Når socialrådgiver Jens Henrik Sørensen arbejder, kan han finde på at tegne små tændstikmænd med talebobler over deres hoveder. Han erkender blankt, at det ikke er stor tegnekunst, men tændstikmændene på papiret anskueliggør de planer og mål, han aftaler med børnene og deres familier.

”Det er ikke meget avancerede tegninger, og det har været udfordrende for mig at tegne sammen med klienterne – jeg har jo ikke tegnet, siden jeg gik i skole – men det virker rigtig godt, både over for børnene og over for de voksne i familien. Nogle gange beder de mig ligefrem om en kopi,” siger Jens Henrik Sørensen, der er konsulent i Roskilde Kommune.

Tegningerne med de små tændstikmænd er et eksempel på den meget konkrete og tydelige arbejdsmetode, han anvender i arbejdet med familier, hvor børnene er truet af anbringelse.

”Vi fokuserer meget på løsninger i samtalerne, og vores metode er nem at anvende. I samtalerne bruger vi ikke længere socialfaglige begreber, men forsøger at tale et sprog, som både forældre og børn kan forstå. Det er vigtigt, at de kan forbinde det, vi taler om, med deres egen virkelighed ,” siger Jens Henrik Sørensen.

Den konkrete tilgang bliver godt modtaget hos de børn og unge, der har oplevet den i praksis og kan sammenligne den nye praksis med den gamle. Og forskere fra Professionshøjskolen Metropol er i gang med et treårigt forskningsprogram om arbejdsmetoden i Roskilde Kommune.

”Anbringelse er ikke nødvendigvis den eneste løsning, når der opstår vanskeligheder i en socialt udsat familie. For nogle børns vedkommende er det mere meningsfuldt at se på, hvordan man kan støtte familien som helhed, i stedet for at gribe til anbringelse,” siger Turf Böcker Jakobsen.

Kort vej fra bekymring til indsats

Jens Henrik Sørensen og Roskilde-kollegernes nye arbejdsmetode hedder Signs of Safety og stammer oprindeligt fra Australien.

Signs of Safety er ifølge Jens Henrik Sørensen ”en meget lavpraktisk tilgang”.  Når han rykker ud til en familie, sker det på baggrund af velbeskrevne bekymringer for et barn. Misbruger moren stoffer eller alkohol, kan en bekymring være, at barnet efterlades alene eller hos tilfældige andre, fordi moren er påvirket eller måske bliver depressiv og indlagt.

”Vi er meget direkte og kontante, når vi beskriver vores bekymringer. Det er vigtigt for vores arbejde, at bekymringen er formuleret, så alle kan forstå det. Nogle gange siger vi også, at hvis der ikke sker ændringer, så kan det ende med, at barnet skal anbringes uden for familien. Det er lidt som at sætte en pistol for panden, så de voksne ved, at de virkelig har noget på spil,” siger Jens Henrik Sørensen.

Den tydeligt formulerede bekymring udgør det første af metodens i alt tre trin. Trin nummer to handler om det, der fungerer godt i barnets og familiens liv.

”Vi prøver at samle alle gode kræfter i et barns liv for at skabe en forandring. Vi kan f.eks. sidde sammen med moren eller faren og gå kontakterne i deres mobiltelefon igennem og nogle gange har vi held til at finde personer her, der kan løse nogle af de opgaver, der er brug for,” siger Jens Henrik Sørensen.

Det kan f.eks. være en ældre bror eller søster, der kan træde til, når moren er indlagt på psykiatrisk afdeling. Det kan være en nabo, der kører barnet til fodbold. Eller det kan være en af morens eller farens søskende, som barnet kan flytte over til, hvis der er konflikter i hjemmet.

”Vi går bogstaveligt talt hele vejen rundt og leder med lys og lygte efter gode kræfter i netværket,” siger han.

Når bekymringerne er beskrevet og forstået, og når ressourcerne er afdækket, kan Jens Henrik Sørensen sammen med barnet og familien gå i gang med trin tre og beskrive, hvad der så skal ske.

Også her er der tale om meget konkrete og jordnære beskrivelser. Det kan f.eks. være at hjælpe det udsatte barn med, hvordan man taler ordentligt til sine kammerater, så kontakten ender med den aftale om at lege, barnet håber på, og ikke med en konflikt. Det kan også være hjælp til at få morgenerne derhjemme til at fungere bedre, så barnet kommer i skole på fuld mave og med en madpakke i skoletasken.

”Det skal både være enkelt og så realistisk, at hele familien føler, at den kan se lys for enden af tunnelen. De må ikke få opgaver, de ikke kan løse,” siger han.

Efter nogle uger samles familien og Jens Henrik Sørensen og taler om, hvor langt man er nået.

”Vi er blevet bedre til at få tingene til at lykkes, og det er meget motiverende for os som socialarbejdere,” siger Jens Henrik Sørensen.

”Vi løser problemerne sammen”

I Roskilde Kommune arbejder alle familiesagsbehandlere helt på samme måde som Jens Henrik Sørensen med Signs of Safety.

”Vi har bevidst valgt at flytte vores fokus fra anbringelse til forebyggelse, så vi sætter ind tidligere, og vi arbejder med fokus på løsninger og resultater,” siger familiechef Margit Næsby. Hun betegner Signs of Safety som ”en ny måde at tænke på”.

Men overgangen fra den gamle til den nye praksis er ikke kommet af sig selv.

”Vi evaluerede vores indsats på alle punkter og undersøgte, hvordan vi brugte vores tid, hvordan vi arbejdede med de unge, og hvordan vi talte med dem og deres familier. Vi spurgte, hvad de unge fik ud af vores indsats. Det var en meget grundig kortlægning, så vi kunne se, hvad der virkede, hvad vi skulle holde op med at gøre, og hvad vi skulle gøre mere af,” siger hun.

Kortlægningen blev første skridt i en forandringsproces, hvor det næste blev kompetenceudvikling af alle ansatte, både frontmedarbejdere som Jens Henrik Sørensen og de ansatte i forvaltningen.

”Det er en udfordring at skabe en kulturforandring i en hel organisation, og det er vigtigt, at hele organisationen flytter sig. Undervejs skal man som leder sætte dagsordenen og hele tiden gå foran,” siger Margit Næsby.
Nu siger hun, at hendes afdeling ”samarbejder med dem, der ejer problemet. Vi løser problemerne sammen, vi kan ikke løse problemerne for dem.”