For knap et år siden stoppede Niels B. Christiansen som topchef for en af Danmark største virksomheder, Danfoss. Selv om han selv sagde op, fik han et gyldent håndtryk, der ifølge Berlingske var på over 50 mio. kr.

Et af de største beløb i dansk virksomhedshistorie. Bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen forsvarede beløbet med begrundelsen ’en flot arbejdsindsats’.

Men da det for nylig kom frem, at en stribe chefer for Banedanmark fik bonus for hårdt arbejde, gik der ikke lang tid, før politikerne på Christiansborg reagerede. DF og Socialdemokratiet krævede transportminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd.

Det er ikke mindst de evige togforsinkelser og et kriseramt signalprojekt, der har fået politikerne til at lugte blod og varme op til en omgang Djøf-bashing. Den politiske logik er klar: Der blev ikke leveret, derfor ingen bonus.

Men det tager tid at få Banedanmark på ret køl igen. De ældste signalsystemer er fra 1912, og der er brug for, at der bliver gjort en ekstraordinær indsats. Det tager tid, og der er foretaget mange lappeløsninger undervejs, som ikke altid er dokumenteret. Det er altså en kompliceret opgave, som Banedanmark står over for. Derfor er det krævende at være chef her.

Banedanmark gav også flere ledende medarbejdere en fed bonus på mellem 100.000 og 125.000 kr. Det på trods af, at Banedanmark har store udfordringer med et nyt signalsystem til 20 mia. kr., som lider under forsinkelser og overskredne budgetter. Endvidere har det vist sig, at tre af direktørerne ikke levede op til deres fastlagte performancemål. Alligevel fik de en bonus.

Hårdt arbejde skal anerkendes. En god leder skal have den nødvendige frihed til at give ledende medarbejdere og andre et skulderklap, hvis der er gjort en ekstraordinær indsats. Det er sådan noget, der holder motivationen på ret køl.

Spin, spor og sygehuse

Det er ikke kun Banedanmark, som har fået en tur i centrifugen. 9 ud af regeringens i alt 22 spindoktorer, der hæver månedslønninger på mellem ca. 60.000 og 90.000 kr. ekskl. pension, har fået mellem 32.000 og 75.000 kr. i bonus for 2017, viser en opgørelse fra januar fra Moderniseringsstyrelsen.

Det kan virke paradoksalt, når ministre nærmest kæmper fra hus til hus for deres politik. Men der er heller ikke noget, som er forkert her.

En spindoktor skal bl.a. hjælpe ministeren med at skaffe taletid i medierne. Det betyder, at der måske er fastlagt det performancemål, at en spindoktor skal sørge for, at en minister kommer ti gange på TV 2 News, eller at der blive udarbejdet og optaget ti kronikker i Berlingske.

Det kræver en stor indsats for den enkelte spindoktor at komme igennem med de her ting, og derfor er det logisk at give et økonomisk skulderklap i form af en bonus.

At sammenkoble en spindoktors arbejdsindsats med politiske resultater vil være forkert. Det vil være at tillægge spindoktorer alt for stor magt i forhold til deres position. Resultater afhænger jo først og fremmest af den politiske dygtighed. Ikke om man tager sig godt ud i medierne.

Også sundhedsplatformen, som indtil videre har koster 2,8 mia. kr., har fået hug. Alligevel fik den ansvarlige en bonus på 100.000 kr.

Tre eksempler på en stor arbejdsindsats, hvor de øjeblikkelige resultater imidlertid udebliver. Men den gode chef bakker medarbejderne op og forstår at se det lange perspektiv.

Milliarder på kolde hænder

Også statens brug af konsulenter er kommet under lup. Igen. Ikke overraskende. Konsulenterne koster kassen, og det er svært at forklare vælgerne, at der kommer flere og flere kolde hænder.

I 2016 brugte staten knap fire mia. kr. på konsulenter.

Det er mange penge, men det er nødvendigt for at få den ekspertise, som man ikke selv har. Politikerne ønsker ikke sjældent at lægge låg på udgifterne med henvisning til, at man kan bruge interne medarbejdere. Men det kan man ikke, for de findes ikke. Derfor er det nødvendigt at købe dyre konsulenttimer ude i byen.

Og derfor er det katastrofalt, når politikere brokker sig over, at det offentlige bruger alt for mange penge på konsulenter. Grunden til, at det går galt med så mange, især it-projekter, er netop, at man ikke bruger penge nok på erfarne konsulenter og medarbejdere.

En partner i et af de store konsulenthuse får en løn i omegnen af fem mio. kr. inkl. bonus. Det kan det offentlige ikke matche. Derfor bliver det ofte en ulige kamp, hvor dyre, dygtige konsulenter er klogere end de offentligt ansatte, som sidder på den anden side af bordet.

Den offentligt ansatte får således ofte kun en brøkdel af, hvad modparten modtager. Det betyder, at det er svært for alle dele af den offentlige sektor at fastholde de dygtige ledende medarbejdere. En problemstilling, som også Forsvaret har kæmpet med i mange år, hvor dygtige officerer har fået bedre karrieremuligheder og løn i det private erhvervsliv.

Politikere er skurken

Der er brug for frihed til lederne i de offentlige organisationer. De skal i højere grad vælge deres strategi selv i stedet for at være underlagt tilfældige politiske vinde. Det betyder, at politikerne skal holde snitterne væk. Men det er svært. Især når der mulighed for at vise handlekraft over for vælgerne.

‘If you pay peanuts – you will get monkeys’, siger man på amerikansk. Bare politikerne ville forstå det, før de finder køllen frem og begynder at slå Djøf-cheferne oven i hovedet.

Jørgen Mads Clausen fra Danfoss forstår det. Men det gør politikerne ikke. Der er brug for bonus til dem, der gør en ekstra indsats. Og så skal politikerne stoppe med at blande sig for meget.

At være offentlig chef er ikke et kald. Det er en karrierevej. Det betyder, at det offentlige er i konkurrence med private virksomheder om at tiltrække de bedste hjerner. Derfor er det nødvendigt at bruge bonus som redskab. Lige som i en privat virksomhed.

I stedet for at plaffe løs på de offentlige chefer bør politikerne rette skytset mod sig selv. Det er dem, som er skurken, fordi de ikke giver staten og den øvrige offentlige sektor chance for at belønne de dygtige.