Historien skal skrives om. Selv om folketingsvalget igen og igen omtales som et klimavalg, var det ikke klimaet, men velfærden, der udløste de afgørende vælgervandringer fra blå til røde partier. 

Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i Danmarkshistorien.

Mette Frederiksen
Statsminister

Det viser en ny, og overraskende, bearbejdning af data fra den store undersøgelse af folketingsvalget i 2019, som de to professorer i statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen og Christian Albrekt Larsen, har foretaget. 
Undersøgelsen er støttet af Mandag Morgen og Columbus Fonden.

”Resultatet er bemærkelsesværdigt. Når Mette Frederiksen vandt valget, skyldes det øjensynligt først og fremmest partiskifte ud fra vurderinger af, hvordan velfærden fungerer,” siger Jørgen Goul Andersen.

Skiftet fra blå til røde partier sker i særlig grad blandt de vælgere, der mener, at det går ned ad bakke med velfærden, og de vælgere, der mener, at uligheden har udviklet sig til det meget værre. 

Tallene viser således, at 6,6 procent af de vælgere, der mener, at velfærden har udviklet sig til det meget værre inden for de seneste fire år – altså i valgperioden fra 2015 til 2019 – har flyttet sig fra et blåt til et rødt parti.

Blandt de vælgere, som mener, at velfærden er blevet noget bedre, er der langt færre, nemlig kun 1,6 procent, der skifter fra blå til rød blok.

Den store forskel viser ifølge Jørgen Goul Andersen, at netop vurderingen af velfærd og helt tilsvarende ulighed, fik afgørende betydning ved folketingsvalget i 2019.

”Jo dårligere folk vurderede, det var gået med velfærden, des flere vandrede fra blå til rød,” siger han.

Nu kunne man sige, at det trods alt kun er 6,6 procent af de vælgere, der mener, at velfærden er blevet meget værre, der skifter side i dansk politik. Men da folketingsvalg ofte bliver afgjort på marginalen, er 6,6 procent i den sammenligning en ret stor vælgergruppe.

Den er så stor, at den med stor sikkerhed havde afgørende betydning for valget til Folketinget i 2019. 

Velfærd flytter vælgere fra blå til rød

Indtil nu er valget i 2019 ellers gået over i historiebøgerne som Danmarks første klimavalg.

Et tilbageblik på diskussionerne i foråret 2019, altså i månederne op til folketingsvalget, der fandt sted på grundlovsdag, viser da også en valgkamp med stort fokus på klima. 

Skole- og gymnasielever, studerende og andre unge gik på gaden med krav om handling over for klimaproblemerne. Det skete ikke bare i Danmark, men over hele kloden.

Det er lykkedes at gøre dette valg til et klimavalg.

Pernille Skipper
Enhedslisten

Svenske Greta Thunberg blev med sin gule regnfrakke og enestående gennemslagskraft et ikon for bevægelsen. Hendes betydning bør ikke undervurderes, og amerikanske Time, et nyhedsmagasin, endte sidst på året med at kåre hende til årets person.

Ser vi på, hvad vælgerne op til folketingsvalget prioriterede som de vigtigste emner, svarede flest miljø og klima.

Klimaet var virkelig i fokus. 

Vi har netop overstået det første klimavalg i Danmarkshistorien, og overalt på kloden bliver klimaet prioriteret højt på den politiske dagsorden.

Zenia Stampe og Andreas Steenberg
Radikale

På valgaftenen til Europa-Parlamentet i maj 2019 – få uger før folketingsvalget – fik Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard nok.

”Måske er det alle klima… – hvad er det nu, man kalder dem – klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er ikke dét, vi alene går op i,” sagde hun.

Den bemærkning gik ikke ubemærket hen. Med ordet ”klimatosser” fik Pia Kjærsgaard både stemplet klimaaktivisterne – og sig selv. Hendes afsluttende konklusion er dog mere overset, altså det med, at klimaet ikke er “dét, vi alene går op i”. 
For her fik hun ret. Nogle vælgere gik ikke alene op i klimaet, men også i andet, og herunder i særlig grad velfærden.

Den omfattende mobilisering rykkede i offentligheden, men flyttede slet ikke i samme grad vælgere fra blå til rød blok.

”Hvis man spørger vælgerne om, hvor vigtigt klima er, så kommer det højt op, men der er næsten samme ryk fra blå til rød blok, uanset om man mener, det går bedre, eller det er gået værre med klimapolitikken,” siger Jørgen Goul Andersen.

For halvandet år siden kom regeringen til magten efter et klimavalg. På et grønt mandat.

Pia Olsen Dyhr
SF

Tallene viser, at netto fire procent af de vælgere, der mener, at klimaet har udviklet sig til det meget værre inden for de seneste fire år, er hoppet over fra blå til rød blok. Og stort set lige så mange vælgere, som mener, at klimaet er blevet meget bedre – nemlig 3,6 procent – er skiftet fra blå til rød blok.

”Der er næppe tvivl om, at klimaet betød rigtig meget for førstegangsvælgerne, som jo netop sætter deres kryds for første gang og derfor ikke indgår i opgørelsen over partiskiftere. Det er også sandsynligt, det gælder en lidt større gruppe af unge vælgere, men her bliver den statistiske usikkerhed større. Og så skal man jo ikke glemme, at klimaet har betydning for partivalget inden for de enkelte blokke,” siger Jørgen Goul Andersen.

Vælgerne utilfredse med velfærden

Med en stribe spørgsmål har Jørgen Goul Andersen på den ene side bedt vælgerne om at svare på, hvor godt institutioner på de store velfærdsområder sygehuse, folkeskole, daginstitutioner og ældrepleje fungerer. På den anden side har han koblet vælgernes vurdering med, hvor mange der netto er skiftet fra blå til rød blok.

Her er sammenhængen helt entydig. 

Jo dårligere, vælgerne mener, institutionerne på de fire områder fungerer – og det er uanset, om det er sygehusene, folkeskolen, daginstitutionerne eller ældreplejen – des mere skifter de fra blå til rød.

”Det er vurderingen af velfærden på de helt klassiske områder, der er afgørende for, om vælgerne skifter fra blå til rød eller ej. Jo værre, de mener, velfærden fungerer, des flere skifter fra blå til rød blok,” siger Jørgen Goul Andersen. 

Det sker på baggrund af en historisk høj utilfredshed med velfærden. Hvor vælgere ved de foregående folketingsvalg havde vurderet, at enkelte af de fire velfærdsområder fungerede godt, faldt dommen negativt ud på alle fire områder i 2019.

”Vi har ikke haft så negative svar fra vælgerne i spørgsmål om, hvordan velfærden fungerer. 2019 var bundrekorden,” siger han.

Det er et åbent spørgsmål, om vælgernes vurdering falder mere positivt ud om nogle år, selv om der er bevilget ekstra milliarder ved de årlige aftaler mellem regeringen, kommunerne og regionerne om deres budgetter.

"Vi kan følge med, når der kommer flere ældre og små børn, men med aftalen bliver der ikke råd til velfærdsforbedringer,” sagde KL-formanden Jacob Bundsgaard (S) efter aftalen om kommunernes budget for 2022.

Det samme billede tegner sig på regionernes område, hvor årets forhandlinger om det kommende budget har været de hårdeste i mange år. Også her vil regeringen afsætte penge til at følge med, når der bliver flere ældre – men ikke til forbedringer.

Forældre vil have velfærd

Ved siden af valgkampens voldsomme fokus på klimaet var der dog også opmærksomhed på velfærden og dens problemer. Der var for eksempel forældrene, der aktionerede for at få øget normeringerne i daginstitutioner. Det skete under overskriften: #HvorErDerEnVoksen.

Bevægelsens aktiviteter var timet, så de kulminerede lige op til folketingsvalget, og de fik betydelig klangbund blandt vælgerne.

Jørgen Goul Andersens har spurgt vælgerne, om de mener, der bruges for mange penge, om det er passende, eller om der bruges for få penge på børnehaver og vuggestuer.

Et flertal på 54 procent mener, der bruges for få penge. Et niveau, der går igen fra det ene folketingsvalg til det andet. 
Det høje niveau får dog en særlig betydning, fordi der samtidig er en høj utilfredshed med den måde, velfærden fungerer på.

Derudover er det værd at fremhæve to forhold fra netop den del af undersøgelsen. For det første mente kun lige under fem procent af alle, at der bruges for mange penge på området, mens omkring 41 procent mente, at pengene var passende.

Flertallet var altså ret markant.

Det var den ene ting.

Den anden er, at gennemsnitstallet dækker over ganske store forskelle mellem grupper af danskere. 

I Danmarks lille overklasse mener 38 procent, at der bruges for få penge på børnehaver og vuggestuer, mens det omvendte gælder for borgere i den offentlige middelklasse, der blandt andet omfatter medarbejderne på de pågældende institutioner. Her mener 67 procent, der bliver brugt for få penge.

”Ønsket om flere penge til børnehaver og vuggestuer lød særlig stærkt fra den offentligt ansatte middelklasse, fra borgere i arbejderklassen og fra grupperne på kanten af arbejdsmarkedet. Sådan var det ikke i overklassen og i den private middelklasse. De store forskelle viser, at de forskellige dele af samfundet har meget forskellige ønsker til den offentlige velfærd,” siger Jørgen Goul Andersen.

Den lille overklasse tjener mere end 1,2 millioner kroner om året og udgør 1,7 procent af befolkningen.

Skidt velfærd efter fire år med blå regering

Vælgernes vurdering faldt efter fire år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det var en valgperiode præget af klassiske blå mærkesager; tænk bare på den intense diskussion af topskatten, båret frem af den daværende formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen.

Det begyndte med, at Venstres Claus Hjort Frederiksen rykkede ind i Finansministeriet og stillede et stort papskilt på sit skrivebord. På skiltet stod: Hvor skal pengene komme fra?

Senere i valgperioden, det var i februar 2019, kunne skatteminister Karsten Lauritzen med stolthed bekendtgøre lettelser af skatter og afgifter på hele 27 milliarder kroner, et beløb, de fleste velfærdspolitikere med glæde ville have haft til rådighed i statskassen.

Vælgerne var noget mindre begejstrede. Gennem hele perioden lå venstre til at tabe mandater i forhold til valget i 2015.  
En udvikling, statsminister Lars Løkke Rasmussen på dramatisk vis vendte under valgkampen. 

Først konkurrerede han med Mette Frederiksen om at bruge flest milliarder på velfærd og talte tilsvarende ikke om yderligere skatte- eller afgiftslettelser. Derefter offentliggjorde han bogen ´Befrielsens øjeblik,´ hvor han åbnede for en regering hen over midten i dansk politik. Løkke Rasmussen satte en SV-regering på dagsordenen, fordi han mente, de to partier var enige om alle væsentlige linjer i dansk politik, herunder også om beskyttelsen af den danske velfærdsmodel.

Efter det fokus på velfærden endte vælgerne med at give Venstre en fremgang ved folketingsvalget og ikke den tilbagegang, meningsmålingerne bare ugerne inden havde spået.

Velfærd er indtil nu tydeligvis en stor gruppe vælgeres ’darling’.