Pas nu på de danske værdier

Tankevækkende, at ingen politiske partier ønsker at tale integrationen af indvandrere og efterkommere op. Der er ellers masser af succeser, de kan sole sig i.

Normalt plejer politikere aldrig at forspilde en mulighed for at påtage sig ansvaret for en succes.

Når ledigheden rasler ned, ventelisterne til sygehusene falder, eller Danmarks økonomi blomstrer, er der nærmest ingen grænser for, hvor meget succesen skyldes lige præcis deres politik og de reformer, de har gennemført. Sådan er det ikke med integrationen af udlændinge i Danmark. Der er ellers mange succeser at plukke af. Aldrig har så mange nydanskere været i beskæftigelse som i dag. Flere får en uddannelse. Færre er kriminelle. Antallet af ghettoer falder. Og indvandrere har en relativt høj deltagelse i samfundslivet.

Det er på den baggrund bemærkelsesværdigt, hvor lidt selv toneangivende partier som Socialdemokratiet og Venstre ønsker at profilere sig på de gode resultater. De gør nærmest en dyd ud af det modsatte. Senest har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skabt nye kløfter i debatten og trukket overskrifter verden over for sin opfordring til muslimer om at holde ferie under ramadanen. Så nu må selskaber som Arriva pludselig forholde sig til, hvor farligt det er for alle os passagerer, at deres buschauffører hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag.

En ny frygt og en ny usikkerhed er dermed skabt, uden at ministeren har fremlagt den mindste form for dokumentation for, at det nu pludselig er farligt at køre bus eller blive behandlet på et sygehus af en muslimsk læge i fasteperioden. Og en stor virksomhed som Arriva, der tidligere har vundet Integrationsministeriets store Integrationspris for sin mangfoldighed, må forsvare sig mod politiske anklager. Hver eneste dag året rundt kæmper virksomhedsledere og deres medarbejdere med at integrere flygtninge og indvandrere, og de kan fremvise fantastiske resultater. Uden nydanskere ville Danmark gå i stå. Busser ville stå stille. Slagterier måtte lukke. Skidt ville hobe sig op på skoler, plejehjem og hospitaler. Hver tredje ansat i rengøringsbranchen i dag er indvandrer. Og med udsigt til flere ældre og færre til at forsørge dem er der brug for udenlandsk arbejdskraft.

Men det er bare ikke den fortælling, som har bundfældet sig i den politiske debat eller i medierne. Næsten en tredjedel af deltagerne i Berlingske Business’ Toplederpanel mente for nylig, at regeringens kamp for at få flygtninge i job enten er dårlig eller meget dårlig. Og det til trods for, at flygtninge vælter ud på arbejdsmarkedet i disse år, og kommuner får millioner af kroner i bonus for at få dem i job.

Man kan ikke bebrejde toplederne reaktionen. Næsten hver dag kan vi i politiske debatter og i medierne høre om, at integrationen er slået fejl, om sorte pletter på landkortet, og at Danmark er ved at falde fra hinanden.

I kampen mod parallelsamfund har regeringen været parat til at tage kvælertag på nogle af de grundlæggende principper og rettigheder, som vores demokrati og retsstat bygger på. Men faktisk er antallet af ghettoer faldet. I dag er der 22 udsatte boligområder. For bare 4 år siden var der 31. Indvandrernes børn kommer ganske vist lidt senere i daginstitution end danske børn, men fra tre-årsalderen er der stort set ikke nogen forskel. Og kriminaliteten i de udsatte boligområder er samlet set faldet i de senere år.

Vi danskere plejer at prale med vores tolerance og frisind. Så når integrationsministerens egen årlige medborgerskabsundersøgelse viser, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er mere tolerante på en række områder og mere tilbøjelige til f.eks. at lade deres egne børn omgås og blive gift med danskernes børn end omvendt, er der noget helt galt med det selvbillede. Som Mandag Morgen i dag kan berette, er det ikke disse positive budskaber, som Inger Støjberg sælger sin undersøgelse på i offentligheden. Her har det mere handlet om at kommunikere de kritiske sider af integrationen såsom social kontrol.

Udlændingestyrelsen anslår, at kommunerne skal tage imod 1.000 flygtninge i år og 1.000 næste år. Det burde være overkommeligt set i forhold til de knap 10.600 flygtninge, de modtog i 2015.

Tænk, hvis toppolitikere som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, droppede den skarpe partikonkurrence på dette område og i stedet hyldede de mange indvandrere, som hver dag går på arbejde og passer et stille liv, og de mange virksomheder, som hver dag er med til at løfte integrationen i Danmark ind i en positiv udvikling. Selvfølgelig er der fortsat problemer og store opgaver med integrationen, men hvad skal vi bruge de evindelige skræmmebilleder til?

Politikerne skal passe på, at de ikke skyller grundlæggende danske værdier ud med badevandet i disse år på grund af partitaktiske hensyn til kynisk vælgeroptimering. Desværre er de godt i gang med netop det.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu