De seneste ugers heftige debat om vores politiske lederes evne til at handle – både på Christiansborg og i kommuner og regioner – kan virke meget kritisk, ubehagelig, personfikseret og til tider pinlig. Men vi skal være glade for debatten. Den er udtryk for, at landets borgere, stærkt sekunderet af pressen, er meget optagede af, hvordan vores politiske ledere på alle niveauer handler.

Det er en meget vigtig del af vores demokrati, at vi interesserer os for, om vore politiske ledere har en etik og ordentlighed, som modsvarer vores forventninger. Vi ønsker at vide, om de har en acceptabel personlig adfærd og ydmyghed som forvaltere af deres politiske mandater, om de kan skelne mellem ret og vrang, om vi kan have tillid til, at de træffer de rigtige beslutninger, om de er forbilleder for os eller bare optræder som ”almindelige” mennesker. Det er alt sammen vurderinger, som gør det muligt for os som vælgere at beslutte, om de skal fortsætte eller fyres.

Det man kunne kalde det politiske livs grundfjeld ved udøvelsen af det politiske mandat, er de folkevalgtes ydmyghed over for opgaven og vælgernes tillid til deres politiske ledere. I en kommune er det ydmyghed over for de mange mennesker, man har i sin varetægt og ansvaret for. Det gælder alt lige fra pasning af de gamle og handicappede til børnenes læring og pædagogiske udvikling. Det er også ydmyghed over for at sikre den bedste anvendelse af skattekronerne, for det er jo borgernes penge, politikerne administrerer.

Vælgernes tillid til de folkevalgte er kernen i al politik. Det blev præcist formuleret af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i forbindelse med sagen om Thomas Banke – Venstre-borgmesteren i Fredericia, der måtte trække sig på baggrund af anklager om bedrageri og misbrug af morfin. I den forbindelse udtalte Løkke til TV 2 News: ”Min grundlæggende demokratiopfattelse er sådan, at politiske tillidshverv hviler på tillid.”

Ingen levebrød i lokalpolitik

I modsætning til forholdene i mange andre lande fungerer de folkevalgte i regioner og kommuner som lokal, politisk valgt administration, som løser opgaver for både Folketinget, regeringen og borgerne.

At det lokale styre ikke er baseret på embedsmandsstyre bygger på en lang historisk tradition helt tilbage fra 1837 inden den første demokratiske forfatning i 1849. Kommunerne er ikke parlamenter med parlamentariske spilleregler, og der er heller ikke interesse for at indføre det, viser en frisk rundspørge.

Det betyder, at borgmesteren ikke kan væltes, og der kan ikke udskrives valg i valgperioden. Kommuner og regioner er lægmandsstyrede, og det bygger på den grundtanke, at det ikke er et levebrød at være folkevalgt. Det er baseret på lokale eller regionale valg af borgere, som styrer kommunen eller regionen og repræsenterer borgerne. Det er netop lægmænd og -kvinder, som kan være folkevalgte og samtidig have et arbejds- og familieliv. Deres opgave er ikke lovgivning og regeringsstyrelse – det er udmøntning af folketingets og regeringens vilje, skabelse af lokalt fællesskab og beslutninger ud fra borgernes prioriteringer.

Styrken ved dette system er, at man lokalt har relativt gode muligheder for at variere velfærdsservice, myndighedsudøvelse, lokal økonomi og skatteopkrævning fra kommune til kommune. Og det er netop meningen med at lade den lokale administration være folkevalgt. Det giver borgerne mulighed for enten at støtte de siddende folkevalgte, hvis de mener, de løser deres opgave godt, eller at fyre dem, hvis de ikke er tilfredse med deres valgte repræsentanter. Den dynamik er ikke mulig i et embedsmandsstyre.

Kravene til politikkens udøvelse bliver dermed anderledes end i Folketinget, selv om byrådene også kæmper om flertallet og den politiske indflydelse. Men med nærheden til borgerne og det tætte ansvar for den lokale udformning af borgernes velfærd og fællesskab er der relativt snævre grænser for, hvor meget de folkevalgte kan bruge lokalpolitikken til rene politiske magtkampe og pleje af personlige politiske karrierer eller futile drillerier.

Dårligt klima i byrådene

Det samme gælder de 12 meget omtalte og uskønne forligsbrud af både mundtlige og skriftlige konstitueringsaftaler ved kommunevalget i 2009. Hvor det skete, har samarbejdet i byrådet de fleste steder været forgiftet i hele valgperioden og i nogle tilfælde betydet budget-forlig uden om borgmesteren. Det har hverken borgere eller pressen set med milde øjne på.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet viste for nylig, at når man spørger til kommunalpolitikernes frustrationer, så scorer dårligt samarbejde i byrådet ca. 25 pct. og byrådskollegaers dårlige opførsel også ca. 25 pct.

Det vil sige, at dårligt politisk klima i byrådet tilsammen dækker over halvdelen af alle de frustrationer, som den enkelte politiker oplever. Det klinger ikke med borgernes præferencer. De ønsker, at de folkevalgte skal forlige sig til lokalsamfundets bedste.

Man kan imidlertid ikke lave regler for god politisk adfærd. Derfor opgav KL og regeringen også efter valget i 2009 at udarbejde et kodeks for at forhindre kup ved fremtidige kommunevalg. Flere kommuner har dog forholdt sig konkret til deres lokale politiske adfærd i byrådet ved at formulere et kodeks for god politisk ledelse som proces – ikke et sæt regler, der gælder i al fremtid. Det giver måske mening ligefrem at tale om politisk dannelse som grundlag for god politisk adfærd og lederskab.

Debatten om vores politiske ledere er ikke forbeholdt de folkevalgte. Tag ikke fejl – vælgerne har en sikker fornemmelse for kvaliteten af den politiske adfærd, de møder. De kan lide skuespillet, lige indtil politikerne bruger al deres tid og energi på rene politiske magtkampe eller personlige politiske karrierer eller udviser svigtende dømmekraft og foretager ubehagelige personangreb.

Når det kniber med de folkevalgtes ydmyghed over for deres opgave eller med vælgernes tillid til deres politiske repræsentanter, så slides der på grundfjeldet, vælgerne føler sig svigtet, og det kan løbende aflæses i meningsmålingerne og ses på valgdagen.