En provokation. Sådan kan det blive opfattet, når kommuner og folketing beder private investorer om hjælp til at løse sociale problemer. For er der ikke tale om en udlicitering af en kernefunktion i den offentlige sektor?

Men hvad nu, hvis vi begynder diskussionen et helt andet sted og spørger, hvad samfundet får for de 45 milliarder kr., der hvert år bruges på at løse sociale udfordringer og problemer. Alene indsatsen over for udsatte børn koster godt 15 milliarder kr. om året, og det er et beløb, der stiger svagt. Samtidig er det ikke lykkedes at reducere ret meget i antallet af anbringelser uden for hjemmet. Andelen af børn anbragt uden for familien har ligget på samme niveau siden begyndelsen af 1900-tallet.

Så kunne man spørge, om de 15 milliarder kr. så har ført til, at børnene klarer sig bedre senere i livet? Men heller ikke her er der – desværre – megen opmuntring at hente.

Problemet med anbragte børn er bare et af mange eksempler. Vi kan også tage den gruppe unge, der hverken får en uddannelse eller et job. De har dårligere karakterer i folkeskolen end andre unge, og deres forældre har ofte ingen uddannelse ud over folkeskolens afgangseksamen. Trods mange års politisk opmærksomhed udgør denne såkaldte restgruppe nu 70.000 unge.

År efter år har kommuner og andre offentlige instanser afsat penge til indsatser, der skulle afhjælpe problemernes omfang. Uden et afgørende gennembrud. Derfor er der mange gode grunde til at se på den måde, som den offentlige sektor forsøger at løse afgørende sociale udfordringer i vores samfund på, med nye øjne.

På trods af de mange milliarder og på trods af rigtig mange menneskers dygtige og behjertede indsats er det eksisterende system ganske enkelt ikke godt nok. Netop derfor er offentlige myndigheder over hele Europa begyndt at ’udlicitere’ nøje afgrænsede sociale problemstillinger. De trækker privat kapital ind som finansiering og henter ikke mindst inspiration i private investorers entydige fokus på, at investeringer skal have en effekt.

DET ER LIGE PRÆCIS PÅ DETTE PUNKT, AT DEN HIDTIDIGE OFFENTLIGE indsats kommer til kort. I årevis har man fokuseret på bevillinger og bagefter undersøgt, hvordan pengene blev brugt, men undladt at fokusere på, hvilken effekt de mange bevilgede milliarder kroner har haft.

Den går ikke, hvis man trækker private investorer ind i løsningen på et socialt projekt. I finansverdenen er logikken, at man kun foretager en investering, hvis der er en begrundet antagelse om, at pengene selvfølgelig kommer igen med en vis forrentning. Og det gør pengene kun, hvis projektet, der investeres i, i et vist omfang reducerer de sociale problemer, der adresseres, og ad den vej løfter nogle udsatte borgeres liv og samtidig sparer kommuner eller andre offentlige myndigheder for udgifter til netop disse borgere.

Over hele Europa deler kommuner nu denne besparelse med private investorer.

I Finland har Sitra, en organisation nedsat af det finske parlament for bl.a. at fremme innovation i den offentlige sektor, sat gang i to projekter og forbereder fire nye om bl.a. reduktion af offentligt ansattes sygefravær, integration af indvandrere og løft af udsatte familier. Alle seks projekter har et klart og tydeligt fokus på, at effekten både skal bidrage til løsningen på de udvalgte sociale problemer og samtidig bidrage til, at kommuner og andre offentlige myndigheder i Finland skifter fokus fra input – dvs. forbrug af ressourcer og mandskab – til den effekt, man ønsker at opnå.

Hele vejen igennem har finnerne samarbejdet med private investorer om definition af målgrupper og af de succeskriterier, der karakteriserer de enkelte projekter. Projekterne kan kun lykkes, hvis det offentlige samarbejder endog meget tæt med de private investorer om de problemer, der skal løses. Der er altså ikke tale om traditionel udlicitering, hvor det offentlige beder en privat virksomhed om at gøre det samme, som man selv har gjort. Der er derimod tale om, at man sammen med den private investor udpeger de problemer, som skal løses, og så målrettet – og det er det, der er det epokegørende – går efter at finde de bedste redskaber til at løse opgaven.

UNDERVEJS VIL MEDARBEJDERNE TYPISK OPLEVE, AT DE PRIVATE INVESTORER vil tilskynde en udstrakt brug af data. Ikke for at kontrollere, hvordan man arbejder, men for hele tiden at have styr på, om man bevæger sig i den rigtige retning. Data skal altså bruges som feedback på, om ens indsats peger i den rigtige retning. Gør den ikke det, må indsatsen revideres og justeres med det samme.

Det kan skabe en lærende kultur, hvor systematisk indsamling og brug af data er fundamentet.

Derfor er der alle mulige gode grunde til at understøtte kommunerne og Folketingets forsøg på systematisk at arbejde med sociale investeringer, ikke mindst hvis det munder ud i et samarbejde med private investorer.

Hvis denne måde at angribe sociale problemstillinger på vinder frem, kan det være med til at katalysere en tiltrængt ændring af den måde, hvorpå kommuner og andre offentlige myndigheder angriber og løser sociale problemer, og samtidig skabe en ny og varig model for det sociale arbejde. I Finland har sociale investeringsprojekter fungeret som katalysator for en nødvendig nyorientering af den offentlige indsats, så den nu bliver bedømt på det helt afgørende, nemlig om den skaber den ønskede effekt for de borgere, der har brug for hjælp. Herhjemme er det alt for ofte ikke tilfældet i dag.

Det er derfor ikke en provokation at inddrage private penge til løsningen på sociale problemer, men derimod en tiltrængt mulighed for at fokusere den offentlige sektor på det, der er meningen med den, nemlig at skabe de bedste livsmuligheder for dens borgere.