Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Samfundskompasset skal genopfindes
POLITIK OG VELFÆRD Det næste normale er konstant usikkerhed og forandring. Det er vi ikke forberedt på.
Mens coronaens frygtede kontakttal og smitten nu bølger uforudsigeligt op og ned både i Danmark og overalt i verden, begynder både virksomhedsledere, ledere i den offentlige sektor, forskere og politikere at fundere over, om en vaccine rent faktisk vil bringe os tilbage til, hvor vi var, før pandemien brød ud og forgiftede vores samfund.
Eller er det rent faktisk sådan, at vi må se i øjnene, at en helt anden form for usikkerhed og uforudsigelighed er blevet en permanent tilstand, som vi skal regne med er det næste normale? En tilstand, hvor det kendte samfundskompas er væk, og hvor vi skal navigere under konstante og hurtige forandringer og i evig bekymring for nye trusler mod vores livsform og samfundsindretning? En tilstand, hvor strategier og planlægning skal kunne nulstilles og ændres med kort varsel, når næste krise ruller ind?
DEN UDFORDRING SER VI allerede nu afspejlet i lille skala i debatten om støtteordninger og hjælp til erhvervslivet. Kan vi få en plan og en strategi fra regeringen, som holder en hånd under virksomheder og arbejdspladser, råber opposition og erhvervslivet i kor. En plan, der løber bare tre måneder eller gerne længere frem.
Men selv om planen kan være god nok, så kan store geografiske områder af landet være lukket ned igen om tre måneder i en voldsom anden eller tredje bølge corona, eller virussen kan være muteret til en ny ukendt form, som vi ikke har vaccine imod. De økonomiske fremtidsprognoser kan skifte fra svagt håb i 2021 til en ny nedtur på kort tid. Hvem tør se seks måneder frem lige nu?
Lige nu har mange den forhåbning og forventning, at økonomien efter at have fået en kæberasler i 2020 vil rette sig selv igen. At folk er tilbage på kontorerne som normalt lige om lidt. At fly igen vil bringe os ud i verden. At barer og restauranter igen også efter klokken 22 vil fyldes med mennesker, der er desperate efter at glemme begrebet social distancering. At eleverne vender tilbage til skolen og studerende til universiteterne, ivrige efter ikke at se sig tilbage. Den stærke fornemmelse af solidaritet, vi føler i øjeblikket, bliver til det eneste varme og gode minde om 2020.
MEN SAGEN ER BARE, at verdensøkonomien vil være i dyb krise i årevis. Virksomheder og hele brancher kan være kollapset i løbet af efteråret og vinteren forårsaget af evindelige op- og nedlukninger. Det vil være svært for politikerne at sætte proppen tilbage i flasken, nu da vi ved, at regeringer kan låne og udskrive penge, når de virkelig har brug for det, både herhjemme og i EU. Men på et tidspunkt vil krisen og et ændret forbrugsmønster kræve mere permanente omstruktureringer i flybranchen, turistbranchen, hotel- og restaurationsbranchen, detailhandlen og måske mange flere.
Denne krise har muligvis ikke en afslutning. Det kan fortsætte i årevis, først som en sundhedskrise og derefter som en økonomisk krise, en jobkrise og en social ulighedskrise. Uanset hvor en krise kommer fra, hvad enten det er gennem terror (2001), finansiering (2008), migration (2016) eller nu sundhed, disrupter den hurtigt hele den økonomiske, sociale og politiske maskine. Næste krise kan være en kombination af klimaændringer, migration og voksende ulighed. I den fremtid vokser økonomien kun takket være bobler – teknologibobler, råvarebobler eller boligbobler – som uundgåeligt kollapser på et tidspunkt.
DERFOR ER DET VIGTIGT, at vi betragter coronapandemien som et vendepunkt. Som en mulighed for at genopbygge vores samfund mere modstandsdygtigt over for hurtigere forandringer, mere bæredygtigt og langt mere udviklet i tillidsfulde partnerskaber mellem samfundets forskellige sektorer og politikerne. Her har Danmark en enestående chance.
Hvem er det egentlig, der har opfundet udtrykket ”dansen med coronaen”, som er blevet en efterhånden fladtrådt politisk floskel? Det forekommer ikke særlig rammende at bruge billedet med en dans og så en meters afstandskrav, social distancering og mundbind. Medmindre associationen altså skal være en dødedans eller en ”danse macabre”, der i middelalderens billedkunst var en kædedans mellem levende og døde fra alle typer af sociale lag.
Så hellere en vision om, at vi faktisk kan bruge coronaen til at være et vendepunkt, hvor vi tænker FN’s netop fem år gamle verdensmål ind som det nye politiske og moralske kompas, som finansministeren kaldte det forleden på en konference på Christiansborg.