Sådan går det, når man glemmer den menneskelige faktor

De vestlige befolkningers afvisninger af de folkevalgtes politiske forslag er et wake-up call til de herskende økonomiske eliter. Men de er også et wake-up call til vælgerne og det repræsentative demokrati, der skal finde ud af, om den nye kommunikationsteknologi skal bruges til et mere direkte demokrati.

Enhver revolution inden for kommunikationsteknologien ændrer et samfunds styreformer. Med skriften fulgte centralstaten og Hammurabis lov. Med bogtrykkerkunsten Luthers reformation og den efterfølgende enevælde. Med hurtigrotationspressen kom avisen og det borgerlige, repræsentative demokrati. Med internettet, Twitter og Facebook fulgte det direkte demokrati, der har skabt opbrud og forvirring i store dele af den teknologisk højt udviklede vestlige verden.

Ved direkte folkeafstemninger sagde Danmark nej til den af det repræsentative demokrati foreslåede tilvalgsordning i forhold til EU. På samme måde sagde Holland nej til associeringsaftalen med Ukraine, og Storbritannien nej til hele EU. Og i USA, hvor de sociale medier er ved at trumfe de etablerede medier, vandt den tweetende Donald Trump.

Dagen derpå sad de med svære tømmermænd i Silicon Valley og spekulerede over, hvordan det kunne ske, at deres nye, revolutionerende kommunikationsteknologi havde ført til det postfaktuelle samfunds gennembrud?

Det kunne det, fordi denne teknologi ikke har noget filter, intet tjek på holdbarheden af udsagnene, og fordi den henvender sig til grupper, der før befandt sig uden for den politiske proces, men som nu fik et medium, der bragte dem ind i den på deres præmisser. Thi det er meget lettere bare at levere en kortfattet påstand hjemmefra end at bevæge sig ud til et diskussionsmøde eller levere en argumenterende artikel til en avis. Man kan påstå hvad som helst, når man ikke stilles over for et modargument.

Oprør fra globaliseringens udkant

Dermed har den dybe kløft mellem Homo Metropolis og alle ’de andre’ vist sig. Den første taber til ’de andre’, fordi de er flest, og ’de andre’ føler sig forrådt eller ladt i stikken af de første. Homo Metropolis har haft de største fordele af globaliseringen, som en lille overklasse har udnyttet til at berige sig selv og sine venner med en grådighed, der helt lever op til den franske statsminister Guizots opfordring i 1843: ’Berig Dem’. Det kom der revolutionen i februar 1848 ud af. Og det er den revolutionære ånd, som nu slår ud igen i form af Zuckerbergs direkte demokrati.

’De andre’ kan blot se til, mens medlemmerne af den nye overklasse tildeler hinanden gigantiske bonusser oven i deres i forvejen meget høje lønninger. Bestyrelsen for JP/Politikens Hus tildeler formanden, Lars Munch, 16,8 millioner kroner ekstra for at have den godhed at love at blive på den vellønnede post nogle år endnu. DONG’s forskellige topchefer får adskillige millioner ekstra som tak for at have udført deres arbejde og gjort virksomheden klar til et salg, som tilmed kunne have været gjort bedre. Dengang flere af bankerne gik ned i kølvandet på krisen i 2008, gik de mislykkede direktører derfra med nogle ekstra millioner kroner, mens småsparerne og pensionisterne havde tabt deres. SKAT har smidt milliarder af skattekroner væk, men direktøren går fra fiaskoen med et gyldent håndtryk.

Sådan behandler man hinanden i den herskende klasse, hvorimod ’de andre’ fyres af den simple grundt, at virksomheden skal trimmes, og de får intet håndtryk og ingen bonus.

Derfor havde Donald Trumps løfte om ’draining the swamps’ (dræne sumpene, red.) og gøre op med Hillary Clintons venner på Wall Street så stor appel til alle dem, der ikke tilhørte Homo Metropolis-segmentet. For de har set arbejdspladser forsvinde til udlandet og oplevet effektiviseringer og rationaliseringer, der har gjort mange arbejdsløse og ført til forringelser i deres nærområder og hverdag. Alt sammen gøres det i globaliseringens og den dermed følgende ’økonomiske nødvendigheds’ navn, for selvfølgelig må virksomheder for at stå sig i konkurrencen trimme og effektivisere sig.

Men når dét er resultatet af globaliseringen og den økonomiske nødvendighed, vender ’de andre’, ’the deplorables’, som Clinton nedsættende kaldte dem, sig imod begge dele og kræver stop for al den frihandel og immigration, som Homo Metropolis ellers advokerer for.

Den menneskelige faktor

Herhjemme har denne udvikling givet sig udslag i sammenlagte kommuner, fordi de små er for små; i nedlagte kommunale skattekontorer, fordi et centralt skattevæsen i princippet er mere effektivt; i nedlagte busruter i landdistrikterne, fordi de ikke kan betale sig; i forringede postleverancer, fordi den daglige leverance er for dyr; i nedlagte sygehuse, fordi de ikke er effektive; i sammenlagte skoler, fordi de små er for omkostningsfulde; og i en hastigt indført digitalisering af kommunikationen med det offentlige, som gør ’de andre’ usikre og sætter dem udenfor.

I den bedste mening er det alt sammen gennemført af demokratiets valgte repræsentanter, og derfor er det dem, der gøres oprør mod, når der er folkeafstemninger om dette eller hint. Da trumfer det direkte demokrati det repræsentative, der har effektiviseret og privatiseret i den bedste, økonomiske hensigt og dermed glemt ’den menneskelige faktor’. For hvor skal ’mennesket’ nu gå hen med sin protest? Og hvem drager man til ansvar, når det repræsentative demokrati har privatiseret ansvaret?

Derfor opstår der partier og bevægelser, som ’dræner sumpen’ og går en helt anden vej, end Homo Metropolis gjorde. Vi får fremgangsrige, højreekstreme og anarkistiske partier, som vil gøre op med de gamle partiers globalisering, effektivisering og ’økonomiske nødvendighed’. Sejrer disse, risikerer vi både at sætte globaliseringens gevinster over styr og at forringe vores økonomi og sikkerhed.

Thi svaret på denne udvikling er ikke at stoppe globaliseringen og smadre den nye teknologi, men at udnytte begge dele til ’alle mænds tarv’, som det allerede blev krævet af udviklingen i Jyske Lov fra 1241. Der er rigtig nok en økonomisk nødvendighed, men der er ikke kun én måde at forvalte denne på. I så fald var der kun brug for ét parti som i Sovjetunionen, Rusland og Kina. Der er behov for effektiviseringer og indførelse af ny teknologi, men man kan imødekomme behovet evolutionært i stedet for revolutionært. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag.

At forandre for at bevare

Udviklingen i disse år er et wake-up call til den herskende økonomiske klasse, som skal huske på, at kapitalismen ikke bare skal tjene sig selv, men først og fremmest samfundet, og som derfor skal lære at styre sin grådighed. Og den er et wake-up call til vælgerne og det repræsentative demokrati, der skal finde ud af, om vi skal bruge den nye kommunikationsteknologi til at gå over til det direkte demokrati?

Det er ikke holdbart at have dem begge på samme tid. Men hvem har ansvaret i et direkte demokrati? Hvem fejer op efter det? Hvordan beskytter borgeren sig imod det?

I det repræsentative demokrati er der nogen at drage til ansvar og skifte ud, hvis man er utilfreds med dem, men folket kan ikke skifte folket ud. I det direkte demokrati er vi alle politikere, ellers bliver det blot til de opflammedes mindretalsdiktatur.

I det repræsentative demokrati udpeger og lønner vi nogle til at tage det politiske ansvar og besvær på sig, så vi kan foretage os noget andet og efter vores egen mening bedre.

Vi står i begyndelsen af en historisk omstillingsproces, hvor vi skal tænke os meget grundigt om, før vi forandrer det hele så grundigt, at det ender med, at det hele blive noget helt andet, som ingen ved, hvad er.

Måske skal vi foretrække at forandre for at bevare?

Forrige artikel Vi politikere må begynde med os selv Næste artikel Den publicistiske rolle genopfundet