Regeringens togfond først fyldt op i 2042

Det blev kaldt en historisk plan og et kvantespring for den kollektive trafik, da statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag præsenterede regeringens plan om at etablere en ny togfond med 27,5 milliarder kr., der skal finansieres med penge fra Nordsøolien. Men det står nu klart, at fonden først har det fulde beløb til rådighed i 2042. 

De første to år – i 2014 og 2015 - giver den nye kulbrintebeskatning i Nordsøen et underskud på over en halv milliard kr., og først i 2017 vil fonden have kapital at råde over. Det betyder i praksis, at fonden først kan komme i gang med de nye investeringer i jernbanenettet efter næste valg.

Mandag Morgens kilder bekræfter, at der frem til 2020 højest kan mobiliseres lidt over 10 milliarder kr. fra den nye kulbrintebeskatning, og det er i første række elektrificeringen af jernbanenettet, der vil blive sat i gang. Først dernæst vil den nye bro over Vejle fjord kunne komme i spil. Men der kan gå mange år, før regeringens samlede plan kan føres ud i livet.

Det er først i 2042, at fonden når op på det samlede beløb, som regeringen har angivet i planen. Ingen af de fakta ark, som regeringens rådgivere uddelte til pressen i forbindelse med lanceringen fortæller, hvor lang tid det faktisk vil tage at få samlet de 27,5 milliarder kr. ind til den nye fond.  

Mandag Morgen kan nu afsløre, at der i Skatteministeriets redegørelse over Serviceeftersynet af vilkårene for kulbrinteindvinding, på side 112, er en detaljeret gennemgang af, hvordan staten henter det merprovenu ind, der skal finansiere togfonden.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu