Da den canadiske musiker Neil Young i 1983 indleverede masterbåndet til sin kommende udgivelse til sit pladeselskab, fik han et søgsmål retur. Med de to foregående album, Trans og Everybody’s Rockin’, havde han kunstnerisk søgt helt nye veje, men på bekostning af den kommercielle succes. Og et nyt masterbånd fyldt med traditionel countrymusik var mere end pladeselskabet kunne acceptere.

I 1985 fortalte Neil Young selv om episoden til det amerikanske tidsskrift, Musician:

"I handed in the record and they sued me. They said, ’We don’t know what you’re doing. We’re scared! You did a Trans and then you did Everybody’s Rockin’ and now you want to do a country album. We want Neil Young.’ That was confusing to me because I’d always thought I was Neil Young. But it turns out that when I do certain things, I’m not Neil Young. Well, to get sued for being non-commercial after twenty years of making records, I thought, was better than a Grammy."

Der er en vis ironi i hele denne historie, når man tænker på, at Neil Young har solgt mere end 25 millioner plader. Men den peger også på noget andet: Vi bliver nærmest aldrig straffet for at være fantasiløse, mens det at være ulogiske nærmest er en forbrydelse.

Med pladeselskabets logik skulle Neil Young for alt i verden forsætte i det spor, der historisk set havde gjort ham til en international millionsællert. Hvad konsekvensen ville have været, hvis Neil Young havde fulgt den logik, melder historien ikke noget om. Men man kan jo gætte.

Rory Sutherland, der er næstformand i Ogilvy Group UK, kalder det den kreative dobbelt standard: Kreative ideer evalueres af logiske mennesker hele tiden, mens logiske menneskers konklusioner ikke behøver at blive valideret af kreative mennesker.

Et eksempel: Hvis en kommune har brugt flere penge, end den har budgetteret med, er der virkelig behov for at finde en forklaring, kritisere og sanktionere. Hvis den derimod laver en løsning inden for budgettet, som ikke udfolder potentialet nok eller ikke er den mest innovative løsning, så sker der i praksis ingenting.

Men omkostningen ved en dårlig løsning – den udeblevne alternative gevinst – kan være endda rigtig stor. Lidt kritik bliver det måske til, men sjældent bliver vel nogen direkte fyret for at mangle kreativitet?

Logisk tænkning – vores evne til at tænke og agere logisk – er et gode. Men noget tyder på, at det ikke løser alle vores problemer. Mange af de udfordringer vi har, prøver vi at finde logiske løsninger på, men vi kan se (nogen af os også i vores private, såvel som professionelle liv) at det ikke rigtig lykkes for os.

Tænk miljø, helse, konflikter etc. – listen med de problemer, vi har behov for at løse, er en lang række af komplekse, ikke-linere, udfordringer, som vi skal gå til på andre måder, end hvad vi i mange tilfælde har gjort frem til nu.

Et mere jordnært eksempel, som er inspireret fra Rory Sutherland , kunne være fra i sommer, da jeg kørte forkert igennem en vejkonstruktion i Sverige. Nu er det slet ikke første gang, at jeg (og andre) kører forkert netop her. Man har gennem mange år udbygget og ændret netop dette sted med nye vejer, frakørsler, tilkørsler, stop mm.). Det har utvivlsomt kostet mange penge. Rigtig mange penge. Og det skal nok blive godt til sidst.

Men man må spørge sig selv, om det ikke kunne være løst anderledes. Måske ville mangen en bilist kunne få en bedre og mere trafiksikker rejse, hvis skiltningen havde været bedre (det findes sikkert også andre, bedre løsninger end dette forslag), så færre ville køre forkert (hvilket var én af grunderne til, at man startede med at lave det hele om). Og som en følge heraf kunne man måske have lavet færre ombygninger og derved sparet en masse penge?

Pointen er, at det ikke vælge at se på problemstillinger fra nye vinkler og undlade at finde nye løsninger, der skaber merværdi, kan blive en dyr affære. Alt for ofte tager vi ikke slæbet med at finde – og i tilstrækkelig grad vægte – de kreative løsninger. I stedet vælger vi at acceptere og prioritere den logik, som kan være en begrænsning for de mulige løsninger af en udfordring.

I forhold til Neil Young og den famøse historie med hans pladeselskab, forholder det sig nok sådan, at hvis ikke Young havde givet sig selv lov til at følge sin kreativitet og udfordre sig selv – som Robert Frost siger: ”take the road less travelled by” – så er det tvivlsomt, om han ville have formået at bryde nye grænser og skabe nye udtryk til glæde for sine fans, såvel som for sit pladeselskab. Og samlet set ville han nok ikke have solgt så mange plader og inspireret generationer af nye musikere og musikelskere.

Læs flere af Christer Windeløv-Lidzélius’ indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.