Set, læst og hørt: David Dreyer Lassen

Mandag Morgen har bedt David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand i DFF, om tre kulturanbefalinger. Han fremhæver blandt andet en historisk roman om videnskab, og så fortæller han om udfordringerne ved at dele Spotify-konto med sin 12-årige søn.

Københavns Universitets årsfest inkluderede Verdis Trubaduren i Operaen. Generelt er universitetsfolk – mig selv i den grad inkluderet – ikke de stærkeste til at dresse op, men én gang om året gør man alligevel forsøget, og det går sådan nogenlunde. Uden at være den store operakender var det en interessant og faktisk meget intens og dyster opsætning, hvor formålsløsheden i at hænge fast i hævn og had træder tydeligt frem. Hvor meget lader vi os styre af fortiden, og hvor meget kan vi selv flytte os ud af skyggerne i retning af det, der faktisk betyder noget? Ikke meget, ifølge Verdi. Man går ikke derfra opløftet, men med noget at tænke over.

Jeg er – ikke helt urelateret til min nye rolle som bestyrelsesformand i DFF – ved at genlæse Quicksilver af Neal Stephenson. Det er første del af The Baroque Cycle, der i fiktionaliseret og stærkt underholdende form handler om fremkomsten af videnskab, som vi kender det, centreret om tiden ved oprettelsen af The Royal Society, den engelske forløber for det danske Videnskabernes Selskab.

Login