Kulturanbefaling af 
Peter Rolsted

Set, læst og hørt: Dorthe Petersen

Sommeren har budt på surprise-opera og inspirerende udstilling om islandsk kvindesagsikon for nytiltrådt CEO i PlanBørnefonden, Dorthe Petersen.

Dorthe Petersen

Dorthe Petersen er nyligt tiltrådt CEO i PlanBørnefonden efter seks i år i spidsen for Meyers Madhus.

Set for nylig

Covid-19 har ændret måden, vi alle lever på. Desværre er det også tydeligt, at krisen går hårdest ud over pigernes fremtidsmuligheder – især i de mere skrøbelige lande. I mit nye job som CEO for PlanBørnefonden har jeg hver dag fokus på, at piger og drenge behandles lige. Derfor var det enormt inspirerende at se udstillingen ’Vigdís Finnbogadóttir – verdens første folkevalgte kvindelige præsident’ på Nordatlantens Brygge. Vigdís er enormt inspirerende og en stor rollemodel for mig. Især billedet af hendes indsættelse gjorde stort indtryk på mig. Der står hun foran en hel række mænd, og man kan tydeligt se, de er overraskelsen over en kvinde i den position. Det er en meget markant milepæl i ligestillingens historie. Men der er lang vej igen, før piger mange andre steder i verden kan drømme om at opnå det samme som Vigdís. Så jeg håber, udstillingen kan være med til at inspirere endnu flere til at gå ind i kampen for ligestilling.

Hørt for nylig

Pandemien har fået mange til at tænke kreativt for at holde kulturen i live. Copenhagen Opera Festival, der ikke har kunnet afholde de sædvanlige koncerter, har i stedet afholdt ’100 Opera-Øjeblikke’ rundt om i København. Sådan et var jeg vidne til i min gård på Christianshavn, hvor en trup på tre troppede op og optrådte i et kvarter. Jeg hører normalt ikke opera, men det var et meget smukt og magisk øjeblik, jeg fik lov at dele med min mand og naboer. Det er så vigtigt, at vi udfordrer os selv og tænker i nye baner, uanset om vi rammes af coronavirus eller noget helt tredje. Ved at lave 100 opera-øjeblikke er det lykkes at ramme endnu flere mennesker. Specielt mennesker som mig, der normalt ikke hører opera. Så lad os bryde vanetænkningen.

Læst for nylig

En del af sommerferien brugte jeg med fødderne plantet i den vestjyske hjemstavnsmuld i Varde. Her fik jeg læst Stine Pilgaards fremragende roman ’Meter i sekundet’ om en ung kvinde, der flytter med sin mand til regionen. Sine gode intentioner til trods har hun svært ved at integrere sig i lokalsamfundet og forstå den særlige vestjyske samtaleform med lange pauser og korte sætninger og frem for alt janteloven. Forfatteren har selv taget springet fra København til Vestjylland, mens jeg er flyttet den anden vej. Og når jeg kommer hjem til Varde nu, synes de virkelig, jeg er blevet københavner. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i udfordringerne. Men først og fremmest er det en virkelig godt skrevet bog, der med humor slår fast, at vi skal huske at anerkende hinanden – uanset hvad vi hver især kommer med. Alle har noget at bidrage med.

Omtalte personer

Dorthe Petersen

Direktør, PlanBørnefonden
cand.scient. i kulturgeografi (Københavns Uni. 1994)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu