Kulturanbefaling af 
Emilie Fabricius Eriksen

Set, læst og hørt: Torben Möger Pedersen

Torben Möger Pedersen streamer opera og lytter til fuglesang fra sine hjemmekontorer. Og så har han læst en geopolitisk analyse af USA’s fremtid.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Torben Möger Pedersen

Torben Möger Pedersen er administrerende direktør i PensionDanmark og bestrider bestyrelsesposter hos CBS, Arbejdernes Landsbank, Gefion Gymnasium, Det Udenrigspolitiske Selskab og Forsikring & Pension.

Set for nylig

I de sidste par måneder har jeg set kollegaer og forretningspartnere på Teams, Zoom og Skype i et omfang, jeg aldrig har oplevet før. Og det virker. Så når vi er tilbage i den normale verden, vil jeg tro, at vores måde at mødes på har forandret sig varigt. Meget færre hurtige ture til Bruxelles, London og New York og mange flere effektive Teams-møder. En opera-freak som mig har haft en fest. Alle de store operascener har lagt deres forestillinger ud – så jeg har set og ikke mindst hørt den mest fantastiske ’Carmen’ fra Paris-operaen, lyttet til Anna Netrebko og Renee Fleming fra The Med i New York og genset Det Kongelige Teaters flotte opsætning af ’La Bohème’ med Peter Lodahl, Maria Borsi og Sofie Elkjær. 

Hørt for nylig

Jeg har det privilegium at have haft to hjemmekontorer. Et indendørs og et ude i haven. Så min aktivitet på pc’en har været akkompagneret af solsort, musvit, gøg og lærke – og af svanerne fra vores sø. Indimellem har jeg også spædet til med lidt Billie Holiday eller Sinne Eeg. Og så er Vivaldi og Mozart kommet på, når det er blevet sent. 

Læst for nylig

Mest hard work med mange sider dokumenter på skærmen. Inden jeg går i seng, får jeg læst morgendagens aviser, og jeg har brugt lidt ekstra tid på The Economist og The New Yorker. Jeg kan anbefale ’The Storm Before the Calm’ af George Friedman, stifter af Geopolitical Futures og før det af Stratfor. Bogen forudser et sammenfald af politiske og økonomiske kriser i USA i det kommende årti (the socio-economic cycle) som gør 2020’erne hårde, men forventer et styrket USA på den anden side.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu