Regeringen bør opstille flere scenarier

Regeringens 2020-plan bygger på flere grundlæggende antagelser, som ikke er selvindlysende. Det kunne være interessant at se, hvordan politiske beslutninger om f.eks. en mere offensiv vækstpolitik eller lavere offentlig udgiftsvækst ville påvirke økonomien og de offentlige finanser, skriver tidligere departements­chef Jørgen Rosted, som Mandag Morgen har bedt anmelde regeringens 2020-plan.

Regeringens plan for den økonomiske politik frem mod 2020, “Danmark i arbejde”, bygger på to grundlæggende antagelser.

For det første, at det strukturelle underskud på statsfinanserne ikke må overstige 0,5 pct. af BNP – svarende til kravene i EUs finanspagt. For det andet, at der i løbet af få år risikerer at blive mangel på arbejdskraft.

På det grundlag er har den foretaget en økonomisk fremskrivning, som resulterer i nogle ganske håndfaste rammer for den økonomiske politik.

Der er beregnet et årligt økonomisk råderum på 17 milliarder kr., som regeringen vil bruge til øget offentligt forbrug (9 milliarder), flere uddannelsessøgende (2 milliarder) og vækstinitiativer (6 milliarder).

Resultatet fremstilles som den mulige og nødvendige politik. Ønsker man en anden politik, forekommer det nærmest uansvarligt.

Men kan man virkelig beregne, at én bestemt politik er den eneste ansvarlige? Økonomerne plejer jo ikke at kunne forudsige den økonomiske udvikling med særlig stor præcision.

Flere ubekendte

En afgørende usikkerhed er den fremtidige produktivitet – både i den private og den offentlige sektor. Bliver den årlige produktivitetsstigning 0,5-1 pct. højere, end det er forudsat i regnestykkerne, er der måske ikke nogen særlig risiko for mangel på arbejdskraft.

Regeringen har forudsat, at produktiviteten stiger med 1,6 pct. om året, svarende til gennemsnittet af de sidste 20 års produktivitetsstigning. Men det er godt 0,5 pct. lavere end de bedste landes gennemsnitlige produktivitetsstigning de sidste 10 år.

Når usikkerheden om fremtiden er stor, er det normalt at opstille forskellige scenarier. Og det kunne være interessant at gøre i den nuværende situation.

Der er gode argumenter for i alle scenarier at opretholde forudsætningen om en holdbar finanspolitik. Der kan ikke opnås en holdbar økonomisk fremgang ved at øge gælden så meget, at udenlandske långivere mister tilliden til dansk økonomi.

Men det kunne f.eks. være interessant at se et scenarie, hvor de offentlige udgifter vokser med 1,5 pct. om året, stort set svarende til S-SF-planen fra før valget. Hvad ville konsekvenserne af det være, hvis finanspolitikken fortsat skulle være holdbar?

Det kunne også være interessant at se et scenarie med nulvækst. Hvad ville konsekvenserne være for velfærden? Hvor store skattelettelser kunne der gennemføres? Og hvordan ville det påvirke økonomisk vækst og beskæftigelse?

Det kunne være endnu mere interessant at se et scenarie med en mere offensiv vækstpolitik, hvor der blev investeret væsentligt mere end de 6 milliarder kr., som 2020-planen har regnet sig frem til, at der er råd til. I et sådant scenarie kunne det også forudsættes, at pensionskapitalen var med til at finansiere infrastrukturinvesteringer m.v.

Det ville gøre det muligt at tage kraftigere fat på at løse klima- og ressourceproblemet og dermed give højere prioritet til højteknologisk produktion. En mere offensiv erhvervspolitik kunne også indebære en hurtigere udvikling af de kreative industrier og en mere målrettet satsning på vækst i nye virksomheder.

Hvad ville konsekvenserne blive for produktivitet, beskæftigelse og offentlige finanser i et sådant scenarie? Vil der opstå mangel på arbejdskraft, eller vil det være muligt at få en højere produktivitet, en højere velstand og en mere bæredygtig økonomisk udvikling? Det kan ikke på forhånd udelukkes, at det ville være muligt at skabe en bedre økonomisk udvikling, og at de offentlige finanser vil have det bedre end i 2020-planen.

Den evige usikkerhed

Nogle vil indvende, at det er alt for usikre regnestykker. Vi ved simpelthen for lidt om de mulige virkninger af forskellige former for vækstpolitik. Selvfølgelig vil der være stor usikkerhed i beregningerne, men spørgsmålet er, om beregningerne vil være mere vildledende end vejledende.

Det er imidlertid ikke nogen ny problemstilling. Den første “2020-plan” så dagens lys i slutningen af 1980’erne under Schlüter-regeringen. Den hed simpelthen “Planen” – et navn, som Schlüter selv fandt på. Dengang foretog man de første beregninger på dynamiske effekter af lavere skatter, virkninger på opsparingen af ændrede formueforventninger og virkningerne af et mere fleksibelt arbejdsmarked. Der var dengang betydelig faglig debat om regnestykkerne, men de bidrog til et interessant grundlag for de politiske prioriteringer, og i dag er den type regnestykker nærmest rutine.

Scenarieteknikken kan ikke mindske usikkerheden i beregningerne. Der vil altid være en fundamental usikkerhed om fremtiden, som ingen beregninger kan ophæve. Man kan nærmest sige med stor sikkerhed, at ingen scenarier vil forudsige fremtiden med bare nogenlunde sikkerhed.

Scenarieberegninger kan imidlertid bruges til at få et indtryk af forskellige muligheder i den økonomiske politik, og på det grundlag vælge et spor for den økonomiske udvikling. Hvert år må der laves nye beregninger for at justere politikken og holde den økonomiske udvikling på sporet.

Dette begrebsapparat og denne sprogbrug blev udviklet helt tilbage i 70’erne, da de første mellemfristede økonomiske fremskrivninger blev lavet. Dengang blev det drillende, men godmodigt sagt, at modeløkonomerne var på vej ind i jernbanedriften.

Det ville være ønskeligt, hvis Finansministeriet på trods af den betydelige usikkerhed forsøgte at lave scenarieberegninger. Det kan imidlertid blive problematisk, hvis Finansministeriet er de eneste, der har ressourcer til at lave den slags samfundsøkonomiske beregninger.

Det ville være ønskeligt, hvis flere uafhængige institutioner havde interesse i og ressourcer til at lave “konkurrerende” samfundsøkonomiske scenarier. Og det ville være ønskeligt, at der i fagkredse var diskussioner af kvaliteten af forudsætninger og beregninger.

Som det har udviklet sig, er Finansministeriet enerådende, og den eksisterende praksis med kun at lave ét scenarie indebærer en betydelig risiko for, at politikerne føler sig klemt. Der er ikke meget, de kan komme igennem med. Der er en risiko for, at det på bare lidt længere sigt fører til, at politikere og offentlighed slet ikke ønsker at se beregningerne – endsige bruge dem – men går tilbage til gamle dages kortsigtede politik.

Det skal huskes, at det grundlag, der i snart mange år har været for tilrettelæggelsen af finanspolitikken, er ret enestående. Det er der ikke mange lande, der har, og slet ikke de lande, der i dag har truende gældsproblemer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu