Prisen på et menneske

“16.000.000.000 kr. - prisen for indvandring til Danmark”, lød overskriften på Berlingske søndag den 6. februar.  Et budskab af den art kan jo nok give én noget at tænke på på en grå vintermorgen. Seksten milliarder kroner. Seksten milliarder gode danske kroner. Det er godt nok mange penge. De er dyre at have gående, de indvandrere; tænk, hvad vi kunne få for alle de penge, hvis ikke de var her, det er jo en Femernforbindelse, ja, en hel efterlønsordning.

Regeringen har da bestemt heller ikke tænkt sig at sidde regnestykket overhørig. Det skal få følger over for indvandrerne, som nok en gang har lejlighed til at konstatere, at de er til ulejlighed. Og nu da Cepos har sat tal på udgifterne, får vi jo helt anderledes syn for sagn og fast grund under fødderne.

Denne kvantificering af alting er ikke noget nyt. Vi lever i en rationel tid, og denne trang til at se bort fra kvalitet og immaterielle værdier, til fordel for at måle og veje og tælle, ses overalt. Det er trygt og godt at få tingene værdisat. Vi har set det på bibliotekerne, hvis succeskriterium først og fremmest er udlånstallene, og så kommer det sig ikke så nøje med, hvad der bliver udlånt; vi har set det i DR, hvor man har ladet seertallene være udslaggivende for succes eller ikke-succes; og vi har set det på teatrene, hvor belægningsprocenterne har fået mere og mere at skulle have sagt i forhold til bevillingerne; tælleapparaternes tale bliver højere og højere og nærmer sig det øredøvende.

[quote align="right" author=""]Hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke se bort fra, at vi er på vej ud på en sliske, der kan føre lukt ned til et mekanistisk, primitivt og afstumpet menneskesyn.[/quote]

Nu er turen så kommet til menneskene. Vi så det for nogle måneder siden i de pointsystemer, som både regering og opposition har gjort sig til talsmænd for. De er godt nok svære at udarbejde, sådan nogle systemer, så vi undgår at sortere de forkerte fra, f.eks. soldater, der har sat liv og lemmer på spil for Danmark; men vi skulle jo nødig risikere, at indvandringen kommer til at gå ud over vores surt erhvervede rettigheder og privilegier.

Jo, vi har set kvantificeringstankegangen udfoldet før; men med pointsystemet og politikernes reaktioner på de nye Cepos-beregninger er vi nu alligevel kommet et skridt længere ud i uføret.

Man kunne lige så godt spørge: Hvad koster det samfundet at have pensionister over 80 år? Kan det betale sig, og hvad skal vi gøre ved det? Der findes jo meget enkle midler. Eller hvad koster det at have Lolland? Kunne vi sælge den mindst rentable del af øen fra? F.eks. til tyskerne, de bor jo i nærheden. Hvad med alkoholikerne? Og rygerne? Og de overvægtige? Det kunne være sjovt at se, hvad de løber op i. De kan da kun give røde tal på bundlinjen. Og hvad koster Dansk Folkeparti? Eller Operaen? For ikke at tale om Ældre Sagen? Kan de betale sig?

Der er sket et skred i helt basale holdninger, og hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke se bort fra, at vi er på vej ud på en sliske, der kan føre lukt ned til et mekanistisk, primitivt og afstumpet menneskesyn, der ikke har plads til andet end det, der kan tælles og måles og vejes. Det bryder med hele den kristen-humanistiske tradition, der har præget vores land i århundreder, og som vi stadigvæk ynder at bryste os af ved højtidelige lejligheder.

Jeg siger ikke, at vi skal åbne grænserne på vid gab. Selvfølgelig skal vi regulere indvandringen. Men at benytte Cepos-regnestykket som basis for praktisk politik kan nok få det til at gibbe i én. Og hvad har vi egentlig tænkt os: Vi ved, at vi er afhængige af indvandring, hvis vi vil gøre os håb om at opretholde den velfærd og sociale tryghed, vi har, og som vi sætter højere end noget som helst andet. Men kan nogen tro, at udregninger som dem fra Cepos og den tankegang, der ligger bag, er med til at fremme integrationen og gøre vores system og menneskesyn attraktive for indvandrere, højt- som lavtuddannede, fra både udviklede og mindre udviklede lande? Vi har jo brug for andet end nobelpriskandidater til at udføre det arbejde, der skal gøres.

Synes vi virkelig, vi kan være os selv bekendt, hvis vi efterhånden går over til kun at bekræfte de raske i retten til riget?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu