DANSK FOLKEPARTIS FORMAND, Kristian Thulesen Dahl, kan hæve armene over hovedet: Yes, vi har vundet. Mandag Morgens store vælgerundersøgelse viser, at stadig flere vælgere mener, at indvandringen truer vor nationale egenart. Dertil kommer, at et flertal ikke mener, at skiftende regeringer har strammet udlændingepolitikken nok.

Lige nu ligger flere og flere danskeres holdninger meget tæt på Dansk Folkepartis.

Efter 20 års politisk kamp under DF’s faner ser det ud, som om Kristian Thulesen Dahl er dansk politiks helt store vinder. Ikke bare har han ført sit parti helt til tops. Mandag Morgens vælgerundersøgelse viser også, at partiets holdninger ikke længere er forbeholdt et højtråbende mindretal på en af fløjene i dansk politik – de er blevet mainstream.

Samtidig har partiet kapitaliseret dygtigt på den understrøm af utryghed og uvilje over for københavneriet i de egne af Danmark, hvor der ikke står vækst men snarere afvikling på programmet.

Men hvad er det for en sejr, Thulesen Dahl har vundet? Og hvilken vision har han at tilbyde danskerne? Kan han andet end at nære frygt og bekymring? Kan han skabe resultater og levere løsninger?

Der er ingen tvivl. Danmark er som de fleste andre europæiske lande under et pres af historiske dimensioner. Når flygtninge er villige til at sejle over Middelhavet i synkefærdige både og nærmest gå i kø op gennem Balkanlandene på vej mod Tyskland, Danmark og andre lande i det nordlige Europa, er der tale om en helt ekstraordinær situation.

Helt på linje med andre lande må Danmark overveje, hvor mange flygtninge vi kan tage imod. Det er særligt vigtigt, fordi vi indtil nu ikke har haft det store held med integrationen.

Vi bør også i langt større omfang end nu støtte landene i nærområdet. Det siger Dansk Folkeparti igen og igen og får verbal støtte fra Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Men heller ikke mere. For Folketingets hasteindgreb over for flygtninge og indvandrere i form af den såkaldte integrationsydelse handler om at begrænse deres adgang til velfærdsydelser, og ikke om hvordan Danmark bedst muligt kan hjælpe i nærområderne.

Det er bekymrende, hvis Dansk Folkeparti opfatter sejren som en retfærdiggørelse af en politik, som alene fokuserer på at begrænse og lukke af, og ikke som et lige så tydeligt ja til at udvikle løsninger, så Danmark for alvor kan hjælpe i nærområderne.

Bekymringen for antallet af flygtninge og indvandrere skal bestemt tages alvorligt. Men det virkeligt bekymrende er, hvis vi taler bekymring og frygt op og lader dem dominere den politiske diskussion. Og det er der desværre alt for mange tegn på er ved at ske.

NÅR VI HØRER POLITIKERE tale om, at de vil støtte i nærområderne, vil de fleste samtykke, fordi det store flertal af flygtningene befinder sig netop dér. Men ingen påtager sig ansvaret for at sende en invitation til de organisationer og de virksomheder, der kunne bidrage til at udvikle løsninger. Det er heller ikke det, den offentlige debat drejer sig om.

Når repræsentanter for virksomhederne beder os om at tænke på flygtninge og indvandrere som potentielle fremtidige samfundsborgere med de kvalifikationer, et kompetencehungrende erhvervsliv har brug for, så bliver de hånet. Det virker ikke, som om Dansk Folkeparti og regeringen tænker på flygtninge og indvandrere som en ressource, men kun som en endeløs række af problemer.

Når virksomheder som Microsoft og Grundfos blander sig i debatten om de annoncer, som regeringen i løbet af september vil indrykke i udenlandske medier for at fortælle om de nye lavere velfærdsydelser til flygtninge og indvandrere, bliver de med kommunikationsdirektør i Grundfos Kim Nøhr Skibsteds ord ”svinet til”. Han undrer sig over at blive kaldt landsforræder og udansk, når han på vegne af Grundfos bidrager til debatten.

Men det er meget dansk at blande sig i en debat. Det er også meget dansk at tage ordet, når man ikke er enig, og det er også meget dansk at tage ordet, når man ikke er enig i Dansk Folkepartis politik. For der kan ikke sættes lighedstegn mellem at tage danskernes bekymring alvorligt og så at ville lukke ned for både grænser og debat.

Dansk Folkepartis repræsentanter er i særlig grad stålsatte. Udenrigsordfører Søren Espersen skriver f.eks. i debatten om annoncekampagnen, at ”I Dansk Folkeparti føler vi en stærk personlig forpligtelse overfor fædrelandet og for det danske folk”. Det er al ære og respekt værd. Men lige præcis den holdning deler Dansk Folkeparti med Stine Bosse, Kim Nøhr Skibsted og rigtigt mange andre erhvervsfolk. De deltager netop også i debatten, fordi de også føler en stærk personlig forpligtelse over for fædrelandet, og så selvfølgelig fordi den samme forpligtelse fører dem til vurderinger og holdninger, der bare ikke flugter med Dansk Folkepartis.

På lange stræk er Dansk Folkeparti ved at blive lige så politisk korrekt, som de med rette har kritiseret andre for at være. Der var f.eks. engang, hvor partiet ifølge Poul Nyrup ikke var ”stuerent”. Når man har fået det stempel, er det til at forstå, hvorfor man griber til grovere værktøjer i en debat. Men lige nu er det altså Dansk Folkeparti, der sætter tonen i debatten. Og når man stempler andre for at være hellige, udanske eller landsforrædere, inviterer det ikke til debat.

Det er under lavmålet at udlægge danske virksomheders bekymring for, at den bebudede kampagne ikke bare fortæller den konkrete historie om de reducerede ydelser, men også vil bidrage til en opfattelse af Danmark som et land, der lukker sig om sig selv, som om erhvervslivet bare vil åbne grænserne på vid gab. Mon ikke virksomhederne tager emnet op, fordi de rent faktisk mener, hvad de siger, nemlig at regeringens kampagne kan få nogle utilsigtede effekter, som kan gøre det sværere for dem at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for.

Virksomhedernes opfattelse går tankevækkende nok igen i en aktuel undersøgelse blandt 240 danske erhvervsfolk, der er bosat over hele verden. Også de mener, at udlændingepolitikken belaster Danmarks omdømme i verden.

MEN DEN DYBE SKEPSIS over for udlændinge og udland viser sig ikke bare i forholdet til flygtninge og indvandrere. Det gælder også i forholdet til EU.

Igen begynder diskussionen med et problem – at danske ministerier kan håndhæve EU-regulering mere nidkært end tilsigtet. Det er der gode eksempler på. Indtil den tiltrængte revision af udbudsloven indeholdt den langt mere detaljerede krav end tilsvarende lovgivning i Sverige, Tyskland og Storbritannien.

Den uhyre detaljerede lovgivning har i sig selv gjort udbud af offentlige opgaver til en langt mere kompliceret affære end nødvendigt. Så jo, implementeringen af europæisk lovgivning kan blive for nidkær og så detaljeret, at den ikke fremmer, men hæmmer aktiviteter.

Samtidig med at Lars Løkke Rasmussen sætter fokus på overimplementeringen, sætter han det danske forbehold over for deltagelse i EU’s retspolitiske samarbejde til folkeafstemning. Fremover skal Danmark kunne deltage i noget, der ligner halvdelen af samarbejdet, men ikke for eksempel den fælles asylpolitik. Den opdeling er foretaget for ikke at udfordre danskernes latente EU-skepsis, der i en kombination med bekymringen over for at modtage flygtninge og asylansøgere kunne katalysere et nej ved folkeafstemningen.

Det interessante er, at danskerne ikke nødvendigvis er skeptiske over for EU. En Gallup i Berlingske har netop vist, at danskerne bakker op om den fælles asylpolitik.

Dansk Folkeparti har på mange områder vundet kampen om danskernes holdninger. Det er uholdbart, hvis det kun er dem, der tager danskernes bekymringer alvorligt. Men det er lige så uholdbart, hvis det er DF’s løsninger, der vinder danskernes hjerter.

Hvis det sker, vil det gøre det mere vanskeligt for virksomhederne at skaffe den arbejdskraft, de har brug for og dermed mere vanskeligt at skabe den værdi, som velfærden bygger på. Det vil også gøre det mere vanskeligt at være et af de medlemmer, der i EU kæmper mest aktivt for at påvirke den fælles dagsorden og ikke blot være et af de medlemmer, der tænker mest på at forsvare sine egne interesser.

Den diskussion begynder med erkendelsen af, at Dansk Folkeparti har ret, når de taler om befolkningens bekymringer. Dansk Folkeparti har bedre end andre partier rettet spotlyset mod dårlig integration, islamistisk intolerance, såkaldte æresdrab, kriminelle indvandrerbander og nogle af de andre problemer, der relaterer sig til den hastigt voksende andel af muslimer i den danske befolkning.

Kun ved at se sandheden i øjnene og ved at tale Dansk Folkeparti midt imod, når partiet nærer bekymrede borgeres naturlige anlæg for angst, kan vi udvikle nødvendige og realistiske løsninger på tidens udfordringer.

Danmark har ikke råd til at lukke sig inde. Kun ved åbent og engageret at handle og agere med resten af verden sikrer vi Danmarks fremtidige velstand og de danske værdiers overlevelse.