Kulturanbefaling af 
Peter Rolsted

Set, læst og hørt: Camilla Mordhorst

Camilla Mordhorst, direktør for Dansk Kulturinstitut, har set Oscarnomineret dokumentar om kultursammenstødet på en kinesiskejet fabrik i USA’s hjerteland og læst forrygende russisk litteratur om djævlens visit i Moskva.

Foto: Anne Kring

Camilla Mordhorst

Camilla Mordhorst er direktør for Dansk Kulturinstitut, som har afdelinger i Rusland, Kina, Indien, Brasilien, Letland og Polen samt projekter i Tyrkiet, Ukraine og Hviderusland. Instituttets primære formål er at fremme interkulturel dialog og forståelse via kunst og kultur.

Set for nylig

Jeg elsker dokumentarfilm. Verden er fuld af forunderlige historier. Nogle gange får de brikkerne til at falde på plads, andre gange åbner de døren til en verden, man ikke anede eksisterede. Jeg er typen, der tæller ned til CPH:DOX, læser programmet med lup og vælger tre-fire stykker ud, som aldrig skuffer. Sidste år så jeg filmen ’American Factory’, der nu er nomineret til en Oscar. Filmen handler om en kinesisk virksomhed, der åbner en fabrik i Ohio. Mødet mellem den kinesiske ledelse og de amerikanske arbejdere, der alle vil det bedste, men gang på gang clasher kulturelt, giver både indsigt og er virkelig morsom.

Den hjerteskærende, Oscar-nominerede dokumentarfilm ’På kanten af demokratiet’ om Brasiliens skrøbelige demokrati og politiske udvikling kan også stærkt anbefales, hvis man som jeg har svært ved at forstå, hvorfor Jair Bolsonaro kunne komme til magten. Begge film kan ses på Netflix.

Læst for nylig

Hen over vinteren er jeg dykket ned i den russiske litteratur. Det begyndte med Mikhail Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’, som jeg fik stærkt anbefalet af vores nye institutleder i Sankt Petersborg. Det er en forrygende fortælling om djævlen, der kommer til byen og virker som en fremkaldervæske for byens laster og dårligdomme.

Herefter fik jeg endeligt læst Fjodor Dostojevskijs ’Forbrydelse og Straf’, der har stået mere end 20 år på min bogreol. Det er litteratur om eksistens i verdensklasse. Hvis man vil tættere på menneskene fra det tidligere Sovjetunionen, kan jeg virkelig anbefale ’Secondhand-tid’ af nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj. Hendes mosaik giver en følelse af at se direkte ind i den postsovjetiske folkesjæl.

Hørt for nylig

Lige nu har jeg Yuval Noah Hararis bog ’Sapiens – En kort historie om menneskeheden’ i ørerne. Bedre sent end aldrig. Den giver stof til eftertanke om, hvor voldsomt mennesket har ødelagt og forandret verden omkring sig fra allerførste færd. Vi har et enormt ansvar og en opgave at tage på os. Nutidens globale udfordringer kræver globale samarbejder og løsninger. Vi er nødt til at arbejde sammen uanset forskellige holdninger, værdier og styreformer. Her kan kunst og kultur bygge broer. Det oplever jeg hver dag i mit arbejde som direktør for Dansk Kulturinstitut.

Omtalte personer

Camilla Mordhorst

Adm. direktør, Dansk Kulturinstitut, formand, European Union National Institutes for Culture
cand.comm. (kommunikation og europæisk etnologi, Roskilde Uni 1996), ph.d. (Roskilde Uni. og Nationalmuseet 2004)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu