Der teoretiseres nu over, hvorfor tiltrækningen er svækket, og det hænger formentlig sammen med, at arbejdstiden er sat op fra 24 til 32 timer. Her har vi altså at gøre med en organisation, som tilsyneladende har fejlbedømt, hvor grænsen går for, om det giver mening for en gennemsnitsfrivillig at ”levere” til fællesskabet.

Beslutningen om at frivillige på Roskilde Festival skulle arbejde mere, blev truffet tidligere i år. I den forbindelse udtalte Christina Bilde, der er talskvinde for festivalen, at det handlede om at appellere til de mest engagerede: ”Hvis antallet af timer er det afgørende for, om man vil være frivillig på Roskilde Festival, så har man ikke helt de rigtige briller på [...] Man skal gå ind i det, fordi man har lyst til at være engageret og gøre en forskel,” lød det i januar.

Det er jo en helt igennem klar og fair melding. Men med manglen på frivillige, tyder det dog på, at festivalen har analyseret situationen forkert. Spørgsmålet er, om de frivillige vil være med, når festivalen ændrer rammerne.

Diskussionen om hvordan man indretter et system, som har plads til, tilskynder til og belønner en aktiv indsats, der gavner fællesskabet, er mere relevant end nogen sinde. Det gælder ikke kun i forhold til at realisere en fremragende festival på dyrskuepladsen. Den trænger sig også på i et noget større perspektiv, der handler om, hvordan vi skal sikre vores velfærdssamfund.

Men den vigtige debat om, hvordan vi alle sammen skal bidrage i fremtidens velfærdssamfund, er på vildspor. Det gælder f.eks. når nogle kommuner alene fokuserer på antallet af frivillige – 3, 5 eller 37 – og hvordan de mases ind i opgaveløsningen. I stedet burde kommunerne koncentrere sig om at give kvalificerede svar på to grundlæggende spørgsmål. For det første: Hvad det er for et behov, som de frivillige skal hjælpe med at dække? Og for det andet og i naturlig forlængelse heraf: Om frivillige er de bedste til at løse netop denne opgave?

I det tilfælde, hvor vurderingen er, at det ikke er kommunen og de offentligt ansatte, som er de bedste, rejser sig et nyt og meget væsentligt spørgsmål: Hvordan vil man sørge for, at dem, man mener, er bedre rustet til at løse opgaven, også har lyst til at gøre det? Giver det med andre ord mening for dem, som man håber, kommer på banen? Her kunne det tyde på, at Roskilde Festivalen har været for optimistiske på det frivillige engagements vegne.

Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at nogle offentlige ledere kan have lyst til at ”forlænge det offentlige med frivillige brædder”. Og der er også mange gode grunde til at ministre, fagforeninger og interesseorganisationer på den anden side gentager, at en frivillig indsats er og skal være et supplement.

Et supplement er det, som tjener til at fuldstændiggøre noget andet. Men skal frivilligheden tjene til at fuldstændiggøre den offentlige velfærdsservice?

Det kan da godt være en strategi, men så er det én, der er skingrende uambitiøs.

Lige nu har vi kniven for struben, når det handler om at udvikle en ny og bedre måde at drive velfærd på. Men selv i historisk fede år er mere end 800.000 danskere blevet parkeret uden for arbejdsmarkedet. Selv i historisk fede år har vi ikke haft overskud til at knække kurven over unge, der falder fra ungdomsuddannelserne. Og vi er ikke lykkedes med at stoppe hverken depressions- eller fedmeepidemier.

Med krisen har vi en anledning til at tage fat og gøre mere end bare symptombehandle. Vi skal finde de nye løsninger, som ikke bare lukker hullet i statens budget, men som også lukker de unge arbejdsløse og de ældre ensomme ind i samfundet. Ikke for det offentlige systems skyld, men for din, min og vores.

Det er svært: Hvordan indretter vi os, så der bliver plads til dem, der gerne vil gøre mere selv, f.eks. via digital selvbetjening? Hvordan gør vi plads til dem, som gerne vil gøre noget for andre – uanset om det er som organiseret eller uorganiseret besøgsven, praktisk hjælper, skoleonkel, mentor eller lektiehjælper?

En stærk forståelse af hvad der driver den frivillige indsats er en forudsætning, hvis man vil sikre efterspørgslen efter frivillige opgaver. Man er nødt til at analysere den enkelte opgave og forholde sig til hvem, der bedst løser den – og hvordan man sikrer, at de har lyst til det. Det gælder i Roskilde, både i kommunen og på festivalen.

Læs flere af Anne Kjær Skovgaards indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.