’Det værste, man kan blive, er en standardvare’, ’Du vil blive erstattet af software’ og ’Der vil være 500 millioner freelancere globalt om ti år’.

Det er nogle voldsomme udtalelser og antagelser om fremtidens arbejdsmarked, som man støder på i fremtidsforskningen, og når talen falder på Industri 4.0. For nogle mennesker er det angstprovokerende, for andre er det handlingslammende, og for andre igen er det en motivation for handling.

Men hvordan pokker skal man som leder opbygge og drive en virksomhed, hvor folk gider møde op og være med til konstant at holde forretningen i passende bevægelse?

Paranoia eller op på tæerne?

Som teenager spillede jeg selv håndbold i en del år, og en af de ting, der blev banket ind i min hukommelse, var trænerens opildnende vending ’Kom så, op på tæerne’, hver gang vi spillede kamp. Når modstanderen var i angreb, handlede det om at være parat til at reagere på deres uforudsete bevægelser uden at hoppe på deres finter. Hvis vi i forsvaret stod mageligt på hælene, kunne vi ikke flytte fødderne hurtigt nok. Det blev understreget med al tydelighed, når vi blev løbet over ende og udmanøvreret.

I forbindelse med åbningen af et netværksarrangement om ledelse i den digitale tidsalder for nylig, hvor jeg var med som oplægsholder, brugte Mandag Morgens chefredaktør, Lisbeth Knudsen, udtrykket ’ledelse om kap med tiden’. Begrebet viste sig over de følgende timer at være utroligt rammende for den fornemmelse, som mange af netværksdeltagerne havde for den ledelsesopgave, de står over for lige nu.

”Only the paranoid survive,” skrev Andrew S. Grove, CEO for Intel, i 1990’erne, længe før vi begyndte at bruge begreber som ’disruption’ i flæng. Sat ind i en aktuel sammenhæng kan man sige, at det er i situationer med radikale forandringer, at en grad af uro og nervøsitet indfinder sig; hos Grove malerisk beskrevet som paranoia:

”Hvis vi ikke gør noget nu, så mister vi kunderne – og måske endnu værre – vi mister vores talenter,” lyder en typisk antagelse hos mange ledere.

Men det fokus er forkert: Konkurrenterne er ikke jeres primære udfordring lige nu. Det er derimod jeres egne vaner.

To måder at reagere på

Jeg har oplevet to reaktionsmønstre på denne situation: De modige, modne og moderne organisationer, der går aktivt, nysgerrigt og eksperimenterende ind i situationen og ser det både som en udfordring og en mulighed. Og så de mere tryghedssøgende organisationer, der øger deres fokus på planlægning, opfølgning og rapportering. De regner med, at de kan tænke og eksekvere sig ud af situationerne, for det har de nemlig gjort de seneste 20 år.

Og hvad så med de selvstændige og freelancerne i platformsøkonomien, kan man spørge? Hvordan gør man som leder og arbejdsgiver det attraktivt for dem og finder frem til et miks af elastik og magnetisme, der er godt for begge parter, og for kunderne og for ens egen nattesøvn?

Så ja, Lisbeth Knudsens budskab er rigtigt, men vi skal have fjernet og afmonteret den indlejrede brændende platformsretorik. Ledere skal ikke have paranoia. Ledere skal ikke panikstarte nye initiativer og bruge ny teknologi, bare fordi.

Ledere skal derimod have en bevidst strategi om stille, roligt og vedholdende at forskyde deres fokus, energi og investeringer mod andre områder. De skal skynde sig langsomt. Ledere skal op på tæerne og italesætte, hvad de fastholder, hvad de afprøver, og hvordan de vurderer, om de gør det rigtige.

Og de skal gøre det i alle områder af deres virksomheder: I strategien, i den taktiske eksekvering, i innovationen, i deres tilgang til kultur, omkring organisering og specielt med hensyn til lederskab skal de finde ’blue ocean’-måder at gøre det på: Moderne ledelse handler blandt andet om at finde blue ocean alle steder. Ikke bare i forhold til produkter, men også i forhold til hvilke problemer man løser (eller muligheder man skaber), hvilke markeder man rammer, hvilken værdi man skaber, hvordan forretningsmodellerne ser ud, og hvordan man skaber den platform, hvorpå man bygger virksomheden.

Dialog, nysgerrighed og små skridt

Tidligere har jeg beskrevet, hvordan begrebet social business er modnet og har retfærdiggjort sin eksistens. Tydeligvis spiller brugen af sociale, interaktionsorienterede platforme en stor rolle i, hvorvidt virksomhederne kan vise og fremelske dialog, vidensdeling og agilitet. Det gælder både internt med sociale platforme, blogs og vlogs, eksternt i form af arbejdsgiver- og arbejdstager-branding og på tværs af virksomhedens grænser i dialogen med freelancere, netværk og community. Effekten af den slags platforme betegnes som en afgørende faktor for de virksomheder, der vokser eksponentielt, se eksempelvis bogen ’Exponential Organizations’ af Salim Ismail, Michael S. Malone og Yuri van Geest.

Der er fire områder, som den moderne ledelse skal sætte ind på for at fremelske denne type relationsbaseret forretning:

• Synlig og tilgængelig ledelse, dialog, involvering og kultur.
• Sikring af adgang til eksperter og ekspertise.
• Understøttelse af samarbejde i projekter, omkring produkter og i processer.
• Dialog med community og kunder.

Disse områder kan boostes og støttes med en fornuftig, vekslende og pragmatisk blanding af online- og offline-aktioner og baner vejen for det essentielle i den moderne ledelse: at skabe en virksomhed, hvor folk vil være, og en virksomhed, som samtidig er i konstant, passende bevægelse – den er med andre ord oppe på tæerne.

Helt essentielt er nysgerrighed og mod til at opsøge og afprøve nye ting og tilgange. Det er ikke noget, som kun skal være forbeholdt en udvalgt skare af folk ekviperet med særlige tænkehatte, det er noget, som alle skal opfordres til og inspireres af. Her kommer netop de fire punkter ovenfor i spil: synlighed, involvering, anerkendelse, ros, deling af læring og fejltagelser og adgang til alle eksperter på tværs af virksomheden og virksomhedens afgrænsning.

Innovation og kreativitet skal ikke kun være noget, som opdyrkes gennem store centrale innovationsprogrammer, men selve den gennemsyrende tanke, og noget man måler på. Learning moments er en fantastisk KPI at have. Bliv for eksempel inspireret af, hvordan amerikanske WD-40 Company gør det.

Mod til at eksperimentere

Alt dette bygger op til at ledere kan eksekvere de taktiske handlinger meget mere agilt og med korte skridt, inspireret af udviklingsmetoderne ’Scrum’ og ’Agile’ fra it-verdenen:

• Forstå opgaven sammen.
• Fokuser på det problem, der skal løses (ikke på produktet).
• Lav et intenst sprint, hvor du involverer de rette personer, hurtigt.
• Stop, vis resultatet frem, evaluer produktet, brug eller smid væk, evaluer processen, og start så forfra.

Jeg har set taktisk strategieksekvering gennemført på denne måde i flere store og små virksomheder, med både tre- og seksdobling af resultaterne til følge. Det virker, men det kræver op på tæerne-ledelse. Og det kræver tryghed, masser af tryghed.

Samtidigt med alt dette skal ledere skabe psykologisk tryghed og mod hos medarbejderne til at eksperimentere og afprøve nye teknologier, salgsmekanismer, forretningsmodeller og ansættelsesforhold.

Ifølge Amy C. Edmondson, professor i lederskab og management ved Harvard Business School, handler det om at sikre, at ansatte ikke bliver ydmyget eller straffet for fejl, for at tvivle, for at stille spørgsmål og for at være uenige – eller for bare for at tale om det. Se hendes TEDx video om emnet – den er god.

Mange virksomheder har stadig en nul-fejlskultur, selv om man siger noget andet. Det er en markant ændring af adfærd og vaner, der skal til i disse organisationer, der indimellem karakteriseres ved medarbejdernes nervøsitet for mødet med cheferne og ledergrupperne.

Hvis du som leder vil have en organisation, der er i stand til at tilpasse sig fremtiden, skal du allerede nu i gang med at fremelske tryghed. Hvis du vil have en skare af kolleger, der af sig selv kommer med gode ideer eller stiller spørgsmål, skal du ændre din egen holdning til og syn på ledelse og lederskab. Det skal være ok at tvivle og være uenig, og dialogen skal foregå med respekt og anerkendelse. Lederens EQ (følelsesmæssige intelligens, red.) er ofte vigtigere end vedkommendes IQ.

Op på tæerne-ledelse er en mekanisme

I min tid på håndboldbanen optrænede vi efterhånden en evne til konstant at være fysisk oppe på tæerne. Ved at være vævre kunne vi vinde over tungere, fysisk stærkere modstandere. Det tog tid, men det lykkedes.

Agilitet og tilpasningsvilje er en bevidst tankegang om at være med til at skabe den fremtid, man ønsker at være en del af. Det handler om relationer, mennesker, formål og værdiskabelse, og en aktiv holdning til at eksperimentere sig frem til blue ocean.

Mekanismerne – dvs. delegering, følgeskab, involvering, innovation og den agile taktiske eksekvering – skal foregå på tværs af organisationen og af dens ydre grænser.

Men først og fremmest handler op på tæerne-ledelse om tryghed. Og det er dit ansvar som leder at sørge for den.