Var der folketingsvalg i dag, ville Lars Løkke Rasmussen ifølge de seneste meningsmålinger blive statsminister. Så stærkt er det gået ned ad bakke for den nye regering efter blot tre ugers ministertilværelse. En medvirkende årsag er givetvis en massiv mediekampagne om de såkaldte løftebrud. Alligevel er der ifølge Mandag Morgens kilder ikke udsigt til en snarlig modoffensiv fra regeringen. Den har ganske enkelt for travlt med at etablere sig i ministerierne og iværksætte de initiativer, som skal programsættes inden jul.

At medierne hovedsageligt har fokuseret på det, der ikke står i regeringsprogrammet, i stedet for at beskæftige sig med det, som faktisk står der, er kommet bag på de tre regeringspartier. De havde håbet, at det meget omfattende og reformtunge regeringsprogram ville kaste betydeligt flere positive historier af sig. Og man havde også kalkuleret med, at de nye ministre – som der er årelang sædvane for i dansk politik – ville få fred og ro til at skaffe sig overblik over de løbende sager i de enkelte ministerier og så småt iværksætte udarbejdelsen af de analyser og strategier, der ifølge regeringsprogrammet skal bidrage til at forandre Danmark på næsten ethvert tænkeligt område.

Sådan er det altså ikke gået, og håbet er nu, at den negative opfattelse vil ændre sig, i takt med at regeringen i de kommende år udruller sit program, der rummer rigeligt med initiativer til at fylde mindst én regeringsperiode.

I første omgang er forklaringen på det lave ambitionsniveau, at regeringen simpelthen har nok at gøre med at udarbejde de initiativer, der skal gennemføres i de næste par måneder. Det drejer sig først og fremmest om finansloven for 2012, den såkaldte kickstart af dansk økonomi og en bred energiaftale, der skal afløse den nuværende, som udløber ved årsskiftet.

Det er især det kommende EU-formandskab, der har sat regeringen under tidspres. Med en stor del af regeringens ministre på farten mellem København og Bruxelles i første halvdel af 2012, er det ikke blevet anset for realistisk at udsætte hele behandlingen af finansloven til januar-februar.

Derfor har man ikke – som Anders Fogh Rasmussen i 2001 – fremsat en midlertidig bevillingslov for de første måneder af 2012 for derefter i ro og mag at udarbejde sit eget forslag. Den model gav den første VK-regering en tænke- og arbejdspause på to måneder. I stedet har man valgt Poul Schlüter-modellen fra 1982 ved at genfremsætte den tidligere regerings finanslovsforslag uændret for derefter at udarbejde de ændringsforslag, der samlet skal udgøre den nye regerings finanslovsforslag.

Ifølge Mandag Morgens oplysninger vil de nye ændringsforslag allerede blive præsenteret i den første uge af november – altså kun en måned efter udnævnelsen af regeringen. Den følgende uge skal Folketinget debattere udspillet, og derefter starter forhandlingerne for alvor. Men selv med den stramme tidsplan forventer man ikke, at den endelige afstemning kan finde sted før engang i januar. Derfor forudses det allerede nu, at der af hensyn til grundlovens regler skal vedtages en midlertidig bevillingslov inden da.

Ny finanslov

Ingen ved med sikkerhed, hvad forslaget kommer til at indeholde, for det er først i løbet af denne uge, at regeringens centrale ministre mødes for at tage stilling til, hvordan finanslovsprocessen skal tilrettelægges.

Men forventningen er, at indtægtssiden bl.a. vil rumme en forhøjelse af afgifterne på usunde fødevarer, cigaretter, øl og vin, en afskaffelse af skattefradraget for sundhedsforsikringer, en begrænsning af fradrag for store pensionsindbetalinger, en afgift på luftforurening og en reduktion af den samlede erhvervsstøtte – et ekstra provenu på ca. 7 milliarder kr. i alt. Hele beløbet vil dog næppe blive opkrævet i 2012. Mere sandsynlig er det, at ca. halvdelen gemmes til 2013.

I den kommende uge vil der formentlig være rigtig mange ministre, der har ideer til, hvordan milliarderne skal spenderes. I de tre regeringspartier synes der dog at være nogenlunde fodslag om, at de ”symboltunge områder” i hvert fald skal tilgodeses. Det drejer sig først og fremmest om afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser i kontanthjælpssystemet: starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Man kan også roligt gå ud fra, at der vil være flere penge til uddannelse. For regeringen har jo forpligtet sig til allerede fra 2012 at skaffe flere uddannelsespladser.

På listen over andre højt prioriterede områder står en afskaffelse af den nuværende brugerbetaling for fertilitetsbehandling og sterilisation og det loft over størrelsen af børnechecken, som vil ramme familier med mange børn hårdt.

Om det alt sammen kommer med i regeringens forslag til finanslov er ikke sikkert. Det afhænger bl.a. af, hvilke indrømmelser Enhedslisten skal have for at medvirke. For ingen har fantasi til at forestille sig, at partierne i blå blok har den mindste lyst til at deltage i en aftale, der afmonterer væsentlige dele af den tidligere regerings politik finansieret via afgiftsforhøjelser.

Omfanget af udgiftskrævende initiativer afhænger også af resultatet af det såkaldte kasseeftersyn, som regeringen endnu ikke har afsluttet, men som tyder på, at underskuddet på statens finanser bliver væsentligt større end de 85 milliarder kr., som den tidligere regering forventede.

Det skyldes først og fremmest, at forventningerne til den økonomiske vækst i dag er noget mindre, end da VK-regeringen fremsatte sit finanslovsforslag i august. Lavere vækst giver større arbejdsløshed, hvilket mindsker statens indtægter og øger udgifterne. Dertil kommer reguleringen af en række udgiftsposter til f.eks. politi, domstole og kriminalforsorg, som ifølge Mandag Morgens kilder har været undervurderet af den tidligere regering. Endelig er der selvfølgelig de merudgifter, som S-R-SF-regeringens bebudede fremrykning af investeringer for 10 milliarder kr. vil medføre.

Klar klimasatsning

Til gengæld vil den tilskudspulje til energirenovering af boliger, der skal afløse VK-regeringens såkaldte bolig-job-ordning, ikke medføre øgede udgifter. Heller ikke den nye energiaftale, der bl.a. skal fastlægge fremtidsmål for andelen af biogas, biomasse, vindkraft og energibesparelse, forventes at belaste statsbudgettet. Ligesom under den tidligere regering vil omlægningen hovedsagelig skulle finansieres af brugerne.

Forhandlingsoplægget fra klimaminister Martin Lidegaard vil ifølge den foreløbige plan blive præsenteret medio november. Tanken er, at der inden jul skal færdiggøres en bred politisk aftale, der – som længe efterspurgt af energibranchen – skal række frem til 2020, så alle aktører har mulighed for at planlægge deres fremtidige indsats.

Det sidste er formentlig regeringens mest ambitiøse satsning i de kommende måneder. For hvor der ikke er tvivl om, at finansloven nok skal blive vedtaget med Enhedslistens hjælp, er det langtfra sikkert, at f.eks. Venstre vil medvirke til en energiaftale, selv om partiet givetvis vil være under pres fra store dele af erhvervslivet og landbruget.

Når regeringen i den grad har valgt at spille forsigtigt ud, skyldes det ikke bare tidsnød, og at indkøringen af et helt nyt og uprøvet ministerhold ganske enkelt tager tid. Hovedårsagen er, at den nuværende økonomiske krise ganske enkelt ikke efterlader mange penge at rutte med, hvis man skal være tro mod regeringsprogrammets mange ord om ansvarlig økonomisk politik. Dertil kommer, at de ekstrapenge, der i de kommende år skal bruges til f.eks. bedre velfærd, uddannelse og forskning m.v., først og fremmest skal tilvejebringes via de mange bebudede reformer, der yderligere skal øge arbejdsudbuddet.

I modsætning til den tidligere regering har Socialdemokraterne, De Radikale og SF med knæsættelsen af det såkaldte forsigtighedsprincip lovet hinanden, at pengene først må bruges, når reformerne er vedtaget.

Det er hårde betingelser. Og reformer af bl.a. aktivering, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension, international rekruttering, uddannelse, forebyggelse, integration m.v. er ikke noget, som man lige laver på et par måneder. Specielt ikke når man samtidig har gjort samarbejde til en anden overordnet målsætning. Man vil lytte til alle parter, før man handler. Det tager tid, og derfor er de tre regeringspartier – uanset de første ugers modvind i medier og meningsmålinger – tvunget til at væbne sig med tålmodighed.