Stor tak til skatteyderstøttet Børsen!

Tag en tudekiks og tænk på, hvad der er godt for Danmark.
Bjarke WiegandLisbeth Knudsen

På forsiden af gårsdagens Børsen beskyldes Mandag Morgen for ”tyveri”. På en fornem placering helt fremme i avisen, under overskriften: ”Det er skatteyderbetalt gazelletyveri, Troels Lund”, omtales Mandag Morgens nyeste rapport, ”Fra startup-nation til scaleup-nation”, som en ”skatteyderbetalt hitliste”.

buhu-borsen

Du kan læse indlægget her.

For al den opmærksomhed skylder vi det skatteyderstøttede Børsen tak. En stor tak, faktisk. Det gør vi af to årsager. Mindst. Men lad os bare holde os til to, for at skærpe budskabet.

En af årsagerne til at Danmark fortsat befinder sig i et lavvækst-scenario er, at der ikke er tilstrækkelig fokus på virksomheder, der vokser. Den vækstpolitiske debat i Danmark har traditionelt kredset om iværksætteri og de helt store virksomheder – C20 segmentet, mens de mellemstore vækstvirksomheder typisk er gået under radaren.

Med sin fremtrædende kritik af Mandag Morgens fokus på netop dette segment af virksomheder, bidrager Børsen til at sætte fokus på disse og på et meget væsentligt stykke analysearbejde, der kan kvalificere den fremadrettede vækstdebat i Danmark.

Rapporten ”Fra startup-nation til scaleup-nation” rummer nemlig ikke kun en detaljeret kortlægning af 1.246 danske virksomheder, som opfylder nogle særligt skrappe vækstkriterier. Den rummer også fem analyser af de regionale vækstmiljøer, der omgiver virksomhederne. Fem dybdegående interviews med nøgleaktører fra de regionale vækstmiljøer. Ti portrætter af ”scaleup-virksomheder” fra alle hjørner af Danmark. Videnopsamling fra interviews med 50 scaleup-virksomheder (10 fra hver region) om deres udviklingshistorie. En analyse af hvordan forskellige nationer verden over arbejder med det nye ”scaleup-vækstparadigme” - samt en række anbefalinger til, hvordan Danmark kan udvikles fra en ”startup”- til en ”scaleup”-nation.

Det er et stykke analysearbejde, som Danmarks fem regioner sammen med regionernes paraplyorganisation, Danske Regioner, har finansieret, fordi de ønsker at sætte skalering af virksomheder højere på den vækstpolitiske agenda i regionerne. Danske Regioner har yderligere bedt Mandag Morgen til at organisere en konference med temaet ”Fra startup-nation til scaleup nation”. Den blev afviklet i går for fulde huse på Axelborg i København med deltagelse af blandt andre erhvervsminister Troels Lund Poulsen. Deraf overskriften på Børsens omtale af Mandag Morgens analysearbejde.

Den anden årsag til, at vi skylden Børsen tak er, at Børsen med sin kritik er med til at sætte fokus på en af de største stopklodser for udvikling og læring: Protektionisme! Hvis danske virksomheder skal blive bedre til at skalere - og danske politikere og erhvervsfremmeaktører skal blive bedre til at støtte dem i at gøre det – er det vigtigt, at debatten bliver åbnet op for nye perspektiver.

Fakta er, at virksomheder i Danmark har svært ved at skalere. Og at vi i Danmark, i det hele taget, ikke har særligt mange virksomheder, der er i højvækstforløb sammenlignet med andre nationer. Dette til trods for, at Børsen siden 1995 har kåret gazellevirksomheder. Eller for den sags skyld, at revisionsfirmaet Ernst & Young gennem en lang årrække (over 30 år internationalt) har fokuseret på vækstvirksomheder med konkurrencen ”Entrepreneur of the year”.

Det er i den sammenhæng vigtigt, at de enkelte initiativer ikke lukker sig om sig selv. Eller at enkelte aktører kræver hævd på brugen af begreber som gazelle, højvækstvirksomhed, scaleup-virksomhed og andre betegnelser, der bruges til at beskrive virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale.

Børsen er så storsindet, at avisen anerkender Mandag Morgens arbejde med ordene: ”Og folkene på Mandag Morgen har helt ret, når de i dag sikkert siger, at vi er misundelige på deres fine arbejde og går i for små sko.”

Ja! Helt ærligt. Tag en tudekiks, og tænk på, hvad der er godt for Danmark.

Kærligst,

Bjarke Wiegand, Erhvervsredaktør, og Lisbeth Knudsen, Chefredaktør og direktør

Mandag Morgen


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu