Små penge er vejen til det store samfund

I en række engelske byer har de stor succes med at lade beboerene få direkte indflydelse på en del af de lokale budgetter. Modellen hedder Participatory Budgeting og har bl.a. ført til højere valgdeltagelse, mindre kriminalitet og større lokalt engagement.

Rekordlav valgdeltagelse, rekordhøj kriminalitet, almindelig trøstesløshed – en by af førtidspensionister og arbejdsløse. Forladt af dem som kunne, og opgivet af dem, som blev tilbage. Det var svært at finde noget positivt at sige om den tidligere mineby Manton uden for Manchester. I hvert fald indtil 2006, hvor kommunen besluttede at lade borgerne være med til at bestemme direkte over en lille del af kommunens budget.

Jeg hørte historien i sidste uge, hvor jeg brugte tre dage på en studietur til Manchester og omegn. Mit mål var at se, om jeg kunne opdrive nogle eksempler på nye idéer til at skabe velfærd, der på den ene eller anden måde kunne tænkes at rejse med inspiration fra England til Danmark. Ikke fordi man nødvendigvis kan kopiere noget én til én, men en bestemt model vakte især min interesse. Den handler om at involvere forældre, beboere, pensionister, beboerforeninger i at bruge små bidder af det kommunale budget. Englænderne kalder den Participatory Budgeting eller ’PB’.

Tilbage til minebyen Manton. Tænk, kan det virkelig interessere at få lov at ansøge om 5000 kroner, at skulle møde op en lørdag i et medborgerhus og høre om en stak andre små projekter og endelig stemme om, hvilket der er bedst? Overraskende nok – har det vist sig – er svaret ja.

Opbakningen fra de lokale beboere i Manton kom ikke over natten, men krævede et længere forarbejde. Konceptet blev fremlagt på skoler og biblioteker – og på den lokale pub. En rundtur til byens vandhuller, hvor et par frivillige medbragte korte videoer om de projekter, der skulle stemmes om, var med til at sikre, at byens midaldrende mænd også blev inddraget.

Siden 2006 har borgene i Manton således fordelt i omegnen af 500.000 kroner om året til de projekter, som indbyggerne selv syntes bedst om.

Beboerne har bl.a. bevilliget penge til det lokale politi, som kæmpede med at finansiere store mængder overarbejde. Det har betydet ekstra ressourcer til at lukke byens hashklubber. Det var ellers ikke noget, som lå højt på stationens prioriteringsliste. De havde mere end nok at se til.

Men ballade i gadebilledet, hærværk og småkriminalitet var store problemer for borgerne i Manton. Og de oplevede, at politiet ikke interesserede sig for de ting, som bekymrede dem. Derfor valgte borgerne at give flere midler til stationen.

Efter den nye finansiering er tilliden til politiet kommet igen, og borgerne er endda interesserede i at hjælpe. Kriminaliteten i området er faldet med 20 pct. og ’antisocial adfærd’ med 30 pct. For ti år siden stemte 18 pct. til kommunalvalgene. Nu dukker halvdelen af Mantons stemmeberettigede borger op, når der skal sættes krydser.

Og ifølge Phil Teece, som jeg havde lejlighed til at tale med under studieturen, er der ingen tvivl om, at det er Participatory Budgeting-metoden, som er årsagen til den positive udvikling i Manton. Han er ekspert i borgerinddragelse, leder af ”Participatory Budgeting Unit”, der arbejder nonprofit for at fremme demokratisk deltagelse lokalt rundt om i landet.

Han havde desuden tre råd til dem, som måtte have lyst til at forsøge sig med konceptet:

  • Start småt: Det skal være overskuelige beløb, som kan nå at blive investeret inden for et år, og projekter, som kan nå at starte op og vise et synlig resultat inden for de første tre måneder. Ellers risikerer man at modtagerne mister legitimiteten i lokalsamfundet: Har de været på pubben og bruge pengene i stedet?
  • Gør det lokalt: Borgerne skal kunne se resultaterne af PB i deres hverdag. Synligheden er meget vigtig for at sikre lokalbefolkningens opbakning til projekterne.
  • Gør det gennemsigtigt: Hvis der er tvivl, om det rent faktisk er borgerne, der bestemmer, kan man ligeså godt lade være. Stemmerne skal tælles i fuld offentlighed, og afgørelsen om hvilket projekt, der skal finansieres skal offentliggøres med det samme. Det er vigtigt at medbestemmelsen kan mærkes allerede på afstemningsdagen.

De råd gik igen hos kommunalpolitikere, embedsmænd, lokale frivilliggrupper og borgere, som jeg mødte under opholdet. Og i England forsøger flere kommuner sig nu med konceptet. Blandt andet er man i kystbyen Scarborough i gang med at udbrede PB til flere distrikter.

”It’s the best thing since sliced bread,” fortalte pensionisten, Mr. P, mig. Han er for første gang i sit liv aktiv i sit eget projekt i lokalsamfundet i Eastfield, Scarborough. Nu kan han tage nabolagets børn med ud at plante blomster og grøntsager rundt omkring i lokalområdet. Gulerødderne er ikke kommet op endnu i de små kummer, som står på gågaden. Men når de gør, er de til fri afbenyttelse.

Det er selvfølgelig dejligt med gratis og sund mad, men det bedste, sagde Mr. P, var han og Mrs. P. havde fået et helt nyt forhold til kvarterets unger.

En af de kommunalpolitikere, der nu taler varmt om konceptet, indrømmer beredvilligt, at han var skeptisk i starten. Hvorfor skulle han egentlig afgive en del af den magt, som han var valgt til at forvalte? Nu er han overbevist. Han har fået større indflydelse, siger han. Den slags indflydelse der følger med gode relationer til dem, som han er valgt af.

Gad vide om danske kommuner, der i disse år kæmper med at finde ud af, hvordan man kan give plads til, at borgere kan gøre mere for sig selv og hinanden, kan hente inspiration i Mr. P’s have? Hvis de gode erfaringer fra England kunne realiseres herhjemme, var det måske værd at lade lokale beboere få større indflydelse på budgetterne rundt om i landets kommuner?

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu