I dag går startskuddet til et maraton af samråd, der alle har Grønlands råstoffer som fællesnævner. Kl. 13 mødes Beskæftigelsesudvalget for at diskutere den danske særlov, der skal gøre det muligt for det grønlandske selvstyre at importere tusindvis af arbejdere på udenlandske overenskomster.

I næste uge skal både statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren stå på mål for spørgsmål om Kinas engagement i Grønland, når der indkaldes til samråd i Forsvarsudvalget. Derefter følger samråd i Udenrigsudvalget, Erhvervsudvalget, Sundhedsudvalget og en forespørgselsdebat i Folketinget.

Læs også: EU-kommissær vil bane vejen for europæisk Grønlands-konsortium

Den grønlandske undergrund er blevet storpolitik i Danmark. Endelig, kan man sige, for det er efterhånden mange år siden, at de første kinesiske, canadiske og australske selskaber satte boret i jorden og startede deres efterforskning i området, der bugner med enorme mængder af værdifulde råstoffer.

Men selv om Grønland og Danmark skulle forestille at være i et rigsfællesskab, var det først, da det grønlandske Landsting før jul stemte ja til den såkaldte storskalalov, at de danske politikere omsider indså, at grønlandske råstoflicenser ikke blot er en våd drøm hos udenlandske mineselskaber, men meget tæt på at blive virkelighed.

Siden det, der må karakteriseres som en brat opvågning, har partier på begge sider af regeringen haft travlt med at kritisere statsministeren, der fortsat afviser at blande sig i Grønlands planer.

Særligt Venstre har været flittig til at kalde i samråd, mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, senest har ytret skarp kritik af statsministerens tavshed forud for rækken af samråd.

Det er også lykkedes at vinde mediernes opmærksomhed med forslag til, hvordan Danmark kan få en andel i det grønlandske erhvervseventyr. Thulesen Dahl har foreslået, at der oprettes et statsligt selskab, der kan bringe danske kapitalinteresser i spil i Grønland. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, hælder mere til en timeout, dog uden bud på, hvad tænkepausen så egentlig skal bruges til.

Gratis omgang

Faktum er imidlertid, at både kritikken af regeringens håndtering i sagen og forslag til, hvad Danmark kan gøre i forhold til Grønland, er én stor gratis omgang.

For det første er det ikke kun regeringen, der bærer ansvaret for den nuværende situation. Det var et stort set enigt folketing, der i 2009 stemte for Selvstyreloven og en afgivelse af råstofområdet til Grønland. Kun Dansk Folkeparti stemte nej og er dermed i deres gode ret til at rejse kritik i dag. Og dog. For heller ikke Thulesen Dahl & Co. har tilsyneladende opdaget, hvor langt Grønland var nået med planerne om at opbygge en international råstofindustri – før det var for sent.

Og for sent er det. Også til at blande sig i en grad, hvor det vil gøre en forskel. Når Løkke Rasmussen beder om en timeout, svarer det til, at Danmark vil rulle Nordsøaftalen tilbage. Hvilket jo faktisk er forsøgt, men uden det store held. Bordet fanger.

Det gælder også for Danmarks afgivelse af råstofområdet til Grønland, der fandt sted for næsten fire år siden. Selv om der bliver flertal imod den særlov, der skal muliggøre den grønlandske storskalalov, kan mineprojekterne stadig blive en realitet.

Thulesen Dahls forslag om et DONG 2 er på samme måde temmelig urealistisk. Faktisk har den danske stat allerede ejet anparter i grønlandske råstofprojekter gennem selskabet Nunaoil. Men ejerskabet blev afgivet, da råstofområdet røg til Grønland.

I dag har selvstyret allerede uddelt mere end 100 efterforskningslicenser, heraf mange til kapitalstærke, udenlandske selskaber. Det kan derfor blive svært for et nyetableret statsligt selskab at få fodfæste. Det gælder også, selv om man ikke ønsker at eje en mine, men bidrage med f.eks. infrastruktur og produktion. For dansk erhvervsliv har begrænsede kompetencer, både når det handler om råstofindustri og dét at varetage aktiviteter i et krævende arktisk klima.

Det er også stærkt tvivlsomt, om nogle af de danske pensionskasser kan overtales til at investere penge i mineeventyr, der har en markant højere risikoprofil end de aktiviteter, der ellers karakteriserer porteføljerne. Råstofprisernes ekstremt følsomme natur er næppe de danske pensionskunders kop te.

Politisk mudderkast

De mange samråd samt det forhold, at der netop er udskrevet valg i Grønland, betyder, at medierne den kommende tid vil svømme over med politiske udmeldinger, der søger at placere et ansvar, og urealiserbare forslag til, hvordan Danmark pludselig kan spille en central rolle i noget, der ikke har interesseret os i årevis.

Emnet er alt for vigtigt til at blive taget som gidsel i en fight mellem regeringen og oppositionen. Hvis vi skal blive taget seriøst af Grønland og de globale stormagter, der følger udviklingen tæt, er der i den grad brug for et politisk wake-up call og forståelse af, at Danmark ikke sidder med det afgørende kort.

Debatten skal op på et niveau, hvor det ikke handler om at score billige politiske point, men at finde ud af, hvordan Danmark skal agere i en verden, hvor de storpolitiske interesser banker på døren.

Løbet er måske kørt, hvad angår de grønlandske miner. Men de kommende år skal vi håndtere Arktis, og hvad dertil hører af internationale søruter og enorme olie- og gasforekomster. Lad det ikke ske med samme amatørisme, som det har været tilfældet med Danmarks indblanding i det grønlandske råstofeventyr.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.