Pengekassen er lukket for global solidaritet

Når det handler om forståelsen for de næste generationer, naturen og den globale solidaritet, er der ingen forståelse. Her er den kortsigtede kræmmermentalitet enerådende.

Vi taler om økonomisk vækst, som om økonomisk vækst er det vigtigste mål for alle lande på jorden. Vi taler om økonomiske lovmæssigheder og sammenhænge, som om vi har sikker viden, og som om det var det vigtigste i verden. Det har vi ikke, og det er det ikke.

Det vigtigste i verden er selvfølgelig, at vi mennesker tager ansvar for den kilde, der er forudsætningen for alt liv, nemlig alt det, kloden giver os i form af økosystemets serviceydelser, f.eks. ilt, vand og mad, og som vi ikke kan undvære. Naturen kommer forud for biler, kampfly, udekøkkener og mere modetøj. Vi slynger om os med økonomiske ræsonnementer, henviser til økonomiske modeller og erfaringer, men uden at nævne, hvor usikkert alt dette i virkeligheden er, for ikke at tale om, hvor usikkert det er, når det ses i sammenhæng med en udvikling på kloden, der bærer sikre vidnesbyrd om meget alvorlige tilstande, udviklingstendenser og forventede hændelser.

Tillad mig at føje til: Forbedrede levevilkår – også i vor del af verden – forudsætter ikke nødvendigvis økonomisk vækst. Vi kan gøre mange ting bedre, end vi gør i dag, i Danmark, i Europa og i resten af verden, uden økonomisk vækst i traditionel forstand. Den måde, vi forstår og måler økonomisk vækst på, er ikke blot utilstrækkelig; på mange måder modvirker den direkte en bæredygtig udvikling på kloden og i de enkelte lande.

Indtryk fra Stockholm

En kollega og jeg mødtes den 11. januar i år med professor og direktør Johan Rockström på universitetet i Stockholm. Rockström er direktør for det verdensberømte Stockholm Resilience Centre. Vi talte om klodens situation, om resiliens og bæredygtighed. Vi talte om, at der i alt, hvad der foregår, er en ydre side, en side, der vender ud mod og handler om verden og det, der sker i verden; og der er en indre side, en side, der vender indad i hvert enkelt menneske, og som handler om det enkelte menneskes indre orienteringssystem, værdier, mentale billeder, forestillinger, fremtidsforventninger, angst, frygt, forhåbninger etc.

Den ydre menneskeskabte verden er en spejling af disse indre orienteringssystemer i mennesker. Det ydre bestemmes i vid udstrækning af mennesker, f.eks. af politiske ledere, forbrugere, familier, virksomhedsledere, kunstnere m.m. Hvis det ydre skal ændres, skal også det indre ændres.

Den indre side handler bl.a. om alle disse beslutninger, om de bevæggrunde, motiver, visioner, værdier m.m., der inde i mennesker ligger til grund for, forårsager, at netop disse beslutninger træffes. Vi taler i forskellige sammenhænge om mindset, og også om skift eller ændringer i mindset – i menneskers mindset eller tankegang. På lidt gammeldags dansk kunne vi også bruge udtrykket: sindelag og sindelagsændringer.

Vækst inden for visse grænser

Vi talte med Johan Rockström om dette. En stor del af hans forskning og tilgang handler om det ydre; handler om, hvad der sker i verden på en række områder og dimensioner. Hans og Stockholm Resilience Centres forskning har bl.a. været medvirkende til, at vi i dag taler meget om de ni Global Boundaries eller globale grænser, dvs. spørgsmålet: På hvilke områder eller dimensioner er det altafgørende for klodens udvikling, at vi mennesker holder os inden for visse værdier, og hvorledes måler vi disse dimensioner og værdier? Det er baggrunden for, at Johan Rockström og hans forskergruppe ikke – som vi gjorde i 1970’erne – taler om grænser for vækst, Limits to growth, men om vækst inden for visse grænser, Growth within limits. Disse grænser handler bl.a. om klimaforandringer, biosfære integritet (biodiversitet), kvælstof og fosforudledninger m.m. Hvis der er noget, der er vigtigt, er det disse grænser.

Over for dette ydre, som selvsagt repræsenterer den ene, konkrete og væsentlige side af hele diskussionen om klodens udvikling, findes den indre side, som så at sige repræsenterer baggrunden for alle de beslutninger i verden, der fører til verdens og menneskehedens udvikling. Ud fra hvilket verdensbillede, verdenssyn, natursyn og menneskesyn kommer alle disse beslutninger og dispositioner? Og hvis verdens udvikling skal ændres, hvorledes må da vi mennesker, der lever nu, arbejde med at ændre disse syn på naturen, mennesket, kloden, klodens udvikling m.m.? Hvorledes skal vi f.eks. undervise unge mennesker i folkeskole, gymnasium, professionshøjskole, højskole, universitet m.m.? Hvad skal vi voksne vide og lære?

Bottom-up vs. top-down

Min stærkeste erindring fra mødet var Johan Rockströms store og alvorlige bekymring for klodens tilstand og udvikling. Ikke at han var uden håb, for det var han ikke, men han så med stor alvor på den situation, som verden befinder sig i og er på vej ind i.

Et stort spørgsmål er, om det er tilstrækkeligt at arbejde med den indre side af menneskets udvikling, med uddannelse, dannelse, undervisning, formidling, holdningspåvirkning m.m.? Kan der på denne måde tilvejebringes tilstrækkeligt hurtige og store forandringer?

Den indre side er utvivlsomt vigtig, meget vigtig, men det tager lang tid at lade verdens udvikling bero på disse indre ændringer. Spørgsmålet er, om alle de ændringer, der nødvendigvis skal finde sted på kloden, kan komme hurtigt nok i stand, hvis vi alene lader os bero på, at mennesker ændrer mentale billeder, holdninger m.m. og derudfra som forbrugere, ledere, politikere m.m. ændrer beslutninger og adfærd?

Er der for mange og meget alvorlige fænomener på kloden, der skal ændres meget hurtigere, end det vil være muligt ad denne bottom-up-vej? Og hvis svaret på det spørgsmål er ja, bliver vi så nødt til – samtidig med at vi arbejder med det indre – at arbejde intensivt med top-down-drevne processer, der er i stand til at foranstalte betydelige og hurtige ændringer i verden? Spørgsmålet er meget alvorligt og handler f.eks. om, hvad store og stærke lande og fællesskaber som Kina, USA, EU, FN, Rusland m.fl. kan beslutte og implementere i de nærmeste år og årtier. Og det er i den forbindelse vigtigt at erindre sig denne udtalelse af Johan Rockström: ”If we wait 30 more years, it will be too late.”

Ansvar og muligheder hånd i hånd

Rockström lagde ikke skjul på, at han anser det for ubetinget nødvendigt, at verden finder måder, hvorpå der kan træffes hurtige og meget omfattende beslutninger, der hurtigt kan ændre klodens udviklingsretning og tilstand. Hvis dette ikke lykkes, er meget alvorlige hændelser, hvorom vi må bruge udtrykket katastrofer, uomgængelige. Og selv om vi lykkes med at ændre vigtige udviklingstendenser, er situationen formentlig den, at kloden allerede nu er præget så meget af den voldsomme industrielle udvikling, at kriser og rystelser ligger forude.

Verdens regeringer, politiske unioner og organisationer, verdens store virksomheder, ngo’er m.fl. har et enormt ansvar her. Et land som Danmark og lande som de nordiske har et ekstra stort ansvar, bl.a. fordi vi er kommet så forholdsvist langt med vore samfunds og virksomheders udvikling, at vi i den forstand er foran de fleste. Vi har et ansvar, og som jeg har skrevet om tidligere: Vi har også meget betydelige forretningsmuligheder.

Ingen forståelse af bæredygtighed

Knytter vi på den baggrund an til den aktuelle danske politiske situation, er det jo meget tydeligt, at denne bekymring for, om politikerne klart og hurtigt nok vil tale om og træffe de nødvendige beslutninger, er endog meget berettiget og tydeligt begrundet. Der er mange ting, vi ikke har råd til, og som derfor bliver reduceret eller elimineret, hvorimod der på andre områder – det kunne handle om indkøb af nye jagerfly – åbnes for den helt store pengekasse.

Det er meget tydeligt, at den store pengekasse ikke er åben, når det handler om hensynet til det lange sigt, til de næste generationer, til naturen og den globale solidaritet m.m. Eller sagt kort: Når det handler om forståelsen af den nødvendige bæredygtige udvikling. Her er der ingen forståelse. Her er kassen lukket, ja, der er endog ikke ord for disse udfordringer. Her er den kortsigtede kræmmermentalitet enerådende.

Det er bemærkelsesværdigt, at den danske regering intet siger og intet gør, når det handler om f.eks. FN’s nye verdensmål. Målene repræsenterer en ny global etik og verdensforståelse, som vi bliver nødt til at forholde os til og aktivt arbejde med, hvis vi vil yde vort bidrag til en klode, der befinder sig i en meget alvorlig situation. Vi kan ikke melde hus forbi.

Forrige artikel Saudi-Arabisk frigørelse fra olien kræver mindre religion og flere kvinder Næste artikel De snapchatter, men mangler digitale kompetencer