Politisk sæsonstart: Topskat og lakridskugler

Liberal Alliance markerer, at vil Dansk Folkeparti gå på kompromis med topskatten, så er LA til at forhandle med på udlændingeområdet.
Lisbeth Knudsen
Politisk sæsonstart

Mandag Morgen dækker partiernes sommergruppermøder i en blogserie skrevet på skift af Lisbeth KnudsenTorben K. Andersen og Jens Reiermann.

Læs også:

Alternativets venlige visioner

Et DF-pletskud til kernemålgruppen

Løkke klar med indrømmelser

Han har sagt det igen og igen de seneste måneder. Liberal Alliance vil have en lettelse af topskatten med fem procentpoint for fortsat at støtte regeringen. Formand Anders Samuelsen kom ikke med nogen nyhed på partiets sommergruppemøde om det emne. Men han kom med en meget klar stramning af tidligere formuleringer. Her var budskabet ikke bare skåret ud i pap, her var ristet en rune på stentavle:

 ”Det er de fem procent, vi skal have, ellers er der ikke nogen Venstre-regering”, sagde partiformanden med det der stålsatte blik, som statsministeren også henviste til forleden på Venstres gruppemøde.

Anders Samuelsens problem er bare, at statsministeren jo ikke kan trylle. Og er der ikke 90 mandater for sådan et forslag, så kan Samuelsen råbe nok så højt og true med regeringens fald. Så vil det ikke lykkes. Lige netop den kendsgerning synes Samuelsen og hans folk dog ikke at lade sig anfægte af.

Den politiske logik, som LA’s forhandlingsstrategi bygger på, betyder, at hvert parti kan tillade sig at have et ufravigeligt kernepunkt eller en rød linje, som man ikke vil overskride, og som man vil have hjem inden for det råderum, der er i den forventede 2025-plan fra regeringen. Samuelsen regnede det tilmed ud i procenter i forhold til partiets størrelse og mente, at LA ud af et samlet råderum på 42 mia. kr. i 2025-planen bør kunne sætte fingeraftryk på de 6 af milliarderne. Og topskattelettelsen koster kun 2,5 mia. kr. For Dansk Folkeparti kan det være et forslag på udlændingeområdet, for Venstre et andet og for de konservative et tredje og for LA altså topskatten, der er kernepunktet. Så må de andre partier lytte og respektere det, og derefter må der strikkes et forlig sammen om efterårets mange store problemer, som imødekommer partierne i blå blok på hver deres kerneområde, mens resten er op til et kompromis.

Her kommer en guide til Liberal Alliances sommergruppemøde:

Partiets positionering: Tre udvalgte kernebudskaber: Ned med skatterne på en række områder. Stramninger på udlændingeområdet og afbureaukratisering af den offentlige sektor, som skal være 10 pct. mindre om 10 år. Partiet spiller virkelig højt spil i forhold til dets egne vælgere ved at true med at vælte en blå regering og være skyld i, at et valg kan ende med en socialdemokratisk. Men der var ingen vaklen hos Samuelsen. ”Jeg tror gerne, vælgerne vil have partier, der er konsekvente i deres udmeldinger, og som gør, hvad de siger,” lød det.

Iscenesættelse af mødet. Det er vist ikke set før, at et parti har holdt pressemøde efter et sommergruppemøde på en lakridsfabrik. Det gjorde Liberal Alliance på Johan Bülows Lakridsfabrik i Hvidovre. Og inventaret – lakridskuglerne – blev da også anvendt på bedste Hans Bischoff-vis (for dem med en alder til at huske den legendariske DR-journalist) til at illustrere, hvor meget af det økonomiske råderum, der skulle bruges til at opfylde partiets ønsker om topskattelettelser. Og set i det lys blev LA’s såkaldt ”røde linje” til et meget beskedent ønske om to og en halv lakridskugler.

Tre mænd på stribe til pressemødepræsentationen med alle lakridsdåserne i baggrunden. Formand Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Henrik Dahl. Alle journalisternes spørgsmål gik til Samuelsen og Ammitzbøll. Henrik Dahls tur rundt om økonomen Jørgen S. Dichs bog ’Den herskende klasse’ fra 1973 om velfærdsstaten, der skaber politikerne og ikke omvendt, var ikke en (lakrids)kugle, der tog mange kegler i det selskab af yngre journalister. Og planen om en ti procents reduktion af velfærdssamfundet på ti år var så tilpas ukonkret, at den ikke gav anledning til spørgsmål.

Den politiske leder. Anders Samuelsen virkede en anelse anspændt på pressemødet. Han fik lige kludret lidt i præsentationen af skatteplanen og i lakridskuglerne til det økonomiske råderum for topskatten, men han fremstod som sædvanlig med en konsekvent selvforståelse, selv om han kun repræsenterer 13 mandater i Folketinget. Omvendt må partiet siges at have haft en succesfuld start hos vælgerne og en stabil udvikling i meningsmålingerne.

Den politiske retorik. Her var ikke noget nyt i retorikken i forhold til LA’s økonomiske politik. Ned med skatten på arbejde, iværksætteri og biler, så skal det nok gå bedre med væksten. Men på udlændingeområdet lagde Simon Emil Ammitzbøll meget stærkt fra land med udtalelser om, at hvis ikke politikerne i de nuværende partier rundt omkring i Europa gør nok for at løse migrationskrisen, så er det tydeligt at læse i udviklingen, at så vil nogle andre og nye partier få medvind til helt anderledes løsninger på problemerne.

Det talte de om. Skat, udlændinge og den offentlige sektor.

Topskatten ned med fem procentpoint. Marginalskatten ned fra 55,4 til 50 pct. Registreringsafgiften yderligere ned fra 150 pct. til 75. Selskabsskatten ned fra 22 til 12,5 pct. Og iværksætterskatten ned fra 15,4 pct. til et rundt 0.

På udlændingeområdet stop for spontan asyl. Strammere regler for udvisning af kriminelle asylsøgere. Øget humanitær hjælp til flygtninge i nærområderne. Modtagelse af 4.000 konventionsflygtninge via FN. Pres på regeringen for i samarbejde med andre europæiske lande at få revideret flygtningekonventionen, og indtil det er sket, en overtrædelse af den for så vidt angår de kriminelle.

Det talte de ikke om. Erhvervspolitik, socialpolitik, uddannelse og DR.

Sommergruppemødets betydning. Den markante topskatteudmelding fra Samuelsen vil utvivlsomt blive genspillet igen og igen i de kommende uger, når regeringens 2025-plan bliver lanceret, og forhandlingerne om den går i gang. Med mødet fik LA markeret, at vil Dansk Folkeparti gå på kompromis med topskatten, så er Liberal Alliance til at forhandle med på udlændingeområdet.

Men om det kan åbne for en løsning på efterårets store politiske spil, er alt for tidligt at sige, og om LA kommer til at spille en rolle i et blåt forlig, eller det hele ender et helt andet sted, er stadig helt åbent.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu