Overkørt fagbevægelse søger nye veje i Europa

Fagforeninger overalt i Europa har set magtesløse til, mens politikerne gennemførte barske reformer under krisen. Sammen med faldende medlemstal har det efterladt fagbevægelsen svækket og defensiv. Hvis fagbevægelsen skal genvinde sin tabte position, er den nødt til at finde fælles europæisk fodslag og erkende den nye økonomiske virkelighed. Vi har ladet intern uenighed stå i vejen for indflydelse i EU, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey fra sin toppost i Europas fagbevægelse.

Andreas Bay-Larsen

Krisen i Europa handler om mere end offentlige budgetter, der i nødvendighedens navn møder den store sparekniv. Gennemgribende reformer på arbejdsmarkedet har også været en vigtig ingrediens i en diæt, der ikke kun bliver ordineret til de økonomisk trængte lande i eurozonen, men som generelt indgår i EU-Kommissionens anbefalinger til medlemsstaterne.

Det har efterladt Europas fagbevægelse i en defensiv position, der kan koste den yderligere indflydelse i en tid, hvor den i forvejen kæmper med faldende medlemstal.

“Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen på europæisk plan er blevet tvunget i knæ af krisen,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey, der også sidder i ledelsen for fagbevægelsens europæiske fællesorganisation European Trade Union Confederation, ETUC.

I Spanien og Portugal har kriseindgreb betydet færre feriedage, mindre fratrædelsesgodtgørelser og flere midlertidige ansættelser. Men reformerne har også svækket fagbevægelsens strategiske rolle. I Spanien kan virksomheder nu bryde fri af overenskomster, der ellers dækker hele brancher, og kræve individuelle forhandlinger om løn og arbejdstid på den enkelte arbejdsplads.

“I landene med højest arbejdsløshed er fagforeningernes handlemuligheder blevet stærkt indskrænkede,” siger Andrew Watt. Han er tidligere seniorforsker i ETUCs forskningsenhed European Trade Union Institute (ETUI) og nu leder af det makroøkonomiske institut på det tyske Hans Böckler Foundation, hvis formål er at forbedre forholdene for arbejdstagere i Europa.

De spanske reformer er blevet mødt med store protester og demonstrationer arrangeret af landets største fagforbund. De føler sig magtesløse, fordi de nationale politikere i de kriseramte lande har været bundet af diktater fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og den internationale valutafond IMF. Reformerne er dermed ikke sket i fælles forståelse med arbejdsmarkedets parter.

“Selv om de kunne nå igennem til deres egne regeringer, så synes de groft sagt, at deres nationale politikker laves i Bruxelles eller Berlin og ikke i Madrid eller Athen,” siger Andrew Watt.

Splid hæmmer indflydelse

Med et øje på, hvad der er sket i Spanien og Portugal, Irland og særtilfældet Grækenland, arbejder fagbevægelsen i hele Europa nu på at finde ud af, hvordan de kan forny deres rolle, så de kan genvinde den tabte indflydelse på deres medlemmers arbejdsvilkår – både nationalt og på europæisk plan.

Det er hidtil ikke lykkedes fagbevægelsen at komme igennem med ønsker til den økonomiske politik, og dens offensive krav om investeringer i nye job er blevet afløst af den defensive kamp mod arbejdsmarkedsreformer.

Ifølge Bente Sorgenfrey er det på tide, at fagbevægelsen accepterer den økonomiske krise og indtager “en mere konstruktiv rolle”. Det skal ske som part i nationale forhandlinger, men det handler også om at påvirke de retningslinjer, der kommer fra Bruxelles. Som tidligere næstformand i ETUC har hun selv deltaget i forhandlinger med EU-kommissionsformand José Barroso og formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy. Her har det ofte ikke været muligt at præsentere konkrete løsningsforslag med en samlet fagbevægelse som afsender.

“Hvis vi skal gribe i egen barm, så har vi heller ikke samlet set været gode nok til at levere nogen ret præcise løsningsforslag. Vi er kommet for sent i gang, og på den måde er det blevet sværere, fordi landene er blevet fattige, mens vi har tænkt os om,” siger Bente Sorgenfrey.

Den europæiske fagbevægelse er splittet om noget så centralt, som hvilken arbejdsmarkedsmodel fagbevægelsen skal kæmpe for. EU-Kommissionen anbefaler igen og igen flexicurity fra Danmark og de andre skandinaviske lande. Men i kommissionens fortolkning indebærer det i praksis krav om mere fleksibilitet fra lønmodtagerne og i mindre grad økonomisk sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed, som vi kender det i Danmark. Sikkerhed er i kommissionens tolkning, at lønmodtagernes øgede fleksibilitet vil skabe flere job. Og den tolkning gør, at de faglige organisationer i Sydeuropa har mistet tilliden til flexicurity-modellen, der ellers har været forbillede for resten af Europa i snart to årtier.

“Der er meget stor skepsis over for begrebet i Syd- og Centraleuropa. Deres fagbevægelse er meget kritisk, fordi de mener, at det bare er mere fleksibilitet sukret ind i noget sweet talk om sikkerhed,” siger lektor Mikkel Mailand, der forsker i dansk og europæisk beskæftigelsespolitik på Københavns Universitet.

Tid til selvransagelse

For Bente Sorgenfrey er det afgørende, at de faglige organisationer i EU-landene også indser, at de kan blive nødt til at ofre nogle rettigheder, for at få indflydelse på den politik, der bliver ført.

“Bare se på os herhjemme. Hvis vi ikke er i stand til at lave en trepartsaftale med regeringen, som godt nok kan koste os noget, men også give os indflydelse, så er det udtryk for et svaghedstegn hos os i fagbevægelsen,” siger hun.

Atypiske ansættelser vinder frem" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b2feb-abl_fig2_unge_har_svaert_ved_at_komme_ind_paa_arbejdsmarkedet.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c3082-abl_fig2_unge_har_svaert_ved_at_komme_ind_paa_arbejdsmarkedet.png | Forstør   Luk

Ungdomsarbejdsløsheden er den højeste i 10 år, og en stor del af de unge, der har job, er ansat på midlertidige kontrakter.

Kilde: Eurostat. [/graph]

“Vi skal have en dialog med medlemmerne om, hvordan vi kan bidrage som en ordentlig modpart til regeringen og arbejdsgiverne ved at være meget konkrete og præcise i de ting, vi vil bidrage med. Også selv om det koster os noget.  Der er mange faglige ledere, der ligesom mange politiske ledere ikke har nok hår på brystet til at levere noget, fordi de altid forudsætter, at man også skal have en gevinst med hjem,” siger hun.

Claire Dhéret, der er politisk analytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles,  ser det samme mønster i andre europæiske lande.

“Når man ser på Frankrig og Italien, er det meget svært for regeringerne at opnå konsensus med de faglige organisationer. De optræder meget defensivt. Fagbevægelsen bliver nødt til at være mere realistisk og acceptere reformer, der kan bringe vilkårene på arbejdsmarkedet i forbindelse med virkeligheden,” siger Claire Dhéret.

“De faglige organisationer forsvarer i høj grad status quo. Vi har brug for, at de er mere fremsynede i denne debat,” siger hun.

Når konsekvensen af den defensive holdning bliver, at beslutningerne træffes hen over hovedet på fagbevægelsen, er den ikke i stand til at varetage lønmodtagernes interesser, påpeger Wolfgang Kowalsky, der er rådgiver i ETUC og medforfatter til bogen “Trade unions for a change of course in Europe”. Og det tjener hverken lønmodtagernes eller arbejdsgivernes interesser.

“Man er nødt til at inkludere lønmodtagerne i beslutningerne, hvis virksomhederne vil have fred og et godt arbejdsmiljø, og fagforeningerne spiller en vigtig rolle i det system. Den rolle kan de ikke spille nu, fordi de er svækkede, og det skaber problemer,” siger Wolfgang Kowalsky.

Pres fra løst ansatte

Svækkelsen af de faglige organisationer sker på et tidspunkt, hvor de i forvejen er udfordrede af, at deltid og tidsbegrænsede kontrakter er i vækst – det såkaldt atypiske arbejde.  En tendens, der er særlig udtalt i lande som Spanien og Italien, er, at arbejdsmarkederne er opdelt i insidere og outsidere. Insiderne har sikret sig permanente fuldtidskontrakter og dermed stor sikkerhed i jobbet, mens outsiderne har deltidsjob, tidsbegrænsede kontrakter eller lignende. Se figur 1.

“Der er stadig langt flere i fast arbejde, men billedet er ved at skifte til, at flere og flere arbejder på midlertidige kontrakter, deltid eller er ansat gennem et vikarbureau,” siger Rebecca Gumbrell-McCormick, der er lektor i ledelse på University of London og står bag undersøgelsen “European Trade Unions and “atypical” workers”.

I undersøgelsen beskriver hun, hvordan fagforeningerne har haft svært ved at forholde sig til udviklingen og er nødt til at omorganisere sig og forsøge at inkludere de atypiske arbejdere i stedet for at bekæmpe dem. For krisen gør, at folk i stigende grad accepterer de atypiske kontrakter.

“I en situation med høj arbejdsløshed er folk mere tilbøjelige til at tage et midlertidigt job med lille sikkerhed og lav løn, end ellers,” siger Rebecca Gumbrell-McCormick.

Problemet for fagbevægelsen er, at de atypiske arbejdere på grund af deres skiftende job ikke har samme incitament til at være med i en fagforening, der dækker et specifikt område. De står ofte uden for overenskomster, kan ikke strejke og arbejder ofte til lavere løn, end de fastansatte.

For lønmodtagerne selv betyder de atypiske ansættelser, at de går glip af den videreuddannelse og de karrieremuligheder, en permanent kontrakt indebærer. Det er især et problem for unge på vej ind på arbejdsmarkedet. Det er i høj grad dem, der arbejder på de atypiske kontrakter, og det gør, at de har svært ved at etablere sig og opbygge kvalifikationer på et tidspunkt, hvor ungdomsarbejdsløsheden for EU’s 27 medlemslande nærmer sig 23 procent. Se figur 2.

“Det er et problem for de unge, fordi der er en stor risiko for, at de ender med at blive fanget i midlertidige kontrakter eller vikararbejde og aldrig får et permanent job med de goder, det medfører,” siger Rebecca Gumbrell-McCormick.

Op på den europæiske hest

Fremtidens strukturelle udfordring for fagbevægelsen i Europa handler imidlertid om mere end at håndtere de atypiske arbejdere. Med en finanspolitisk union i støbeskeen står det klart, at flere beslutninger med betydning for fagbevægelsens medlemmer  i fremtiden vil blive truffet på europæisk niveau. Selv om de faglige organisationer er gået sammen i europæiske fællesorganisationer, er der også her behov for forbedring, vurderer Andrea Broughton, der er arbejdsmarkedsforsker på det uafhængige britiske Institute for Employment Studies.

[graph title="Unge har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Note: 1 Ingen data for 15-24-årige., Kilde: Eurostat. 

“Fagforeningerne mangler et svar på den ekstra indflydelse, som det europæiske niveau nu har,” siger Andrea Broughton.

Hun ser en styrkelse på det europæiske plan som en naturlig fortsættelse af tendensen i medlemslande som Tyskland og England, hvor faglige organisationer samle ressourcerne i et økonomisk klima med færre penge og faldende medlemstal.

IndustriALL European Trade Union, der blev stiftet den 16. maj i år, er et eksempel på en europæisk overbygning på de nationale fagbevægelser. Her er fagforforbund inden for minedrift, energi og fremstillingsindustri gået sammen om at skabe en europæisk føderation med 7,5 millioner medlemmer og et fælles sekretariat i Bruxelles.

Blandt stifterne er danske organisationer som CO Industri og ingeniørernes fagforening IDA. Rene Johansen er international sekretær i CO Industri, og han ser den nye europæiske organisation som et forsøg på at matche arbejdsgiverne, der længe har været langt bedre organiseret på europæisk plan.

“EU-Kommissionen vil gerne have en social dialog, og derfor er vi også nødt til at etablere os som part på det europæiske niveau,” siger Rene Johansen.

Han nævner, at fagbevægelsen er nødt til at forholde sig til EU’s direktiver om for eksempel pension, arbejdstid og udstationering. IndustriALL European Trade Union dækker desuden sektorer, der har en fælles udfordring med globalisering, dyrere energi og ringere adgang til råstoffer. Det er udfordringer, der giver fagbevægelsen interesse i at have indflydelse på EU’s frihandelsaftaler med resten af verden.

For Andrew Watt fra Hans Böckler Foundation er organisationer som IndustriALL European Trade Union fremtiden.

“I disse tider er det svært at overtale fagforbund, som kæmper en hård kamp i hjemlandet, til at investere kræfter på det europæiske plan. Men jeg mener, at de er nødt til det. Vi ved, at mange af de diskussioner og beslutninger, der har indflydelse på økonomien og en almindelig arbejdstagers liv, nu foregår på europæisk niveau,” siger Andrew Watt.

Kilder:


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu