Når danske medier skriver eller laver radio og tv om sundhed og sygdom, har vi så et særligt ansvar for varsomhed med dokumentationen, grundighed med afsøgningen af kilder og cases og omhu med formidlingen af indholdet i det hele taget?

Mere end vi har det på så mange andre journalistiske områder som politik, økonomi, erhvervsstof, navnestof og sportsstof?

Ja, det har vi. Sundhedsjournalistik er ikke journalistik som alt muligt andet. Af tre grunde:

1) Flere og flere danskere er ifølge en spritny analyse foretaget af Mandag Morgen og Trygfonden usikre på, hvordan de skal finde rundt i junglen af sundhedsinformationer, og hele 60 procent mener, at medierne er for ukritiske i deres dækning af sundhedsstoffet.

2) Fordi de professionelle nyhedsmedier ifølge samme undersøgelse har en alt for lav troværdighed. Langt under fagpersoner, sundhedsmyndigheder, forskere, sundhedsportaler på nettet og alternative behandlere.

3) Fordi man i yderste tilfælde kan dø af forkerte oplysninger og forkerte råd som en udløber af sundhedsjournalistikken. Det kan være en manglende HPV-vaccine eller et forkert råd om medicinering. Man kan trods alt ikke dø af en elendig politisk historie.

I de presseetiske regler, som er et etisk kodeks, medierne frivilligt har tiltrådt, har retsreportagen og krimistoffet et helt særligt afsnit. Det samme har beskyttelsen af privatlivet. Og det er der selvfølgelig gode årsager til af retssikkerhedsmæssige grunde.

Men mængden af useriøse, udokumenterede sundheds- og sygdomshistorier er nu så voldsom, at professionelle medier, der gerne vil bevare deres troværdighed, må indgå i et etisk charter på området.

Det må gøres muligt for befolkningen klart og tydeligt at se forskel på de medier, der gør sig umage på det her område, og de, der sender udokumenterede, useriøse påstande ud i æteren eller på nettet eller som Google, Facebook, Snapchat og andre, der slet ikke tager ansvar for, hvad der indholdsmæssigt ligger på deres platforme.

Her er den udvidede baggrund for, hvor galt det står fat med smitsomme sygdomme i sundhedsdækningen. Og dækningen er langt mere end de professionelle medier, som trods alt er underlagt et medieansvar i lovgivningen, og som for manges vedkommende har et etisk regelsæt. Det har bloggere, sociale medier og de globale magthavere hos Google og Facebook ikke.

• Det gode liv sælger ikke billetter i medierne. Den gode historie er den dårlige historie om en eller anden skandale på sundheds- eller psykiatriområdet. Noget man kan gå til politikerne med og få dem til at bevilge flere penge til.
• Mediernes case-eksempler med den menneskelige vinkel har ikke så sjældent udgangspunkt i en patientorganisation, der mangler opmærksomhed, en medicinalvirksomhed, som gerne vil markedsføre et nyt produkt, en faggruppe, som gerne vil have flere kolleger, eller en forsker, der har brug for midler til sin forskning. Men den varedeklaration får vi ikke indblik i.
• Alt for ofte bruges ekspertkilder, uden at de får et modspil, eller de genbruges igen og igen, fordi de kan fyre en kort og mundret salve af på tv. Men måske er den pågældende ekspert ude med en historie, som burde udsættes for en kritisk tilgang. Eller vedkommende er ganske enkelt uden for sit vidensområde.
• Proportionalitetsprincippet styrer i medierne. Har man hørt et synspunkt skal man helst også finde en med det modsatte, men ofte er de to synspunkter ikke lige valide og bør derfor heller ikke af seerne og brugerne vægtes som lige værdige.
• Hvad der ikke er gode billeder til, som folk gider at se på, sælger ikke billetter på tv.
• Alt for mange historier om, hvad der er sundt eller usundt har som udgangspunkt, at der findes en sort/hvid liste, man kan slå op i. Men sandheden er, måske med nogle få undtagelser som rygning og alkohol, ofte ikke helt så konkret, men langt mere nuanceret og individuel.
• Når der er et vakuum mellem hvad der er rigtigt og forkert, og vi roder rundt efter sandheden, så går der følelser i den. Så følelser kan let overtrumfe fakta på sundhedsområdet. Og vi jagter alle mulige livliner til et bedre liv. Det er også en del af mediedækningen at opfylde det behov.
• Forskerne på sundhedsområdet og det lægefaglige område føler sig ofte udsat for journalister, der ikke aner en brik om det, de skal skrive om, og som derfor heller ikke fanger nuancerne i det, der bliver sagt, og slet ikke betydningen af de forbehold og læsningen af forskningsresultater, som refereres.
• Sundhedsmyndighederne har alt for ofte en for langsom og for tung reaktionsevne og en svær kommunikationsopgave i forhold til at komme i øjenhøjde med borgerne.
• Når der skal gang i sundhedshistorier i medierne, så efterlyses der ofte kilder og medvirkende via de sociale medier, og det bliver så som regel altid dem, der er kritiske snarere end de positive, der hentes frem på den måde. Nuancerne forsvinder dermed ud af diskussionen.
• Forskerverden, der burde medvirke til at sprede viden og information, er ofte skræmt ved tanken om at hoppe ind i mediemøllen. Det er for det første ikke karrierefremmende, hvis det går galt, og de føler for ofte, at deres udtalelser bliver forenklet, forsimplet i vinklingen, får forbeholdene skåret væk eller pointen forvansket.
• På de sociale medier kører der ikke mindst på sundhedsområdet det, man kalder ’viralspiraler’, der sender sundhedshistorier helt uden hold i virkeligheden i omløb til mange tusinder af læsere.

Mandag Morgen og Trygfonden holdt i sidste uge en konference for inviterede repræsentanter for alle faggrupper i sundhedsdebatten, og her var nok flere klare problemstillinger end klare svar. Men viljen til at prøve at mødes om ambitionen om at gøre det lidt bedre er klart til stede.

På mødet foreslog jeg et slags charter – en ambition for en bedre og mere nuanceret sundhedsdækning – som de professionelle medier frivilligt kan vælge at tiltræde og reklamere med, at de vil arbejde efter.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, inviterede til en dialog om formuleringen af sådan et charter. Det her er simpelthen for vigtigt og kompliceret til, at vi bare fortsat lader sundhedsdækningen være inficeret af alt for mange smitsomme sygdomme.

Et sådant charter vil kunne fungere på samme måde som de presseetiske regler. Men der var også andre forslag til videre overvejelser fra TrygFondens og Mandag Morgens løsningskonference forleden.

Det handler bl.a. om en bedre og hurtigere form for kommunikation fra sundhedsmyndigheder og fagprofessionelle, om et bedre og mere tillidsbaseret forhold mellem forskere og journalister, om etablering af et netværk for journalister, der beskæftiger sig med sundhedsstof. Og om en mere proaktiv tilgang til at gå ind i centrale sundhedsmæssige debatter fra myndighedernes, lægernes og forskernes side med de rette proportioner på tingene.

Alt sammen med den gode hensigt at forsøge at mindske den forvirring, som mange mennesker bliver efterladt i med sundhedsinformationen.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hæftede sig ved, at et meget stort antal danskere har høj tillid til et troværdigt sundhedspersonale, men tilsyneladende meget lav tillid til "systemet" i Sundsvæsenet og sikkerheden for at få den korrekte behandling, hvis man ikke selv insisterer på det.

Så Sundhedsstyrelsen har lige som alle andre fået en hjemmeopgave med den nye analyse.

LÆS OGSÅ:

Sundhed skal formidles med flere følelser

Stigende usikkerhed om sundhed – det mener danskerne

En ond cirkel: Dårligt helbred øger tvivl om sundhedsråd

Google: Det er ikke vores opgave at filtrere information