De er lette at hade. De der speltgnaskende overskudsramte curlingforældre, der svigter folkeskolen for i stedet at sende poderne på en privat- eller friskole. Hvad i alverden ligner det...?

Åbenbart ikke social ansvarlighed, mener Københavns børneborgmester, Anne Vang, der har vovet sig ud på et korstog mod landets privat- og friskoler og den del af omkostningerne, som de får dækket af staten. I dag er det 73 pct. Står det til borgmesteren, skal der skæres i støtten til de privatskoler, der ikke lever op til et socialt ansvar ved at lukke mindre ressourcestærke elever ind i klasserne.

I en kronik i Politiken 26. januar giver hun kritikken ekstra gas ved at sammenligne privatskoler med privathospitaler og den overbetaling til private behandlinger, der i 2009 affødte kritik fra bl.a. Rigsrevisionen. En sammenligning, der bl.a. høster opbakning hos Politikens Lars Trier Mogensen, selv om den i virkeligheden er far out.

Det er dokumenteret, at privathospitalerne har udnyttet deres position til at skabe et lukrativt marked for bl.a. fedmeoperationer. Det vil være groft at tilskrive landets mange fri- og privatskoleledere samme lyst og vilje til at stikke snablen ned i de offentlige kasser. Faktisk er det sådan, at for hver elev, der vælger en privatskole, bliver 27 pct. af pengene i folkeskolen, der der dermed får flere penge at arbejde med per elev. Noget, som Anne Vang overser, når hun argumenterer for, at folkeskolen er endt i en unfair konkurrencesituation.

På én punkt er sammenligningen mellem privatskoler og privathospitaler dog relevante nok. Men fællesnævneren er en anden end den, som Anne Vang har øje på.

Privathospitalerne har udvidet sundhedssystemets kapacitet og dermed været med til at få flere i behandling hurtigere. Med andre ord har de hjulpet det offentlige sundhedssystem med at løfte en opgave, som systemet og politikerne ikke kunne magte selv. Det samme er tilfældet for landets 509 frie grundskoler og deres omkring 7.700 lærere. De hjælper også en trængt folkeskole ud af kniben.

Mandag Morgen bragte i august sidste år en analyse, der forudsagde den danske folkeskoles endeligt. Analysen byggede på en række veldokumenterede fakta:

• På 20 år er folkeskolens andel af danske skoleelever faldet fra 96 til 85 pct., og interessen for de private alternativer stiger fortsat. I København går hver fjerde elev på en privat- eller friskole, og over hele landet er antallet af frie grundskoletilbud steget markant de seneste år.
• Ifølge en måling fra Gallup er andelen af forældre, der er meget tilfredse med den undervisning, deres børn får i folkeskolen, faldet fra 60 pct. i 1990 til 44 pct. i 1997 og 29 pct. i 2007. Sideløbende er de offentlige skolebudgetter beskåret, så en del elever i folkeskolen har for få undervisningstimer og for mange vikarer, viser Undervisningsministeriets timetalsopgørelse.
• Den sociale sammenhængskraft, der historisk gør den danske folkeskole til noget unikt, er efterhånden smuldret helt væk. Tanken om en enhedsskole, hvor bistandsklientens datter går i skole med bankdirektørens søn, udvandes, i takt med at stadig flere skoler gør aktiv brug af hold- og niveaudeling og flere skoler organiserer sig i klyngeledelser for at hente de nødvendige besparelser.

Frem for at tordne mod de frie grundskoler burde Anne Vang spørge sig selv, hvad det er friskolerne kan, som folkeskolen åbenbart ikke kan.

F.eks. tyder meget på, at forældre anno 2012 tiltales af skoler med en klar profil og målsætning. Forældre, der vælger at sætte deres barn på en Rudolf Steiner-skole, en kristen friskole eller en international skole, vælger aktivt at bringe nogle bestemte læringsgreb, værdier og kompetencer ind i barnets liv. Borgmesteren har selv erfaret det samme med kommunens seks profilskoler, der på kort tid er gået fra at være blandt kommunens dårligste til et sandt tilløbsstykke for ressourcestærke forældre.

Anne Vangs partifælle, børne- og ungeminister Christine Antorini, bebudede inden valget, at hun vil revolutionere den danske folkeskole. Projektet om en ‘ny nordisk skole’ koger p.t. i ministeriets gryder, og det bliver spændende at se, hvilken ret der kommer ud af det. Man kan håbe, at det lykkes at genrejse folkeskolen som et stærkt og attraktivt alternativ til de private tilbud. Indtil da bør Anne Vang arbejde på at knække koden for, hvorfor stadig flere forældre flygter til de private skoletilbud.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.