Paradoksalt nok har Kinas statskapitalisme længe haft en nærmest magisk tiltrækningskraft på erhvervsfolk fra hele verden. For det var nemlig den markante statslige indblanding, der i Kina skabte et hav af muligheder for både produktion og senere salg til det boomende kinesiske marked. Tænk eksempelvis bare på de lukrative forhold i eksportzonerne, der tiltrækker tusindvis af virksomheder. Eller den voldsomme vækst, som blandt andet blev holdt oppe af statslige investeringer i infrastruktur og byggeri.

Men nu rulles markedet endnu engang frem i Kina i den næste bølge af reformer. Man vil sikre en mere effektiv allokering af ressourcerne ved at lade markedskræfterne spille en mere afgørende rolle. Den hidtidige model er kørt fast og forventes ikke at kunne levere den ønskede vækst. Men det kræver et opgør med en af de mest fundamentale logikker i Kinas statskapitalistiske model: forskelsbehandling.

For selv om Kinas økonomiske historie overordnet set kan beskrives som en lang tilpasning mod de neoklassiske økonomiske principper – altså de samme grundlæggende økonomiske principper, som vi har fulgt her i landet (med privatiseringer, markedsliberaliseringer, åben økonomi, kontrolleret finanspolitik, beskyttelse af ejendomsret, balancerede budgetter, lav inflation etc.) – så har noget altid været anderledes i Kina. Staten har turdet blande sig i markedet på en meget direkte måde.

Det frie marked har aldrig været betragtet som helligt, hvilket har givet stort rum til netop forskelsbehandling. Med forskelsbehandling mener jeg eksempelvis de økonomiske zoner, som fik bedre vilkår end resten af økonomien. Eller Hukou-systemet, der har givet forskellige rettigheder til folk fra land og by og dermed skabt en billig flydende arbejdskraft til fremstillingsindustrien. Man kunne også nævne alle de statslige subsidier til politisk prioriterede sektorer eller støtte til eksportorienterede virksomheder. Alt sammen tiltag, der kræver, at man tør gøre forskel. Og altså tiltag, som man netop herhjemme ville have mere end almindeligt svært ved at finde økonomisk og moralsk belæg for at gennemføre. Tænk bare, hvis man gjorde Lolland til en vækstzone uden virksomhedsbeskatning? Der ville jo være et ramaskrig fra virksomheder på Falster. Men det kunne man i Kina, fordi det neoklassiske økonomiske regime endnu ikke havde fået bugt med forskelsbehandlingen som logik, og fordi etpartisystemet ikke tillod kritik fra dem, der ikke nød godt af forskelsbehandlingen.

Men der er ikke plads til både statslig forskelsbehandling og mere marked i en og samme model. Dermed kan en af forudsætningerne for det dynamiske Kina, vi kender, være på vej til at ændres. Noget af magien vil derfor også gå fløjten. Industripolitikken vil blive lige så kedelig som vores. Den Pandoras æske med mulige tiltag, som forskelsbehandlingen tillod, vil langsomt lukkes. Til gengæld ser det ud til, at det netop er den type markedsreformer, der skal sikre, at Kina vil holde væksten fremover.

Det skal for en god orden skyld nævnes, at man også i vestlige lande drister sig til forskelsbehandling. Eksempelvis hvis markedet ikke selv kan gennemføre en omlægning mod mere grøn og bæredygtig energiproduktion. Eller hvor sikkerheden for fødevareproduktionen er truet, hvilket i sin tid udløste landbrugsstøtten. Når sikkerheden ikke mere trues er det dog oftest svært at rulle privilegierne tilbage. Men forskelsbehandling er og bliver ikke en blomst, der gror i den neoklassiske økonomis have, og derfor skal der ekstraordinære argumenter til at få staten på banen.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.