Overkørt fagbevægelse søger nye veje i Europa
Fagforeninger overalt i Europa har set magtesløse til, mens politikerne gennemførte barske reformer under krisen. Sammen med faldende medlemstal har det efterladt fagbevægelsen svækket og defensiv. Hvis fagbevægelsen skal genvinde sin tabte position, er den nødt til at finde fælles europæisk fodslag og erkende den nye økonomiske virkelighed. Vi har ladet intern uenighed stå i vejen for indflydelse i EU, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey fra sin toppost i Europas fagbevægelse.
Andreas Bay-Larsen
Digital redaktørKrisen i Europa handler om mere end offentlige budgetter, der i nødvendighedens navn møder den store sparekniv. Gennemgribende reformer på arbejdsmarkedet har også været en vigtig ingrediens i en diæt, der ikke kun bliver ordineret til de økonomisk trængte lande i eurozonen, men som generelt indgår i EU-Kommissionens anbefalinger til medlemsstaterne.
Det har efterladt Europas fagbevægelse i en defensiv position, der kan koste den yderligere indflydelse i en tid, hvor den i forvejen kæmper med faldende medlemstal.
“Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen på europæisk plan er blevet tvunget i knæ af krisen,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey, der også sidder i ledelsen for fagbevægelsens europæiske fællesorganisation European Trade Union Confederation, ETUC.
I Spanien og Portugal har kriseindgreb betydet færre feriedage, mindre fratrædelsesgodtgørelser og flere midlertidige ansættelser. Men reformerne har også svækket fagbevægelsens strategiske rolle. I Spanien kan virksomheder nu bryde fri af overenskomster, der ellers dækker hele brancher, og kræve individuelle forhandlinger om løn og arbejdstid på den enkelte arbejdsplads.
“I landene med højest arbejdsløshed er fagforeningernes handlemuligheder blevet stærkt indskrænkede,” siger Andrew Watt. Han er tidligere seniorforsker i ETUCs forskningsenhed European Trade Union Institute (ETUI) og nu leder af det makroøkonomiske institut på det tyske Hans Böckler Foundation, hvis formål er at forbedre forholdene for arbejdstagere i Europa.
De spanske reformer er blevet mødt med store protester og demonstrationer arrangeret af landets største fagforbund. De føler sig magtesløse, fordi de nationale politikere i de kriseramte lande har været bundet af diktater fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og den internationale valutafond IMF. Reformerne er dermed ikke sket i fælles forståelse med arbejdsmarkedets parter.
“Selv om de kunne nå igennem til deres egne regeringer, så synes de groft sagt, at deres nationale politikker laves i Bruxelles eller Berlin og ikke i Madrid eller Athen,” siger Andrew Watt.
Splid hæmmer indflydelse
Med et øje på, hvad der er sket i Spanien og Portugal, Irland og særtilfældet Grækenland, arbejder fagbevægelsen i hele Europa nu på at finde ud af, hvordan de kan forny deres rolle, så de kan genvinde den tabte indflydelse på deres medlemmers arbejdsvilkår – både nationalt og på europæisk plan.
Det er hidtil ikke lykkedes fagbevægelsen at komme igennem med ønsker til den økonomiske politik, og dens offensive krav om investeringer i nye job er blevet afløst af den defensive kamp mod arbejdsmarkedsreformer.
Ifølge Bente Sorgenfrey er det på tide, at fagbevægelsen accepterer den økonomiske krise og indtager “en mere konstruktiv rolle”. Det skal ske som part i nationale forhandlinger, men det handler også om at påvirke de retningslinjer, der kommer fra Bruxelles. Som tidligere næstformand i ETUC har hun selv deltaget i forhandlinger med EU-kommissionsformand José Barroso og formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy. Her har det ofte ikke været muligt at præsentere konkrete løsningsforslag med en samlet fagbevægelse som afsender.
“Hvis vi skal gribe i egen barm, så har vi heller ikke samlet set været gode nok til at levere nogen ret præcise løsningsforslag. Vi er kommet for sent i gang, og på den måde er det blevet sværere, fordi landene er blevet fattige, mens vi har tænkt os om,” siger Bente Sorgenfrey.
Den europæiske fagbevægelse er splittet om noget så centralt, som hvilken arbejdsmarkedsmodel fagbevægelsen skal kæmpe for. EU-Kommissionen anbefaler igen og igen flexicurity fra Danmark og de andre skandinaviske lande. Men i kommissionens fortolkning indebærer det i praksis krav om mere fleksibilitet fra lønmodtagerne og i mindre grad økonomisk sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed, som vi kender det i Danmark. Sikkerhed er i kommissionens tolkning, at lønmodtagernes øgede fleksibilitet vil skabe flere job. Og den tolkning gør, at de faglige organisationer i Sydeuropa har mistet tilliden til flexicurity-modellen, der ellers har været forbillede for resten af Europa i snart to årtier.
“Der er meget stor skepsis over for begrebet i Syd- og Centraleuropa. Deres fagbevægelse er meget kritisk, fordi de mener, at det bare er mere fleksibilitet sukret ind i noget sweet talk om sikkerhed,” siger lektor Mikkel Mailand, der forsker i dansk og europæisk beskæftigelsespolitik på Københavns Universitet.
Tid til selvransagelse
For Bente Sorgenfrey er det afgørende, at de faglige organisationer i EU-landene også indser, at de kan blive nødt til at ofre nogle rettigheder, for at få indflydelse på den politik, der bliver ført.
“Bare se på os herhjemme. Hvis vi ikke er i stand til at lave en trepartsaftale med regeringen, som godt nok kan koste os noget, men også give os indflydelse, så er det udtryk for et svaghedstegn hos os i fagbevægelsen,” siger hun.
“Fagforeningerne mangler et svar på den ekstra indflydelse, som det europæiske niveau nu har,” siger Andrea Broughton.
Hun ser en styrkelse på det europæiske plan som en naturlig fortsættelse af tendensen i medlemslande som Tyskland og England, hvor faglige organisationer samle ressourcerne i et økonomisk klima med færre penge og faldende medlemstal.
IndustriALL European Trade Union, der blev stiftet den 16. maj i år, er et eksempel på en europæisk overbygning på de nationale fagbevægelser. Her er fagforforbund inden for minedrift, energi og fremstillingsindustri gået sammen om at skabe en europæisk føderation med 7,5 millioner medlemmer og et fælles sekretariat i Bruxelles.
Blandt stifterne er danske organisationer som CO Industri og ingeniørernes fagforening IDA. Rene Johansen er international sekretær i CO Industri, og han ser den nye europæiske organisation som et forsøg på at matche arbejdsgiverne, der længe har været langt bedre organiseret på europæisk plan.
“EU-Kommissionen vil gerne have en social dialog, og derfor er vi også nødt til at etablere os som part på det europæiske niveau,” siger Rene Johansen.
Han nævner, at fagbevægelsen er nødt til at forholde sig til EU’s direktiver om for eksempel pension, arbejdstid og udstationering. IndustriALL European Trade Union dækker desuden sektorer, der har en fælles udfordring med globalisering, dyrere energi og ringere adgang til råstoffer. Det er udfordringer, der giver fagbevægelsen interesse i at have indflydelse på EU’s frihandelsaftaler med resten af verden.
For Andrew Watt fra Hans Böckler Foundation er organisationer som IndustriALL European Trade Union fremtiden.
“I disse tider er det svært at overtale fagforbund, som kæmper en hård kamp i hjemlandet, til at investere kræfter på det europæiske plan. Men jeg mener, at de er nødt til det. Vi ved, at mange af de diskussioner og beslutninger, der har indflydelse på økonomien og en almindelig arbejdstagers liv, nu foregår på europæisk niveau,” siger Andrew Watt.
Kilder:
- Annual Growth Survey 2011, EU-Kommissionen, Employment and Social Developments in Europe 2011, EU-Kommissionen
- The crisis and national labour law reforms: A mapping exercise, S. Clauwaert & I. Schömann, ETUI
- European trade unions and “atypical” workers, R. Gumbrell-McCormick, Industrial Relations Journal
- Eurostat
- Prof. emer. Richard Hyman: “Trade Unions, Lisbon and Europe 2020: From Dream to Nightmare”, London School of Economics 2011