Overblik: SoMe-politik

Det er ikke kun Trump, der fører politik gennem Twitter. 

Peter Hesseldahl

Danske politikere har for længst indarbejdet de sociale medier i kontakten til vælgerne, og de fleste af partierne driver i dag deres egne digitale kanaler med professionelt producerede videoklip og podcasts – lige til at dele.
 
I mange tilfælde får politikernes opslag flere seere og langt flere kommentarer og likes end både aviser og tv. Der er 103.000 followers af Socialdemokraternes Facebook-side, og Lars Løkke Rasmussens Facebook-profil har 202.000 likes.
 
Ved de kommende valg står alle partierne klar med detaljerede SoMe-strategier, der skal hjælpe politikerne til at præsentere deres budskaber direkte, uden om de traditionelle medier.
 
I denne uge tager vi et grundigt kig på, hvordan danske politikere i stigende grad benytter internettet til at kommunikere.
 
Der findes naturligvis eksperter, der virkelig forstår at bruge de sociale medier til at sætte ild i debatten. En af dem er Benjamin Rud Elberth, der har rådgivet politikere fra både S, K, DF og V.
“2019 er året, hvor magten er tippet, og valget og dets debatemner bliver på par­tiernes præmisser fremfor på pressens,” siger han.
 
I 2017 hævede politikerne partistøtten med 40 procent, og det er i høj grad ad den vej, at partierne finansierer deres medieindsats. Det samme gælder i flere andre europæiske lande: Partierne ruster op med egne kanaler og professionel medieproduktion, finansieret af det nationale parlament eller af Europa-Parlamentet.
 
Desværre har det også den konsekvens, at især politikere på yderfløjene i stigende grad bevidst undgår debatten i de traditionelle medier og i stedet koncentrerer sig om at kommunikere der, hvor de ikke bliver modsagt.
Claus Kragh har en tankevækkende analyse af det skiftende medielandskab, som den politiske debat udspiller sig i.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu