Efter i årtier at være blevet forstået som en økonomisk effektiviseringsproces er globaliseringen er på vej ind i en ny fase, der kræver en række nye institutionelle reformer. Det er hovedbudskabet i rapporten ’The Third Wave of Globalization’, som blev præsenteret under World Economic Forums årlige topmøde i Davos.

Rapporten er udarbejdet har den tidligere britiske minister og EU-kommisær Lord Peter Mandelsohn i samarbejde med det politiske wunderkind Will Straw fra tænketanken Institute for Public Policy Research.

Lord Peter Mandelsohn og Will Straw fremlægger rapporten i Davos.

Mandelsohn og Straw argumenterer for et grundlæggende sporskifte i globaliserings-debatten. De mener ikke, at globalisering bør forstås som et mål i sig selv, men som middel til bredere mål som bæredygtig, bredt funderet global vækst, der reducerer ulighed og skaber kvalitetsjobs. På den baggrund anbefaler de gennemgribende reformer af såvel den globale institutionelle infrastruktur som enkelte staters konkurrenceevne-strategier.

Deres grundtese er, at globaliseringen foreløbigt har gennemløbet to faser. Den første fase begyndte i 1870 og var domineret af England. Den Industrielle Revolutions teknologiske gennembrud som jernbanen, dampmaskinen, telegrafen muliggjorde en hidtil uset vækst i international handel (godt understøttet af kolonial imperiebygning).

I den anden fase var USA den toneangivende økonomi. Først som garant for Bretton Woods-systemet. Senere som ophavsmand og bannerfører for det velkendte neo-liberale tankesæt, der med monetarisme, liberalisering, deregulering og privatisering har været styrende for de seneste årtiers økonomiske tænkning og udvikling.

Skiftet til den tredje fase er kendetegnet ved fraværet af et enkeltstående toneangivende land. Mandelsohn og Straw påpeger, at Kina sandsynligvis vil være en større økonomi end USA allerede i 2016. Fra 2001 til 2010 har ’Growth 8’-landene (Brasilien, Indien, Indonesien, Korea, Mexico, Rusland og Tyrkiet), tilsammen bidraget ligeså meget til den globale vækst som de traditionelle G7. Brasiliens økonomi er større end Italiens. Indiens er større end Canadas. Kort sagt er kredsen af storvækstlande og frontløbernationer blevet betydeligt udvidet, og der kan derfor ikke peges på en egentlig verdensleder.

Globaliseringens anden fase har skabt ulighed og ubalance

På overfladen synes globaliseringen at have skabt overbevisende resultater – ikke blot i form af høje vækstrater men også i andelen af verdens befolkning, der er blevet løftet ud af fattigdom. Det forventes i 2015, at antallet af mennesker der på verdensplan lever i fattigdom er under 900 millioner eller 15 pct. af verdens befolkning. I 1990 var tallet 46 pct. Samtidig er den samlede globale Gini-coefficient, der er et mål for graden af ulighed i en befolkning, faldet fra 0,676 i 1970 til 0,633 i 2000.

På grænsen til den globaliseringens tredje fase er vi imidlertid blevet konfronteret med en række af de ubalancer, som første og anden fase har skabt (se figur 1.5). Disse udfordringer må først løses, hvis globaliseringens tredje fase skal vise sig lige så gavnlig som de foregående.

For det første har globaliseringen medført større ulighed. Selvom uligheden mellem nationer er faldet, er uligheden internt  i lande forøget – både blandt nye og gamle økonomier. F.eks. er indkomstuligheden i Indien fordoblet på to årtier: De 10 pct. rigeste tjener 12 gange så meget som de 10 pct. fattigste. For 20 år siden var det 6 gange så meget. I de fleste udviklede økonomier (med USA som mest udtalt eksempel) har hovedparten af befolkningen oplevet stagnation i den reale indkomstudvikling i flere årtier.

For det andet, har globaliseringen skabt massive økonomiske ubalancer. På den ene side har udviklingsøkonomierne i kraft af ensidigt eksportorienterede vækststrategier opbygget enorme handels- og betalingsbalanceoverskud og dermed enorme reserver. F.eks. er Kinas samlede tilgodehavender over for udlandet opgjort til 3,2 billioner US$ eller ca. 50 pct. af Kinas BNP.

På den anden side har mange udviklede økonomier opbygget enorme budgetunderskud. I US er opsparingen f.eks. faldet fra 12,2 pct. i 1981 til 1,0 pct. i 2005. Den faldende opsparing har netop været konsekvensen af den stagnerende reale indkomstudvikling, hvor den almindelige amerikaner har belånt sit hus for at kunne opretholde forbruget. Samtidig blev der fra politisk hold lagt pres på de to største amerikanske realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac for at udbrede muligheden for at få adgang til billige boliglån til store dele af den amerikanske befolkning. Resultatet kender vi i dag: Subprime-krisen der antændte den europæiske gældskrise (se figur 4.1).

En tilsvarende ubalance er opbygget internt i Euro-zonen (se figur 4.2). Mandelsohn og Straw bemærker, hvordan Tysklands betalingsbalanceoverskud nærmest udgør et eksakt spejlbillede af PIIGS-landenes (Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien) (se også blogindlægget Vi er alle grækere) og at krisen i Euro-zonen kun kan håndteres, hvis Tyskland hæver reallønninger og det hjemlige forbrug, mens lande som Grækenland, Italien og Spanien både skal trimme deres budgetter og gennemføre investeringer, der fremmer konkurrenceevnen.

Fire bud på institutionelle reformer

På den baggrund stiller Mandelsohn og Straw bl.a. forslag om følgende institutionelle reformer:

1. Symmetriske budgetmål for handels- og betalingsbalance: For at modvirke de meget store globale handels- og betalingsubalancer, bør underskuds-lande (f.eks. USA) omstille deres økonomier væk fra gældsfinansieret indenlandsk forbrug, og imod større opsparing, investering og eksport. Lande med meget store overskud (F.eks. Tyskland og Kina) bør gøre det modsatte – dvs. nedbringe deres afhængighed af eksport som primær vækstdriver, og opbygge en mere balanceret vækstmodel med lige dele indenlandsk forbrug og eksport.  Konkret anbefaler de, at IMF – ligesom det i dag er tilfældet med pengepolitik – opstiller symmetriske budgetmål for et lands handels- og betalingsbalance (f.eks. +/- 3 pct. af BNP) og ikke som i dag alene skrider ind over for underskud
2. Opbygning af Asiatiske Velfærdsstater: I de nye eksportbaserede vækstøkonomier Kina og Indien, skyldes opbygningen af store valutareserver bl.a. høje opsparingsrater. I 2010 lå Singapore, Korea, Taiwan og Hongkongs gennemsnitlige opsparingsrate på 30 pct. af BNP. Kina toppede med hele 53 pct. af BNP. I fraværet af effektive velfærds- og sociale sikkerhedspolitikker har den enkelte asiatiske lønmodtager ofte ikke andet valg end et spare op, for at sikre sig til fremtiden. Men en høj opsparingsrate betyder også et lavt hjemligt forbrug. Hvis vækstøkonomierne skal omstille sig til en mere afbalanceret vækstmodel med lige dele eksport og forbrug, forudsætter det opbygningen af robuste og pålidelige velfærdsstater i Asien og andre fremadstormende nye økonomier.
3. Reform af G20: De internationale organisationer bør afspejle den reelle økonomiske og politiske magtdeling mellem nye og gamle økonomier, hvis de fortsat skal bevare deres relevans som forhandlingsfora. Bl.a. anbefaler Mandelsohn og Straw at IMF og Verdensbanken reformeres så stemmefordelingen bedre afspejler de globale økonomiske realiteter og udviklingslandene tildeles politiske rettigheder – og pligter – der modsvarer deres indflydelse. Samtidig foreslår de, at arbejdet i G20 gruppen formaliseres med oprettelsen af et egentligt G20 sekretariat faktisk politisk og institutionel kapacitet.
4. Strategisk erhvervs-, uddannelses- og migrationspolitik på nationalt plan:  Endelig anbefaler Mandelsohn og Straw, at enkelte stater fører en langt mere strategisk og fokuseret erhvervspolitik. Konkret anbefaler de, at Storbritannien udvikler en sektorbaseret erhvervspolitik, der tager udgangspunkt i landets allerede eksisterende og potentielle konkurrencemæssige styrkepositioner. Samtidig udpeger de også fleksible uddannelses- og kompetencepolitikker som centrale redskaber i omstillingsproces, med særligt  fokus på migration som et positivt men overset udbudsfremmende værktøj.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.