Skalér ned for at få værdien op

Tænk igen, hvis du tror ’the only way is up’ for at skabe værdi. Produktioner såvel som organisationer skal ned i størrelse for at sikre relevans og rentabilitet.
Mads Thimmer

Industrialiseringen var fra sin begyndelse en sport i at effektivisere fremstillingsarbejdet, så man kunne fremstille så mange emner til så lavt forbrug af materialer og timer pr. enhed som muligt. Deraf kom der lavere priser og øget efterspørgsel. Men massefremstilling betyder fast og ufleksibelt design, massiv investering og høj risiko i en produktion, der skal afsættes efterfølgende og dermed lægger et stort pres på salgs- og markedsføringsarbejdet.

Nu sker der imidlertid noget. Nye, digitale og automatiserede produktionsformer med 3D-print, individualiseringsbare robotter og co-bots, hvor robotter arbejder sammen med mennesker, gør op med massefremstillingen og tilbyder skræddersyede produkter til næsten samme pris. Et opgør med massefremstillingen er et opgør med hele den måde, vi tænker organisationer og ledelse på, måden vi sælger og markedsfører på, måden vi udveksler viden, uddanner og produktudvikler på. Det er en kulturrevolution, der gennemsyrer alt!

Hvor vi i et par hundrede år har været styret af muligheden for at ’skalere op’ og tænke i udbud, ensartethed og massefremstilling, skal vi nu til at tænke i efterspørgsel, skræddersyning og samskabelse. Hvor vi tidligere først og fremmest tænkte på teknologi til at booste vores varer, skal vi nu prioritere psykologi til at forstå – og gå i dialog med – markedet. Hvor vi før trænede vores børn og medarbejdere til at abe os efter, optage eksakt viden som udenadslære og adlyde kommandoer, skal de nu håndtere viden i kreative processer, mestre sociale sammenhænge og sammensætte ’ordrelaget’ til selvledelse.

Fra organisation til organisme

Før jul meldte Daimlers CEO, Dieter Zetsche, ud, at han ville lede den tyske storproducent af blandt andet Mercedes-biler – og en af stamfædrene til industrialiseringens tankegods – gennem en kulturrevolution med distribuerede medarbejdere i små, autonome teams som en ’sværm’ af enheder, i første omgang 20 pct. af alle medarbejdere. En overgang fra organisation til organisme, og altså en skalering ned til mindre enheder, mindre produktioner, for bedre at kunne tilpasse sig markedet, bedre kunne optage nye teknologier og bedre kunne indgå i nødvendige samarbejdskonstellationer, når biler skal til at tænke og køre selv, og Daimlers selvkørende konkurrenter vil komme fra Tesla, Google, Apple og andre indfødt digitale og naturligt sværmende.

Hvad (Henry) Fords samlebånd og effektiviseringstanke blev for industriel værdiskabelse, er digitale og agile måder at håndtere digital udvikling på lige nu ved at blive for et nyt paradigme. Hvor det som digital virksomhed er naturligt at arbejde i en sværm af teams, der skaber software og webløsninger, bliver det nu for produktionsvirksomheder naturligt at producere skræddersyede produkter gennem mindre og selvkørende enheder. Ledelseslag er konkurrencesvækkende bureaukrati, som skræmmer talent væk og hæmmer initiativ- og innovationskraften.

Skaleret ned og i tæt kontakt med markedet

General Electrics, den eneste overlevende industribaserede virksomhed fra den oprindelige Fortune 500-liste publiceret i erhvervsmagasinet Forbes i 1917, er som Daimler ved at finde ny værdi ved at skalere ned til mindre enheder og til gengæld at kunne øge innovationsevne og kommunikation med markedet via mikrofabrikker, de såkaldte FirstBuilds. Sådan ser en af verdens største virksomheder fremtidens fremstilling: skaleret ned og fordelt på mange flere fremstillingsanlæg, i tæt kontakt med markedet, med automatiserede produktionsanlæg, hvor robotter udfører og mennesker skaber, og med høj tilpasning, lynoptag af nye teknologier og innovation som motorer, hvor produktion var motor for industrialiseringen.

Billedet gentager sig overalt – fra fødevarefremstillingen til urban-design. Kvalitetstabet ved masseproduktion er nedslående for fremtidens kvalitetsforbruger, der til gengæld vil betale mere – og allerede gør det – for mikro-øl, mikro-oste og alt, der er håndteret på nedskalerede produktionsanlæg. Skoler – som det populære Silicon Valley-skolekoncept AltSchool med individuelt tilpasset undervisning i mikroskoler – skaber øget nærvær mellem børn og undervisere, og øget skoleglæde og udbytte af undervisningen. Bysamfund opdeler sig i selvforsynende, cirkulære nabolag for at være mere bæredygtige, med delebiler, solcelleanlæg og affaldshåndtering.

Det ser ud til, at digitaliseringens svar på det industrielle kald om at skalere op for at få prisen ned, er et kald til at skalere ned, så kvaliteten, tilpasningen og dermed efterspørgslen og den økonomiske rentabilitet kan ryge op. Det er en implosion i vores grundlæggende, industrielle forståelse for vækst, som er lig ekspansion og opskalering, og et friskt nyt bud på fremtidens værdiskabelse i virksomheder og i samfund.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu