Oplysning og tillid er demokratiets forudsætning

Hvordan får vi givet nutidens mennesker en tro og en grundindstilling, der gør dem til tillidsfulde borgere? Hvordan gør vi det i en tid, hvor verden er fyldt med politikere, der ikke fortjener vores tillid?

En formiddag i sidste uge sad jeg i mit arbejdsværelse og drøftede fremtiden og nutiden med et af de mest begavede og bevidste unge mennesker, jeg kender. Fremtiden drøftede vi med udgangspunkt i begrebet bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål. Nutiden drøftede vi med udgangspunkt i demokratibegrebet.

”Jeg tror ikke på demokratiet,” erklærede den unge kvinde, da vi havde talt sammen et par timer.

Hun var dybt frustreret og bekymret. Gennem hele sin opvækst og skolegang har hun lært, at demokratiet er en grundsten i vort samfund, ja, i verden. Og hun har troet på det: Vi skal værne om demokratiet og videreføre det, for det er noget af det mest dyrebare, vi har.

Sådanne værdier gav hun udtryk for. Hun er velorienteret om og optaget af situationen i verden. Hun vil i virkeligheden, som alle sunde og bevidste mennesker, jeg kender, gerne være med til at skabe en endnu bedre verden, end den vi – ældre – har udviklet. Hun har mange håb og intentioner. Hun vil gerne være med til at tydeliggøre de store håb, der findes hos mange unge mennesker. Hun talte ikke om partipolitik, men om generel politik. Hun hævede sig op over det snævre partipolitiske og talte om generelle og principielle problemstillinger. Hun har udført meget frivilligt arbejde i sit korte liv. Hun nøjes ikke med at tale om deleøkonomi, spild, personligt ansvar og udvikling, socialt arbejde m.m. Hun gør, handler og omsætter mange af de fine ord til praksis.

Det er hun ikke ene om; det gør mange af hendes venner også. Disse unge mennesker er fremtiden. Mange af dem er skræmt på grund af det, de ser, og de har en stor frygt for, hvad fremtiden vil bringe. Men de er endnu ikke så bange, at de er blevet passive; de bevæger sig og arbejder i en række alternative miljøer og sammenhænge. Jeg gætter på, at enhver, der læser disse linjer, genkender disse karakteristika hos unge mennesker, de selv kender.

Vi voksne har udviklet og har ansvaret for den verdenssituation, der gør disse meget ansvarlige og socialt bevidste unge mennesker ulykkelige og dybt frustrerede. Det handler ikke bare om, at der i vort demokrati er uenighed mellem politiske partier og politikere. Selvfølgelig er der det – det er det, demokrati handler om.

Vi er langt forbi det enkle og selvfølgelige. Vi er hævet over dette; vi taler om principielle, strukturelle problemstillinger, og det, som hun – og jeg – ser, er, at nogle af disse demokratiske strukturer er ved at gå op i limningen.

Systemerne er rystede. Systemerne fungerer, men stærkt reduceret. Systemerne er ramt af sygdom og er ved at krakelere. Vi skal ikke tale demokratiet ihjel, men vi er nødt til som bevidste og ansvarlige samfundsborgere at kere os om den situation, som vi selv som voksne har været med til at bringe demokratiet i. Og vi må tale åbent og ærligt om demokratiets situation – i Danmark, EU og USA. Og vi må spørge: Skal vi blive ved med at bruge betegnelsen demokrati om noget, som vi godt véd ikke fortjener denne betegnelse?

Latterligt små sager dominerer

Demokrati er samtale, sagde Hal Koch bl.a. i den lille og meget værdifulde bog ’Hvad er demokrati?’ Demokrati er tillid. Demokratier kan ikke fungere, medmindre der er tillid mellem mennesker, tillid til selve den politiske grundstruktur, som er, at vælgerne véd af, er oplyste, taler sammen og på det grundlag vælger de mennesker, blandt deres midte, der i en periode skal træffe de store beslutninger.

Tillid er en grundforudsætning og hele grundlaget for, at systemet kan fungere. Vi skal stole på hinanden; vi skal have en dybtfølt indre tillid til, at vi kan have tillid. Vi skal ikke hver gang, der er behov for vores tillid, overbevises om, at vi kan vise og give denne tillid, og på det grundlag være rolige. Vi må ikke hele tiden være urolige, skeptiske, bange og tvivlende. Og det er lige præcis, hvad mange mennesker er nu.

Jeg brugte ovenfor udtrykket ’store beslutninger’.  Måske er ét af vore aktuelle demokratiske problemer, at politikerne netop ikke træffer store beslutninger, men i virkeligheden højst lykkes med at træffe perifere beslutninger, hvorom der til gengæld skabes en masse støj og virak, som så i hvert fald hos nogle skaber det indtryk, at der sker noget.

Placeringen af den nye politiskole er et godt eksempel på det. Det er en latterligt lille sag, som har lammet det politiske system i flere uger. Forud for det gik en periode, hvor hele det politiske system var lammet på grund af en syg diskussion om topskat. Eksemplerne står i kø. Og det samme gør de udfordringer, som der end ikke bliver tid til at drøfte, endsige træffe beslutninger om.

Rollemodeller krakelerer

Der er ingen tvivl om, at for denne unge kvinde – og for alle mennesker – er begrebet rollemodel noget meget vigtigt. Hvad ser vi? Hvad oplever vi? Hvad gør de andre, herunder de mennesker, som jeg antages at have respekt for?

Jeg husker fra min barndom, hvordan jeg i mit hjem af mine forældre fik overleveret en grundlæggende respekt for de ledende politikere, de politikere, som jeg lyttede til og hørte om i radioen, læste om i aviserne m.m. Der var en grundlæggende respekt, ikke bare for navnene, men for systemet. Sådan var det. Ikke at man ikke kunne diskutere politik, men der var en ro på, som tilsyneladende er forsvundet eller stærkt anfægtet i dag.

Igen: Det er ikke uenigheden om værdierne i de dagsaktuelle politiske afgørelser, der er problemet; det er grundstrukturen og systemet – og bagved dette de konkrete mennesker.

Jeg er vokset op i nogle overskuelige og tillidsfulde strukturer. Ikke i form af stilstand, men en vis form for kontinuitet og stabilitet. Unge mennesker i dag vokser op under stærkt forandrede vilkår og forudsætninger. Verden er en anden. Men demokratiets grundstruktur er uændret, og spørgsmålet er, om demokratiet kan tåle det? Om demokratiet kan leve under disse nye og stærkt ændrede vilkår? Ser man ud i verden på de systemer og ledere, der kalder sig demokratiske og demokratisk valgte, så er det, man ser, gudsjammerligt ringe.

Jeg – og flere generationer omkring mig – fik som unge mennesker etableret en social og demokratisk grundindstilling, som har været bærende for udviklingen af de vestlige demokratier. En grundindstilling, der bl.a. bestod i en betydelig tillid til de mennesker, der demokratisk var valgt til at træffe beslutninger på de forskellige niveauer i det politisk-administrative system.

Jeg vidste ikke, at den siddende statsminister var ansvarlig for det ene og det andet stærkt anfægtelige. Jeg vidste ikke, at den præsidentkandidat, som jeg i medierne hørte tale om ærlighed og ansvarlighed i omgangen med statens penge, samtidig selv bedrog staten for millioner af kroner. Det vidste jeg ikke; jeg vidste, at der var korrupte systemer andre steder, men de var ikke demokratiske. Jeg havde en grundtro på demokratiet.

Det har den unge kvinde, jeg her taler om, kun antydningsvist oplevet i sit liv, fordi rollemodellerne krakelerede, brød sammen, blev afsløret – for øjnene af hende, mens hun endnu var ung; hun nåede ikke at få sin demokratiske barnetro cementeret i et praktisk ungdoms- og samfundsliv. Hun så ikke det sande demokrati praktiseret så tydeligt, at det blev en del af hende. Det er en katastrofe – for hende og for samfundet.

Taktik og spin vs. idealer

Oplysning og tillid er nøgleord. Men hvis det første, du får at vide, når du åbner for en nyhedsudsendelse eller går på nettet, er, at præsidenten er en skurk, forbryder, svindler, bedrager m.m., som lyver, stjæler, voldtager stuepiger, driver ulovlige forretninger m.m., hvad skal man så tro på og gøre? Hvordan skal man så forholde sig? Hvordan får vi givet nutidens mennesker en tro og en grundindstilling, der gør dem til tillidsfulde borgere? Hvordan gør vi det i en tid, hvor verden er fyldt med politikere, der ikke fortjener vores tillid, en verden, der samtidig er fyldt med medier af mange slags og kommentatorer, som gennemlyser, analyserer, faktatjekker, fortæller og kommenterer alt, således at jeg allerede som barn ser ind i de grusomme sandheder og realiteter?

Jeg tænder for radioen og hører en stemme sige: ”Nye tillidsmålinger viser den laveste tillid til statsministeren nogensinde”. Hvad skal jeg tro på og gøre, når jeg hører det – om den øverste leder i samfundet?

Selvfølgelig skal der være journalister, kommentatorer og en fri presse, der analyserer og rapporterer. Men hvad skal der være at rapportere om? Og skal man primært rapportere om alle de politiske sygdomme, spil og kampe, eller skal man først og fremmest analysere og rapportere om værdierne, ideologierne, problemstillingerne og visionerne?

Vi har en meget stor gruppe af politiske kommentatorer. Mange af dem er meget indsigtsfulde som f.eks. Mogensen og Kristiansen. Der lyttes til deres analyser og kommentarer. Hvad de siger, er vigtigt. Jeg kunne ønske mig, at de politiske kommentatorer brugte mere tid på de demokratiske idealer og principper, på de politiske værdier og ideer, på indholdet i de politiske processer og måske ikke så meget på selve det politiske spil og spin, og at de ikke fokuserede så meget på vrangsiderne af demokratiets funktion og proces, men på ideerne og indholdet.

Selv det DR-program, der eksplicit handler om politik uden spin, handler primært om taktik og proces og mindre om det reelle politiske indhold – og også de, der medvirker her, er blandt de mest indsigtsfulde kommentatorer, vi har. Jeg tror, at kommentatorerne har en meget stor betydning, og jeg tror desværre, at nogle af dem, sådan som det nu fungerer, bidrager til den store frustration og skepsis, der har udviklet sig.

Forrige artikel Så mål os dog på kvalitet og ikke kun på budgettet Næste artikel Liberalisering skader den nationale identitet