og Enhedslisten kan mobilisere flest tilhængere blandt deres vælgere. Godt 80 ud af 100 SF-vælgere går ind for minimumsordninger. Blot 4 ud af 100 er imod. Stort set samme holdning viser sig hos Enhedslistens vælgere.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, vil kun stemme for finansloven, hvis der bliver lavet en aftale om normeringer i daginstitutionerne. 

Hidtil har Socialdemokratiet været imod at lave den slags lovbundne regler, men regeringen har bøjet sig efter pres fra sine støttepartier.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er glad for den brede opbakning og betragter det som et godt rygstød forud for de kommende politiske forhandlinger.

”Børnene er noget af det vigtigste for regeringen, og vi har en række udfordringer i vores institutioner. Dem skal vi løse. Det er derfor, vi har en ambitiøs børneplan, og en del af den er selvfølgelig, at når der kommer flere børn, så skal der følge mere pædagogisk personale med,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil i en skriftlig kommentar til Mandag Morgen.

Det står endnu ikke klart, hvordan regeringen konkret har tænkt sig at skrue en model sammen for at sikre et loft over antallet af børn.

Dette er en forkortet version af historien. Abonnenter kan læse den fulde analyse med yderligere dokumentation, perspektiver og kommentarer.

Omtalte personer

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, forfatter
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu