”Den økonomiske politik, som Helle og Villy fører, er ikke økonomisk troværdig. De har et ufinansieret hul på 39 milliarder kr., og de vil øge skatterne med over 30 milliarder kr. Det vil føre til stigende gældsætning og højere renter. Det er så sikkert som – havde jeg nær sagt – amen i kirken.”

Ovenstående er et citat af finansminister Claus Hjort Frederiksen, men det kunne være sagt af enhver anden politiker i blå blok. Tallene er blevet langt mere dramatiske her i valgkampens slutspurt, men essensen er den samme som i de seneste mange måneder op til valgudskrivelsen: Regeringens ansvarlige økonomiske politik er en afgørende forudsætning for at finansiere fremtidens velfærd, mens rød bloks uansvarlige politik er en bombe under velfærdssamfundet. Som det skæres ud i pap på Venstres valgplakater: Gæld eller velfærd?

De mange spørgsmålstegn ved rød plan er fuldt berettigede. men det ville klæde regeringen at mobilisere samme kritiske sans i vurderingen af egne fortræffeligheder. F.eks. når statsminister Lars Løkke Rasmussen – som han gjorde i søndagens duel med Helle Thorning-Schmidt – hævder, at Danmarks økonomiske vækst ligger i top-5 i Europa. Eller når han og andre postulerer, at regeringens vækstpakke til 11 milliarder kr. er fuldt finansieret.

Ifølge Venstres egen hjemmeside bevises den første påstand af landenes væksttal for andet kvartal. Men for det første er der for Danmarks vedkommende tale om en foreløbig opgørelse. For det andet ville ingen seriøs økonom basere sin vækstvurdering på et enkelt kvartal. Ser man på udviklingen i det sidste hele år, ligger Danmark midt i feltet, og ser man på hele VKs regeringsperiode er Danmark en af EUs agterlanterner.

At de 11 milliarder er lige så lidt finansierede som S-SFs vækstpakke på 18 milliarder, kan man læse i regeringens egen plan. Den er – som det hedder – ”fuldt finansieret gennem tilsvarende finanspolitiske stramninger de følgende år”. Hvordan man end læser denne kryptiske formulering, dækker den i hvert fald ikke over finansiering i almindelig forstand, krone-til-krone.

Den helt store overdrivelse er imidlertid påstanden om, at valget står mellem gæld og velfærd. For uanset hvad man mener om S-SF-planen, vil regeringens 2020-plan også medføre en betydelig gældsætning af Danmark. Ifølge Finansministeriets egne beregninger var 2010 det sidste år i en meget lang årrække, hvor man kunne glæde sig over, at Danmark havde en nettoformue. Allerede i år vil den være formøblet, hvorefter vi skal helt frem til 2019 og 2020, før der bare kommer balance mellem udgifter og indtægter. Ser vi endnu længere frem, vil der ifølge Finansministeriets beregninger være underskud så langt øjet rækker. Først omkring ca. 2050 vil der igen være balance på budgettet.

Nøjes vi med at se frem til 2020, vil de akkumulerede underskud ifølge Finansministeriet beløbe sig til 211 milliarder kr., hvilket selvsagt vil få gælden til at vokse betragteligt. Når ministeriets regnestykker noget overraskende når frem til, at nettogælden stiger betydeligt mindre, kan forklaringen bl.a. være, at man har indregnet gratis kursgevinster som følge af en forventet højere rente. På baggrund af Finansministeriets vækstskøn vil der dermed kun være tale om en nettogæld på ca. 5 pct. af BNP i 2020.

Men inden VK-regeringen for alvor begynder at bryste sig af det, skal man lige huske, at havde den undladt at gennemføre det ufinansierede skattestop og de ufinansierede skattelettelser i 2004 og 2007, havde der været overskud i alle årene frem til 2020.