Efter flere uger med alarmerende krisetegn i den internationale økonomi er hele den politiske diskussion herhjemme drejet over mod ét emne: Vækst. For måneder siden var der forårsstemning i regeringen, ny vækst på eksportmarkederne og forhåbninger om et dansk opsving lige om hjørnet. Nu er det pludselig blevet et hovedtema for alle partier i den kommende folketingsvalgkamp, hvordan man sammensætter en krisepakke, der kan skærme Danmark mod et internationalt økonomisk tilbageslag.

Men hverken regeringen eller oppositionen skal gøre sig forhåbninger om, at fagøkonomerne står klar i kulissen med entydige anbefalinger til indholdet af en ny vækstpakke. Mandag Morgen har i den forløbne uge jagtet opskriften på en ny vækstpakke blandt landets topøkonomer. Meldingen er, at de ikke har klare svar på, hvordan en af de værste økonomiske kriser siden 1930’erne skal løses.

Den store turbulens i den globale økonomi og den tiltagende statsgældskrise har gjort det stadig sværere at designe en ny masterplan på nationalt plan. Det økonomiske råderum til nye vækstpakker er blevet indskrænket, og antallet af usikkerhedsmomenter er øget.

Dansk økonomi er fanget i et djævelsk og stadig voksende krydspres, lyder vurderingen fra fire af landets mest toneangivende økonomer: Den nuværende formand for Det Økonomiske Råd, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, og hans tre forgængere i embedet.

På den ene side af den negative udvikling i økonomien, der med to kvartalers vækstfald fortjener betegnelsen recession. På den anden side af et stadigt mere aggressivt og turbulent internationalt finansmarked, der bruger selv den mindste slinger i offentlige finanser og gældsafvikling til at forlange risikobetaling i form af højere renter på statsobligationerne. I den situation er der stærkt begrænsede muligheder for at lånefinansiere store vækstpakker, fordi en renteforhøjelse vil være gift for væksten.

“Det er virkelig et dilemma. Vi kan ikke sætte noget i gang nu, der har gunstige virkninger på kort sigt, og til gengæld uheldige effekter på langt sigt. Der er ikke plads til de vilde udskejelser,” siger Niels Kærgård, professor i økonomi ved Fødevareøkonomisk Institut og overvismand 1995-2001.

Problemet er bl.a., at det ikke bare er Danmark, men hele den industrialiserede verden, der står i stampe. Tyskland meldte i sidste uge om rekordlav vækst på kun 0,1 pct. i årets andet kvartal. Dermed har det tyske vækstlokomotiv mistet en del af den kraft, der kunne have hjulpet økonomien i Danmark frem.

“Hvis der var pænt tryk på i udlandet, og Danmark haltede bagefter, ville det være en meget relevant tanke, at vi skulle stimulere økonomien i en fase, indtil den private efterspørgsel kommer i gang. Men den dagsorden er ikke så oplagt nu,” siger den nuværende overvismand, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Hvor de fire overvismænd er relativt enige om diagnosen, er det ikke entydigt tilfældet, når de skal udpege mulige løsninger. De fire er slet og ret i tvivl om, hvilken krisemedicin der er den rigtige. Det er der flere grunde til. Situationen har på flere punkter ændret sig væsentligt fra de indledende kriseår.

• Problemet er vokset. I de tidligere faser af krisen var der mulighed for en koordineret indsats fra de større lande. Nu er både gælds- og vækstproblemerne så store, at selv det eksportstærke Tyskland har svært ved at fastholde en vækst, der for alvor sender arbejdsløsheden nedad. Det tyske IFO-institut noterer, at forventningerne til den økonomiske udvikling er på det laveste punkt siden årsskiftet 2009-2010. Se figur 1.
• Råderummet er skrumpet. I modsætning til de fleste andre lande har Danmark faktisk et økonomisk råderum, men det er ikke stort. Danmark har en nettoformue, stort overskud på betalingsbalancen og rimeligt styr på de offentlige finanser, men de finansielle markeder reagerer hårdere end tidligere på selv de mindste svaghedstegn.
• Krisen har bidt sig fast. Udsigten til en langvarig krise gør, at det er andre virkemidler, der er behov for. Den voksende ungdomsarbejdsløshed og langtidsledighed udgør et stigende problem i dansk økonomi. Risikoen er, at den højere ledighed bliver permanent, hvilket vil øge det offentlige underskud og underminere dansk økonomis langsigtede holdbarhed.

Når regeringen på onsdag fremlægger sit forslag til finanslov, sker det således på den værst tænkelige baggrund. Så sent som for tre måneder siden kunne Finansministeriet i sin Økonomiske Redegørelse skrive, at “Dansk økonomi er inde i et moderat opsving, som understøttes af høj vækst på de danske nærmarkeder, lave renter og fremgang i indkomsterne.”  Nu er situationen totalt forandret.

I forvejen har Danmarks økonomiske vækst ikke imponeret. Mens væksten havde tag i både USA og de fleste europæiske lande sidste år, blev Danmark udpeget som det OECD-land med de ringeste udsigter til økonomisk vækst helt frem til 2025. Når den hjemlige vækst gennem de to seneste kvartaler oven i købet er faldet, har Danmark et skidt udgangspunkt for at tackle den krise, der nu ruller hen over Europa og USA.

“Dagsordenen har ændret sig – og en række tidligere handlemuligheder er udtømte,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Dagsorden i bevægelse

Når økonomerne tøver på spørgsmålet om, hvad Danmark selv kan gøre for at få gang i væksten, skyldes det ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, at den økonomiske udvikling bliver ved med at overraske.

Efter det første store produktionsdyk i 2009 troede de fleste økonomer på en langsom genopretning af økonomien. De forudså et lavt tempo, fordi husholdninger, virksomheder, banker og nationer skulle ud i en længerevarende konsolideringsproces for at opveje de tab, de havde lidt under krisen.

I slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011 så denne proces ud til at gå hurtigere end forventet, undtagen i Danmark og Portugal, der begge oplevede negativ vækst i to kvartaler i træk. I forsommeren 2010 vurderede en prognose fra OECD, at Danmark frem til 2025 ville have OECDs laveste vækstrate – 1,0 pct. årligt i gennemsnit.

Kontrasten mellem Danmark og det anderledes positive billede i andre europæiske lande affødte diskussioner om, hvorvidt den danske regering havde strammet økonomien så meget, at Danmark blev hægtet af den positive udvikling. I den situation kunne en dansk vækstpakke give mening og løfte den danske vækst op på europæisk niveau.

Sidste uges tal for væksten i de 27 EU-lande flytter hele grundlaget for diskussionen. I den seneste kvartalsopgørelse noterer Eurostat, at væksten i EU-landene  er faldet fra 0,8 pct. i første kvartal til 0,2 pct. i andet kvartal. Gabet ned til Danmarks -0,1 pct. er mindre end før. “Derfor er dagsordenen med at stimulere dansk økonomi ikke helt så oplagt som tidligere, men vi er ikke færdige med at analysere situationen,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Gældskrisens omfang og dybde er også blevet langt mere omfattende, end man troede muligt for bare et halvt år siden. Det har i høj grad ændret dagsordenen for den økonomiske politik. Spanien og Italien er kommet i farezonen, og selv Frankrig er blevet involveret – bl.a. fordi franske banker har store beholdninger af statsobligationer fra Italien, Spanien, Portugal og Grækenland.

For det første betyder det, at der ikke er udsigt til en gentagelse af den koordinerede europæiske stimuleringsindsats, der var tale om i 2009-2010:

“Bortset fra Tyskland er der ikke rigtig nogen af de større lande, der har kræfterne til det. Da Tyskland har en forholdsvis stor gæld, er det næppe heller interesseret i at foretage en større stimulering, som i høj grad vil være til glæde for de andre lande. Der er formentlig også grænser for, hvor mange penge Tyskland kan låne til lande, der er i nød. Derfor kan man nemt forestille sig, at det i høj grad bliver de enkelte lande selv, som må klare problemerne,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

For det andet indebærer den voksende gældskrise, at man skal tænke sig rigtig godt om, før man iværksætter en hjælpepakke, som i hvert fald på kort sigt øger det betydelige underskud på de offentlige budgetter.

Topøkonomerne betragter det som alarmerende, at også Frankrigs kreditværdighed er kommet i søgelyset: “Det understreger vigtigheden af at få både underskud og gældsafvikling under kontrol. Man kan ikke afvige meget fra dydens smalle sti, og derfor er der ikke mange penge at rutte med, heller ikke i Danmark,” siger Peter Birch Sørensen, professor ved Københavns Universitet.

Det private forbrug er skurken

Ser man på de seneste reviderede nationalregnskabstal fra 1. kvartal 2011, er det tydeligvis den indenlandske efterspørgsel – især et dalende privatforbrug – der er årsagen til, at væksten i Danmark er gået helt i stå. Se figur 2.

Danmarks BNP ligger stadig 5 pct. under det hidtidige toppunkt fra 2008, umiddelbart før krisen satte ind.

Ifølge nationalregnskabstallene er både virksomheder og husholdninger meget tilbageholdende med at bruge penge. I modsætning til krisen i 1970’erne og 80’erne er der et så massivt overskud på betalingsbalancen, at det ville være helt uproblematisk for vurderingen af dansk økonomis balanceproblemer, hvis privatforbruget – og dermed importen – steg væsentligt.

Men ifølge de fire overvismænd er der ikke nogen mirakel­opskrift på, hvordan man får det private forbrug op på et niveau, der kan løfte den økonomiske vækst.

Det er selvfølgelig positivt, at Danmark har godt styr på både det offentlige underskud og gælden, sammenlignet med de fleste andre lande. Når danske virksomheder og husholdninger alligevel holder sig tilbage, er forklaringen lige så meget psykologisk som økonomisk. Danmarks Statistiks seneste indeks for forbrugernes tillid til den økonomiske udvikling viser efter måneders plus igen et fald.

Den langsigtede bæredygtighed af dansk økonomi betyder heller ikke alverden for f.eks. investeringsbeslutningerne i eksportorienterede virksomheder: “For dem er spørgsmålet, om gældskrisen internationalt er under kontrol. Og her peger signalerne nærmest i modsat retning. Ikke mindst i forhold til den seneste politiske ballade i USA, som efterlader indtrykket af, at en kommende genopretning kan blive en forfærdelig rodet og ukontrolleret affære. Den form for usikkerhed bryder en virksomhed sig ikke om, når den overvejer en investering for at øge eksporten til USA,” vurderer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Skal, skal-ikke

VK-regeringen har gennemført en hel serie af vækstfremmende initiativer. Skattereformen har lettet skatten og givet borgerne flere penge til forbrug, mens regningen i form af nye afgifter først nu er under indfasning. Den særlige pensionsopsparing, SP, blev udbetalt til borgerne. Og to håndværkerpakker har gjort det muligt at trække udgifter til håndværkere fra på selvangivelsen.

Peter Birch Sørensen er ikke i tvivl om, at initiativerne har trukket dansk økonomi opad. Finansministeriets økonomiske redegørelse fra maj viser da også, at initiativerne frem til 2011 har skabt 65.000 job.

Det kan naturligvis diskuteres, om pengene kunne have været brugt mere effektivt. Det tyder erfaringerne på – i hvert fald hvis man med effektivitet mener jobskabelse. Offentlige investeringer i f.eks. vedligeholdelse eller byggeri er den mest effektive medicin i forhold til at skabe job.

Niels Kærgård mener, at offentlige investeringer kan være en ingrediens i en krisepakke. “Men vi skal finde noget, der ikke er meget dramatisk, og som heller ikke kræver lang tids planlægning, før det kan gå i gang. Kan vi finde reparationer af offentlige bygninger, som alligevel skulle laves, så kunne man sætte det i gang nu, hvor der er folk til at gøre det,” siger han.

Dermed udelukker han store, komplicerede investeringer i infrastruktur på niveau med f.eks. Femern-broen og metroen i København.

Peter Birch Sørensen er endnu mere forsigtig. Han hæfter sig ved, at også staten og kommunerne har brugt færre penge end budgetteret i første kvartal 2011. Indhenter man det efterslæb i de efterfølgende kvartaler, vil det i sig selv kunne stimulere økonomien med ca. 5 milliarder kr.: “Dertil kommer den forventede frigivelse af de indbetalte efterlønskontingenter i 2012 og de allerede planlagte offentlige og halvoffentlige investeringer i sygehuse, Metro Cityringen m.v. Spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt at træffe nye beslutninger,” siger han.

Et truende problem

Vækstpakkerne i krisens indledende år byggede på en forestilling om, at væksten ville vende tilbage i løbet af en kort årrække. I dag er udsigterne langt mere usikre. Det mest sandsynlige scenario er en længere periode med lav vækst. Ifølge Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og overvismand 2001-2003, betyder det også, at arbejdsløsheden har ændret karakter fra et forbigående til et vedvarende problem.

Det betyder, at det gennemsnitligt tager lidt længere tid at komme i arbejde. Men for langtidsledige og unge kan vejen til de eftertragtede job blive meget lang.

“Når folk bliver langtidsledige, får de sværere og sværere ved at vedligeholde deres kvalifikationer.  Nogle opgiver måske også at komme i arbejde igen, og andre kan løbe ind i forskellige sociale problemer,” siger han.

Der er en reel risiko for, at en kommende højkonjunktur ikke vil bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet igen. “I både Danmark og andre lande tog det mere end tyve år at få den høje og vedvarende ledighed fra kriserne i 1970’erne og 1980’erne ned igen,” siger Torben M. Andersen.

Beskæftigelsesministeriets databaser viser, at langtidsledigheden først for alvor faldt i slutningen af den seneste højkonjunktur, dvs. op til  årsskiftet 2008-2009, fordi virksomhederne først ansætter arbejdsløse, der har gået ledige i en kortere periode. Se figur 3.

Langtidsledigheden kan også mærkes på de offentlige budgetter. “Langtidsledigheden udgør en ekstra belastning af de offentlige finanser, som er meget følsomme over for ændringer i arbejdsstyrken. Det er naturligt i velfærdssamfund som det danske, der kompenserer ledige for tabt arbejdsfortjeneste,” siger Torben M. Andersen. Beregninger viser, at Danmark er det land i OECD, hvor en faldende arbejdsstyrke påvirker de offentlige budgetter mest.

Et strukturelt problem

Langtidsledigheden risikerer med andre ord at udvikle sig fra et kriseproblem til et strukturelt problem for dansk økonomi. Jo længere krisen varer, jo sværere bliver det at bringe ledigheden ned igen.

Det kan ikke bare binde offentlige ressourcer i en længere periode, men også føre til langvarig reduktion af arbejdstyrken. Når økonomien på et tidspunkt vokser igen, og virksomhederne efterspørger arbejdskraft, er der ikke længere reelle arbejdskraftreserver til rådighed. Dermed kan der opstå flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet, selv om ledigheden er høj.

Derfor er der gode grunde til særlig opmærksomhed på langtidsledigheden i en kommende vækstpakke. “Der er ingen magiske redskaber, der kan trylle langtidsledigheden væk. Men der skal gøres en ekstra indsats. Virksomheder tøver af gode grunde med at ansætte nye medarbejdere, der måske først kan udfylde en ny jobfunktion efter 3 eller 6 måneder,” siger Torben M. Andersen.

Derfor er det ikke nok “bare” at sætte gang i hjulene. “Hvis politikerne f.eks. sætter gang i renovation af offentlige institutioner, trækker det beskæftigelsen op. Men det vil først og fremmest give job til de stærkeste ledige,” siger Torben M. Andersen.

De generelle krisepolitiske instrumenter må derfor afløses eller suppleres af en mere målrettet indsats. Ifølge Torben M. Andersen hjælper det ikke meget med formelle krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet osv. Der skal sættes ind direkte over for personer, der er i farezonen for at blive langtidsarbejdsløse.

En mulighed kunne være et hente inspiration i Sverige, hvor den seneste krisepakke giver flere virksomheder mulighed for at ansætte langtidsledige med løntilskud.

Også den stigende ungdomsarbejdsløshed vækker bekymring. Her skræmmer erfaringerne fra 1980’erne, hvor en høj ungdomsarbejdsløshed sendte en gruppe unge permanent ud af arbejdsmarkedet.

Ligesom langtidsledigheden kan ungdomsarbejdsløshed få varige konsekvenser. Også her kan det offentlige spille en rolle ved f.eks. at øge tilskuddene til de virksomheder, der ansætter lærlinge.

At stigende langtidsledighed er et ganske alvorligt problem, fremgår bl.a. af en OECD-analyse fra 2009. Den viser, at det erfaringsmæssigt er ca. to tredjedele af stigningen i langtidsledigheden, der sætter sig som strukturledighed. Skulle det virkelig ske, skal den 2020-plan, som ­regeringen møjsommeligt forhandlede på plads i for­sommeren, revideres. Stiger strukturledigheden f.eks. med blot 20.000 personer, vil det forringe Danmarks langsigtede finanspolitiske holdbarhed med ca. 6 milliarder kr. Det svarer til godt halvdelen af gevinsten fra tilbagetrækningsreformen.